Solcelleparker i organiske former og naturlige farver. Kunstfærdigt opstillede anlæg, der komplementerer eller skaber nye mønstre i landskabet. Vindmøller, der reflekterer den omkringliggende natur og biogasanlæg udformet som gigantiske skulpturer. 

Alt sammen hører endnu fantasien til, men drømmene bag er virkelige nok.

Det er på høje tid, at æstetik kommer på den grønne dagsorden, for det er faktisk muligt at gøre vedvarende energianlæg pænere at se på, mener fagfolk og forskere.

- Det er ikke bare et spørgsmål om at få folk til at ‘sluge pillerne’, siger professor i landskabsarkitektur på Københavns Universitet Ellen Braae.

Tager man ikke det visuelle alvorligt, ender man med at stå med et problem, der ikke forsvinder, advarer hun.

For så snart omstillingen til en mere bæredygtig energiproduktion bliver konkret og begynder at antage fysisk form, fremkalder den ofte stærke følelser, som har det med at udvikle sig til konflikt og modstand.

- Øvelsen er svær nok i forvejen. Vi får nemmere ved at løse opgaven, hvis vi inkluderer æstetikken, siger formand for Danske Landskabsarkitekter Martin Hedevang Andersen.

Kommuner savner nyt take

Da Ekspertgruppen for ny National Arkitekturpolitik forrige år opfordrede landets kommuner til at beskrive deres mest presserende og aktuelle byggerelaterede udfordringer, pegede flere af dem på indplacering af vedvarende energianlæg i landskabet.

En af dem var Holbæk Kommune.

- Det er tit det visuelle, vi oplever, at borgerne slår sig på, siger planlægger Else Marie Nørgaard.

Forhåbningen var derfor, at man med den kommende arkitekturpolitik måske kunne få et nyt ‘take’ på problematikken. For eksempel nye måder at betragte anlæggene på - som en form for kunst eller noget, der kan berige et landskab.

- Vi brainstormede på, hvad vi godt kunne tænke os hjælp til at håndtere, og hvorfor ikke prøve at bruge en landskabsarkitektonisk tilgang til det?, siger Else Marie Nørgaard.

I 2022 opstillede Danske Landskabsarkitekter ti dogmer for fremtidens solcelleanlæg, som  ifølge Martin Hedevang Andersen også langt hen ad vejen kan overføres til andre former for VE-anlæg.

Dogme nummer to går ud på at stille krav om æstetisk stillingtagen til eksempelvis anlæggenes skala og stedets kulturarv og gennem grundig landskabsanalyse at tage hensyn til den eksisterende natur. 

Bruger man sin æstetiske sans til at vurdere et steds lokale egenart - hvordan bakkerne bugter sig, hvilke planter der er, og hvilke levende hegn kan man genskabe - kan man få anlæg, der passer ind frem for nogle, der kunne stå hvor som helst, fortæller Martin Hedevang Andersen. 

Laver man oven i købet skovrejsning og genopretter åløb i forbindelse med etableringen, kan det samtidig bidrage med noget andet end den mark, der var der før, så anlægget ikke kun tager noget fra landskabet, men også giver noget tilbage.

- Hvis vi gør det, får det en værdiforøgelse. Det er en måde, hvor man kan være med til at overbevise befolkningen om, at det er en god ide, siger han. 

Den tilgang har man forsøgt sig med på grænsen mellem Kolding og Vejle. Gennem dialog mellem de to kommuner og energiselskabet og i tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Viuf Medborgerforening og Håstrup Bylaug, er det lykkedes at få lokal opbakning til et stort solcelleprojekt.

Landsbyboerne i Viuf og Håstrup har nemlig fået ny natur, shelters, udsigtstårn, madpakkehus og en blotlagt å med i købet. Godt en tredjedel af det 344 hektar store projektområde er henlagt til nye rekreative områder og vandre- og cykelstier, som forbinder de to landsbyer.

- Før var der jo ikke noget at gå herover for. Der var det bare en forblæst mark, sagde tidligere formand for Viuf Medborgerforening Nicolai Asmussen i efteråret til tvsyd.dk.

Efterlader naboer med metalobjekter i storskalaformat

Man kan ikke nøjes med at diskutere, om et anlæg er pænt eller grimt, påpeger Ellen Braae, for det indgår i en sammenhæng, og det er sammenhængen, der i vid udstrækning bliver bestemmende for oplevelsen af det.

Ifølge hende fylder den æstetiske dimension lige nu ingenting, og kommuner har ikke redskaber til at stille krav om, at man skal lave en landskabsanalyse.

- De store internationale firmaer kommer og skummer fløden og efterlader naboer med metalobjekter i storskalaformat. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne blive glad for det, siger hun.

For som hun påpeger, er det fede ved at bo på landet foruden lyden af fuglesang, at man har direkte adgang til landskabet. Hvis man så skal klemme sig igennem et metalskørt, for at komme ud i det, ja, så er det knap så fedt, bemærker hun.

Alene størrelsen bør give anledning til omtanke, mener Louise Halkjær Pedersen, der er arkitekt og kommuneplanlægger i Stevns Kommune, der også i sit bidrag til Ekspertgruppen for ny National Arkitekturpolitik nævnte udfordringer med etablering af VE-anlæg.

