Stigmatisering, stress, mistillid og følelsen af ikke at være herre i eget liv. 

Sådan lyder nogle af de følelser, der går igen i Julian Christensens forskning. Som seniorforsker hos Vive undersøger han, hvad borgerne oplever i mødet med velfærdsstaten. Størstedelen af hans forskning har handlet om oplevelser med de nu lukningsbebudede og stærkt kritiserede jobcentre.

Undersøgelserne efterlader ham ikke i tvivl:

Måden, systemet er skruet sammen på i dag, gør det ofte til en ubehagelig oplevelse at være i kontakt med velfærdsstatens sikkerhedsnet. Tilliden til kommunerne har lidt et knæk hos mange borgere, der alt for ofte bliver mødt af mistillid, når de bliver en sag i kommunen. 

En indsigt, der også får ham til selv at frygte, hvordan han ville blive behandlet, hvis han endte med at skulle være afhængig af hjælp fra kommunen.

- Jeg har såmænd tillid til, at jeg nok skulle få de ydelser, som jeg ville have ret til. Men efter at have lavet mine undersøgelser føler jeg mig ikke tryg ved de oplevelser, der følger med at have brug for kommunens hjælp som syg eller ledig. 

Ifølge ham er der brug for at genoprette tilliden til kommunernes behandling af deres borgere - og det skal ske ved at presse kommunerne til en værdig behandling af borgerne. 

Forventninger til systemet

Et hav af statistikker dokumenterer, hvor meget og hvilke ydelser kommuner giver til borgerne. 

Til gengæld er det mere sparsomt med konkrete tal om borgernes oplevelser med kommunerne. Julian Christensen mener, at det er et vigtigt område at undersøge og politisk fokusere på. 

- Det vedrører os alle sammen, hvilken oplevelse det giver at være i kontakt med systemet. 

- Vi betaler skat til en offentlig sektor med en forventning om, at den så også er der, når vi har brug for den. Hvis det ender med at være en byrdefuld oplevelse at række ud til det system, kan det ikke undgå at påvirke vores tillid til systemet og vores lyst til at bakke op om hele det sikkerhedsnet, vi har opbygget, siger han. 

Hvorfor skal vi interessere os for, hvad oplevelsen er og ikke bare om, hvorvidt borgere ender med at få det, de har ret til?

- Om titusindvis af borgere har det godt eller skidt i systemet, er vigtigt. Det handler om mennesker. Og med systembrillerne på er der en risiko for, at de psykologiske omkostninger, borgerne oplever, også kommer til at forringe deres mulighed for at frigøre sig fra behovet for hjælp fra kommunen.

Store ord - uvis fremtid

Julian Christensen mener derfor også, at det er positivt at følge med i den politiske debat om jobcentrene og værdighed i velfærdssystemet og at læse regeringsgrundlaget, hvor øget fokus på værdighed også er skrevet ind.

Julian Christensen er dog ikke sikker på, at tilkendegivelserne ender med at blive til virkelighed, eller om vi som samfund overhovedet interesserer os tilstrækkeligt for det. Gennem årene har der været snakket om værdighed, borgernes rejse gennem systemet og for mange krav uden nogen banebrydende forandringer.

- Det er ikke første gang, værdighed har været på den politiske dagsorden i beskæftigelsessystemet. For et par år siden indførte man fx værdighed som et eksplicit mål for jobcentrenes arbejde med borgerne, men jeg har ikke indtryk af, at det har haft så stor betydning i praksis. Nu vil man lukke jobcentrene. Men hvad kommer der så i stedet? Det er uvist, hvor vi er på vej hen, særligt når det kommer til de borgere, som er længst fra arbejdsmarkedet, siger han og fortsætter:

- Hvis man skal tage politikerne på ordet, er frigørelse vejen frem. En større frihed til at indrette sig lokalt. Jeg finder det sympatisk og på samme tid bekymrende, hvis der ikke følger incitamenter til at behandle borgerne ordentligt. Hvis kommunerne er pressede, hvad ender den frihed så med at blive brugt til? Og hvordan bliver den konverteret til værdig behandling? 

- Det har vi til gode at se, siger han.

Du siger, at incitamenter skal på plads, før det kan blive til værdighed. Hvilke incitamenter mener du? 

- Man kan godt skabe værdighed lokalt, uden at der er eksplicitte incitamenter til det. Og det gør mange sagsbehandlere. Men der er brug for nogle ændrede incitamenter for at sikre en generel tillid til, at man som borger kan forvente en værdig behandling. 

- Som det er i dag, er det for mig at se for konsekvensfrit for kommunerne at få omgjort afgørelser i Ankestyrelsen og lave forkerte afgørelser. Borgerne kan klage, få afgørelsen omgjort og få pengene med forsinkelse, hvis de har fået ulovligt afslag på en ydelse, de har ret til, er blevet ulovligt sanktioneret eller lignende. Men kommunerne lider ikke et økonomisk tab ved forkerte afgørelser, siger han.

