Venstre har overtaget De Radikales tidligere rolle som hovedleverandør af nye partier.  Endda med potentiale for større forskydninger i de politiske lag, end De Radikales aflæggere har præsteret. Hvor det i R var outsidere, der skilte sig ud i først Ny Alliance/Liberal Alliance og siden Alternativet/Frie Grønne har det i V været personer fra partiets tidligere formandskaber.

I begge tilfælde - og flere endnu - et udtryk for hvordan politik bliver stadig mere personbåret. “Ideologi er noget bras”, som allerede Schlüter sagde, men det er blevet mere udpræget, også internt i partierne. Se bare hvad formandsskiftet fra Pia Kjærsgaard til Kristian Thulesen Dahl og videre til Morten Messerschmidt har afstedkommet for Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg forlod begge det parti der havde båret dem frem til henholdsvis en formands- og en næstformandspost. Førstnævnte gik mere frivilligt end sidstnævnte, men begge blev fulgt af en stor fanskare. Man glemmer det nemt i skyggen af Inger Støjbergs rekordhurtige indsamling af vælgererklæringer, men før hende var det faktisk Lars Løkke Rasmussen, der var indehaver af hastighedsrekorden under de nugældende regler. Og da coronaen stadig svøbte landet (og vælgerne) i utryghed, levede også statsminister Mette Frederiksen højt på den stadig mere fremherskende tendens, at vælgerne udser sig en person, de har tillid til og tænker, at så er politikken nok også i orden.

Lars Løkke Rasmussens Moderater var spået rollen som ledende havkat i hyttefadet, men på tærsklen til et sandsynligt folketingsvalg bliver det nu i stedet Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, der kommer til at forårsage de største bølgeskvulp. Begge har trukket eksekveringen af deres henholdsvise partidannelser ud og dermed sikret sig maksimal interesse, og de ligner yderligere hinanden derved, at deres partier er personbårne i en grad, så man ikke kan forestille sig dem uden deres stiftere.

På sigt en svaghed, men i givet fald vil det jo til den tid ikke være hovedpersonernes problem. Her og nu er det en ubetinget fordel, især for Inger Støjbergs vedkommende. Se mig, I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, siger hun, og det er der rigtig mange, der vil give hende ret i. 

De københavnske saloner

Hun har ganske vist meget omhyggeligt sørget for ikke at åbne for ret meget konkret om sit partis politik, så mange andre påpeger med god rette, at man tværtimod ikke har nogen anelse om hvad hun står for. Men de er alle sammen nogle, der alligevel aldrig ville stemme på hende, og derfor trækker deres kritik ikke fra i tilslutningen. Snarere understreger de hendes pointer.

“Som folk er flest” lyder Inger Støjbergs definition af, hvilke vælgere hun ønsker at repræsentere, og lige præcis de vælgere forstår ganske udmærket, hvad hun mener, når hun henviser til de verdensfjerne “københavnske saloner”. Om sådanne eksisterer i rent fysisk forstand, er mindre afgørende, så længe kritikken af begrebet kommer fra – ja, netop “de københavnske saloner”.

De kritikere, der på den baggrund advarer mod grøftegravning mellem hovedstad og provins, gør derfor i virkeligheden grøfterne dybere, og især gør eksiljyder i hovedstaden en stor ufrivillig propagandaindsats for Danmarksdemokraterne ved fortvivlet at hævde, at de på grund af deres afstamning sagtens kan tale for de ueksilerede. En særlig tåkrummende afart af dette strategiske fejltrin er forsøg på at understrege pointerne ved at tale eller skrive ubehjælpsomt teaterjysk.

Man må virkelig undres over at ophavsmændene hertil ikke selv kan se det kontraproduktive i det, og/eller at de slet ingen (jyske) venner har, som kan fortælle dem det. I Danmarksdemokraterne kan de godt se det, selv på lang afstand, og derfor lader de det passere ukommenteret for ikke at fjerne potentielle vælgeres hovedrystede opmærksomhed fra det.

Hvem og hvad er Danmarksdemokraterne overhovedet?

I det hele taget har det vist sig at være partiets og dets stifters strategi at være så lidt konkret som muligt. Klogt, for så vidt som alle sympatisører derved kan læse deres egne præferencer ind uden at blive revet ud af nogen illusion, men i længden selvfølgelig uholdbart. Med udsigt til et snarligt folketingsvalg forekommer “i længden” dog mest en teoretisk bekymring.

Partiet synes heller ikke at have noget hastværk med det organisatoriske. Eksempelvis har det ingen medlemmer, kun “venner”, hvilket man kan blive for et år formedelst 250 kr. Men altså uden ret til at være med til at sætte retning eller træffe andre interne beslutninger. Af partiets hjemmeside fremgår det, at det vil være tilstanden frem til efter et folketingsvalg.