- Når det er i den gigantiske skala, skal vi tænke os rigtig godt om, hvordan vi gør det, siger hun.

Men typisk er det teknikken, der får lov til at bestemme, hvordan anlæggene bliver udformet, og de ender ofte med at blive dominerende og alt andet end pæne at se på. 

- Grunden til, at folk flytter til en kommune som Stevns, er, at de kan komme ud og bo med udsigt og natur. Det er tit derfor, ‘not-in-my-backyard’ opstår, siger hun.

Det handler om herlighedsværdi, konstaterer Martin Hedevang Andersen.

- Det kan godt være, at der er én, der ejer marken, men udsigten til den er fælles, siger han.

Og når man erstatter levende, svajende kornmarker med noget statisk, der ikke bevæger sig i vinden eller ændrer farve med årstiderne, mister man forbindelsen til naturen. 

Gør man imidlertid brug af den landskabsarkitektoniske værktøjskasse, er han overbevist om, at man både kan lykkes med grøn omstilling og give natur og mennesker nogle ordentlige miljøer at være og færdes i. 

Det kræver, at man går nænsomt til værks og inddrager borgerne. 

Udsigten er fælles

I et EU-støttet forskningsprojekt arbejder postdoc ved Center for Kommende Landskaber på Arkitektskolen i Aarhus Kasper Albrektsen sammen med Aarhus Kommune om netop det. I den lille landsby Spørring, som ligger omkranset af marker og natur i kommunens nordligste del, skal der på 1.000 hektar både  indpasses solceller, biogas og natur og tages hensyn til byens borgere. 

I sit bidrag til Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik skrev kommunen om placering af energianlæg i det åbne land, at “det er afgørende, at der tillægges en landskabsarkitektonisk tilgang til anlæggenes placering og udformning, der både er i stand til at skabe synergi, give plads til de nødvendige anlæg og har høje ambitioner for den æstetiske oplevelse.”

- Æstetik er helt afgørende, og vi er nødt til at have nogle diskussioner om, hvad æstetik betyder i denne her sammenhæng, siger Kasper Albrektsen, og peger selv på det sanselige og vores forhold til omgivelserne.

Spørger man ham, handler det mere om at få skabt de rette forbindelser og overgange mellem anlæg, mark og by end om, hvad der er smukt og grimt. De sammenhænge bliver dog ifølge ham ofte glemt, bl.a. fordi der mangler et sprog til at tale på tværs, men det kan arkitektfagligheden bidrage med.

- Som arkitekter kan vi se på tværs af de forskellige sektorer, mobilitet, natur, energi og cirkulære ressourcer, siger han.

Det kræver imidlertid, at de er med fra begyndelsen, for når først stregerne er tegnet på matrikelkortet, er det svært for arkitekterne at komme ind fra højre og gøre anlæggene pæne. 

- Vi skal være med i processen med borgerne og de forskellige kommunale sektorer helt fra starten og sætte billeder på og lave visualiseringer. Vi kan lave vandringer ude i landskabet og tale om det på en anden måde, end kommunen og solcellevirksomhederne kan, siger han. 

Skal undgå ‘den grimme omstilling’

Det er afgørende at få borgerne med ind i samtalen, mener Ellen Braae, for som hun konstaterer, er det svært at få tandpastaen ind i tuben igen. Ligger anlægget der først, bliver det liggende de næste 30 år, mindst. Derfor gælder det om at spekulere højt sammen med borgerne og få idéer og forslag frem, inden det når så langt. Men som det er i dag, kommer samtalen nemt til at handle om enten eller, for eller imod, fortæller hun.

- Der er ikke rum til at sige: Hvis vi nu skulle gøre det, hvordan kunne vi så gøre, hvor stort skulle det være, og kunne vi benytte anledningen til gøre noget, som vi altid har tænkt på?, fx at få etableret stisystemer, siger hun.

I stedet bliver det et anliggende mellem den enkelte lodsejer og virksomhed. 

- Hele landskabsdemokratiet er fraværende i det her, siger hun.

Det gælder både i forhold til de mange, som bor i landskabet, men også de, der blot passerer, og som har minder, der knytter sig til dem. 

- Det kommer vi til at se reaktioner på, siger hun.

Vi har tradition for at opdele landet i by og landzone, og passer vi ikke på, risikerer vi ifølge Martin Hedevang Andersen at få en urbanisering af det åbne land, som vi måske egentlig ikke ønsker - et landskab bestående af mærkelige komponenter og objekter.

Det er de færreste, der ikke ind imellem tager motorvejen eller toget og ser, hvordan landskabet allerede er under forandring. Hvad der før var en tur gennem bakkede, varierede landskaber, risikerer at blive til forlængelser af det urbane rum, hvis man, som nogen foreslår, vælger at placere solcelleanlæg langs landets motorveje, påpeger Martin Hedevang Andersen.

- Så har vi ikke fornemmelsen af, at vi har forladt byen, og selv de, der bor langt fra anlæggene, begynder at få et negativt forhold til dem, siger han.

- Det kan godt være, at det ikke er alle danske borgere, der går op i æstetik, men mange gør, og hvis vi skal lykkes med at få dem med på vognen, skal vi tale om andet end økonomi og el-biler, siger Martin Hedevang Andersen og erindrer et udsagn, han hørte for tid tilbage siden:

“Vi skal undgå ‘den grimme omstilling’”.