Og det er ifølge Julian Christensen et problem, der ikke ligefrem hjælper på tilliden til systemet. Han henviser til tillidsforskning, der peger i retning af incitamenter som en måde at skabe tillid, når dem, der skal skabes tillid til, ikke har et tillidsvækkende ry og omdømme. 

- Hvis kommunerne havde ry for at behandle ledige og andre udsatte borgere ordentligt, ville der ikke være behov for incitamenter. Men hos mange borgere er tiltroen til kommunerne blevet tyndslidt, både når det gælder jobcentrene, handicapområdet og andre af de store kommunale områder. Og i den situation kan der kun opnås tillid til systemet, hvis folk ved, at det er i systemets egen interesse at behandle borgerne ordentligt, siger han.

Genoprette moralen

Julian Christensen mener derfor, at det er nødvendigt at genoprette tilliden, bl.a. via en større tilskyndelse til at træffe de rigtige afgørelser. 

I debatten om presset på socialområdet har bl.a. Socialrådgiverforeningens undersøgelser vist, at økonomi ofte kan spænde ben for de rette afgørelser. Julian Christensen mener derfor, at der skal skrues på de økonomiske incitamenter, så de faglige korrekte afgørelser ikke kommer i clinch med økonomien. 

Du mener, at der skal være incitament og konsekvenser ved at træffe de forkerte afgørelser. Er det virkelig vejen frem?

- Jeg tror, at det er nødvendigt for at genoprette tilliden til systemet. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke sidder en masse onde sagsbehandlere ude i kommunerne, som bare vil borgerne det skidt:

- Det er job, som folk går ind i, fordi de ønsker at hjælpe borgere, som har det dårligt. Men der er stort økonomisk pres på kommunerne, og det siver ned i organisationen. Jeg tror, at hvis vi skal have tilliden til systemet bygget op, må det økonomiske pres tilpasses mere korrekt, så det fremmer og ikke bliver en hindring for en værdig behandling af borgerne. 

Hvordan er vi nået dertil, at kommunernes ry er tyndslidt?

- Jamen altså, dels har der været et højt antal forfærdelige enkeltsager, som man har kunnet høre om i medierne. Og det er hjerteskærende at se. Men derudover kan vi konstatere, er der også et højt niveau af mistrivsel hos den bredere gruppe af borgere, der er i kontakt med systemet. Det er ikke bare enkeltsager.

- De undersøgelser, som jeg har været med til at lave, er bl.a. undersøgelser af store og brede grupper af kontanthjælps- og dagpengemodtagere. Og vi ser en massiv tendens mod at opleve, at man ikke er herre i eget liv. Oplevelser af autonomitab, stigmatisering, stress og magtesløshed. Og oplevelser af, at systemet bliver en modspiller i stedet for en medspiller. 

En negativ spiral

Og netop de undersøgelser og det generelle billede får Julian Christensen til at frygte for, hvis han selv skulle havne i de statistikker, han forsker i. 

Hvad frygter du, at du så vil blive mødt af?

- En høj grad af mistillid. Vi har et system, der i for høj grad er baseret på mistillid til borgerne. Mistilliden er baseret på et legitimt ønske om ikke at give ydelser til folk, som ikke har ret til det. Men man ender med at indrette systemet uden tillid til, at borgerne har brug for den hjælp, de beder om. Det er en ubehagelig oplevelse for den, der har behov for hjælp.

Julian Christensen mener, at vi som samfund risikerer at ende i en negativ spiral, hvor økonomisk pres og stigende lovkompleksitet gradvist forværrer borgernes oplevelser og udløser mere mistillid. Men han peger også på, at politikere kan gøre noget ved problemet, hvis de ønsker det:

- Under coronakrisen så vi en stigning i oplevelser af stress og mistrivsel i den generelle befolkning. Det var naturligt under en pandemi. Men på jobcentrene lempede man flere krav under pandemien og fjernede risikoen for sanktioner i en periode. Og vores forskning har vist, at dét førte til en stigning i de lediges mentale trivsel. Det viser, at måden, vi indretter systemet på, gør en forskel. 

Hvad siger den udvikling dig?

- Hvis man indretter systemet uden mistillid, kan man fremme trivslen blandt de folk, som har brug for hjælp. Det bliver aldrig rigtig sjovt at være ledig. Det var heller ikke sådan, at vi i de her data kunne se folk løbe jublende rundt. Men tilværelsen blev mindre uudholdelig, mens det modsatte var tilfældet i den øvrige befolkning. Det er et vigtigt resultat. 

- Ankestyrelsen har som et fokusområde at øge borgernes oplevelse af retssikkerhed i mødet med systemet. Det er megavigtigt, men jeg tror ikke, at det lykkes, medmindre kommunerne ændrer adfærd, og man reagerer på Christiansborg.