 

Der kom også til at gå mere end en hel måned fra partiet blev stiftet og til dets første politiker ud over Inger Støjberg selv blev præsenteret: Peter Skaarup som også selv havde trukket sin exit fra Dansk Folkeparti længst muligt, og hvis velkomst i Danmarksdemokraterne var en våd klud i ansigtet på det første kuld DF-afhoppere fra februar. Fra starten kom det tydeligt bag på dem, at de ikke blev modtaget med åbne arme af Inger Støjberg, men de overså, at med en erklæret målsætning om ikke at ville være et protestparti ville en flok utilfredse frafaldne fra netop et protestparti udgøre et håbløst fundament for Danmarksdemokraterne.

Vil køligheden overfor afhopperne så koste vælgere i DF-segmentet? Næppe. Tiltroen til at Danmarksdemokraterne alligevel vil blive et slags Dansk Folkeparti 2.0 eller i det mindste arvtager af DF’s position, vil formentlig vise sig stærk nok til, at hidtidige DF-vælgere under alle omstændigheder vil se Inger Støjberg som det mest oplagte alternativ.

Knald eller fald for Moderaterne og rest-DF

For Moderaternes og Lars Løkke Rasmussens vedkommende kommer dagsformen til at bestemme positionen efter et folketingsvalg, især alle andre partiers dagsform. Brikkerne skal falde sådan, at M-mandaterne bliver afgørende, ellers bliver de ligegyldige.

For Moderaternes og Lars Løkke Rasmussens vedkommende kommer dagsformen til at bestemme positionen efter et folketingsvalg. Især alle andre partiers dagsform.

For rest-DF bliver folketingsvalget en overlevelseskamp. Partiets nedtur har været mastodontisk, fra 37 mandater ved FV15 over 16 mandater ved FV19 til blot fem-seks nu og meningsmålinger nær eller under spærregrænsen.  Lykkes det den lille tapre skare i det tilbageværende Dansk Folkeparti at slæbe sig over spærregrænsen, har partiet en chance for at genvinde styrke, hvis ikke er det formentlig lige så dødt som sit ophav Fremskridtspartiet.

Om de fem, der blev resultatet af de to runder med afskalninger, kan vokse til seks, afhænger af om den frafaldne Kristian Thulesen Dahl når at blive byttet ud med den partitro førstesuppleant Susanne Eilersen, inden en valgudskrivelse staller den slags formalia. Samme eventualiteter gør sig gældende for Enhedslistens Rune Lund, der har meddelt at han vil udtræde for at flytte udenlands, og når de ikke at stemple ud, bliver der ikke tale om at indkalde suppleanter.

Lars Løkke Rasmussen har brug for de afgørende mandater for ikke at blive ligegyldig.
Foto: Ernst van Norde, Ritzau Scanpix

For Enhedslistens vedkommende formentlig en lettelse idet partiet tidligere har gjort sig store anstrengelser for at undgå at få sin københavnske førstesuppleant Jonathan Simmel i Folketinget, senest ved at Pernille Skipper undlod at tage (formel) barselsorlov. For de to, der enten udtræder eller ikke når det, vil begivenhedernes rækkefølge desuden blive afgørende for, om de vil få to års eftervederlag med sig eller ej, og for Enhedslistens vedkommende desuden om der er tilsvarende partiskat at indkassere.

Et helvede for Kristendemokraterne

En vis optimisme efter næsten-comeback’et ved FV19 er hos Kristendemokraterne vekslet til tre dukkerter, hvoraf især den seneste vil vise sig livstruende. Først meddelte partiets fremmeste håb Kristian Andersen, der var få stemmer fra at redde sig et kredsmandat ved FV19, at han ikke ville gøre et nyt forsøg, så fulgte det enlige folketingsmedlem Jens Rohde efter med heller ikke at ville genopstille, og til sidst sagde den tredje af Kristendemokraternes potentielle stemmeslugere, partiformand Isabella Arendt farvel til både formandspost og parti for kort efter at lande som folketingskandidat for De Konservative.

Da hun gjorde sin entré i politik, blev hun kaldt “vikaren fra Himlen”, og da hun gik efterlod hun nærmest sit gamle parti det andet sted. Udenfor partiet tror ingen længere på en fremtid for Kristendemokraterne. og det er nok også tvivlsomt, om nogen i partiet gør det.

For de tre øvrige outsiderpartier i spærregrænsezonen er udsigterne lige så mørke. Selv tilsammen har Alternativet, Frie Grønne og Veganerpartiet i meningsmålingerne døjet med at kunne slæbe sig over de nødvendige to procent. At sidstnævnte har opslugt det endnu mere mikroskopiske parti De Grønne og skiftet navn til Grøn Alliance, er både for lidt og for sent og kommer ikke til at gøre nogen forskel.

Et snarligt folketingsvalg vil derfor uundgåeligt medføre en oprydning blandt de opstillingsberettigede partier. 15 er der lige nu, efter et valg er der formentlig mindst fire af dem, der skal i gang med en ny runde vælgererklæringer. På det individuelle plan bliver der også gjort rent bord med nulstilling af de rekordmange ændringer, folketingsmedlemmerne har præsteret i denne valgperiode. Otte-ti personudskiftninger og 23 partiskifter siden FV19. Tal der næppe bliver overgået lige med det første.