Sygeplejersker varsler strejke efter løntvist
Sygeplejersker varsler strejke efter løntvist

En alvorlig arbejdsmarkedskonflikt kan være på vej. Dansk Sygeplejeråd (DSR), der repræsenterer en stor del af sygeplejerskerne, har indgivet et strejkevarsel til arbejdsgiverne.Det sker, efter et lille flertal af medlemmerne har stemt nej til den nye overenskomst.
- Vi ønsker på den måde at lægge et pres på både regioner og kommuner for at få dem tilbage til forhandlingsbordet med henblik på at finde en løsning, som vi kan få opbakning til, siger Grete Christensen, formand for DSR.
Hun uddyber, at man håber at nå til enighed om en løsning. En strejke er ikke en optimal udgang, lyder det.
- Men ikke desto mindre er det et meget klart budskab fra vores medlemmer, og vi er nødt til at agere. Og så håber vi, at arbejdsgiverne er klar til at komme frem og være med til at finde nogle løsninger sammen med os, siger Grete Christensen.
Også radiograferne har varslet konflikt.
Nej til fem pct. lønstigning
Den helt store uenighed går på lønnen. Den overenskomstaftale, som et flertal af DSR's medlemmer har stemt nej til, indebærer lønstigninger på lige over fem procent over tre år.
Strejken er sat til at begynde natten mellem torsdag 20. maj og fredag 21. maj.
Inden da skal parterne altså mødes og forsøge at rede trådene ud og nå til enighed om en aftale, og det kan blive svært, vurderer Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
- Det er ganske alvorligt, og der er stor sandsynlighed for, at det her ender i en konflikt, siger Laust Høgedahl.
Smalt flertal for nej
Afstemningen var tæt, da sygeplejerskerne stemte om den nye overenskomst. 47,3 procent stemte nej, mens 46,5 procent stemte ja. I alt stemte kun lidt over halvdelen af medlemmerne - 53,6 procent - af Dansk Sygeplejeråds medlemmer.
Det store spørgsmål er nu, om regeringen vil gribe ind, mener Laust Høgedahl.
- Det er den ubekendte. Hvor står regeringen? Vi man fastholde linjen, hvor man siger, man ikke blander sig i den danske model, eller vil man aktivt prøve at spille med en politisk løsning? Medmindre der bliver spillet en politisk løsning ind, er det faktisk umuligt at løse i forligsinstitutionen.
Problemet er blandt andet lønspørgsmålet.
- Hvis det handlede om, at den ene sagde fem kroner, og den anden sagde ti, kunne man mødes på syv eller otte kroner. Det er ikke situationen her. Det er et lønefterslæb, der er svært at løse, siger Laust Høgedahl.
Det er den ubekendte. Hvor står regeringen? Vi man fastholde linjen, hvor man siger, man ikke blander sig i den danske model, eller vil man aktivt prøve at spille med en politisk løsning?
Fra regionerne forventer Anders Kühnau (S), der er formand for Lønnings- og Takstnævnet, at parterne inden for kort tid vil mødes til forhandlinger i forligsinstitutionen.
Han kalder det ærgerligt med de to faggruppers strejkevarsel.
- Det ser svært ud at skulle gå ind og lave en ny lønforhandling, når vi har afsluttet en lønforhandling ved det generelle bord med samtlige organisationer, der i øvrigt har sagt ja til overenskomsterne bortset fra sygeplejersker og radiografer.
- Men jeg vil på forhånd ikke udelukke noget, og jeg vil slet ikke forhandle løn i offentligheden. Det tager vi ved overenskomstbordet for lukkede døre. Sådan er det i forligsinstitutionen, hvor jeg forventer, at vi skal tale videre, siger Anders Kühnau.
Sygeplejerskerne sagde nej til overenskomst
- Overenskomstforliget indeholdt en lønstigning på 5,02 procent over tre år for ansatte i regioner og kommuner.
- De fleste sygeplejersker er ansat i regionerne. Her blev der aftalt en særlig pulje til lønforbedringer. Den betød, at sygeplejersker med 4-10 års samlet beskæftigelse kunne få et pensionsgivende tillæg på 3000 kroner om året.
- En stigning i sygeplejerskernes 10-års-tillæg med yderligere 650 kroner om året.
- Særlige midler i de såkaldte lige- og lavtlønspuljer for sygeplejersker i kommunerne. Sygeplejersker med 4-10 års sammenlagt beskæftigelse kunne få et tillæg på 2150 kroner om året.
- Der blev også aftalt en stigning i 10-årstillæget på 2150 kroner.
Kilder: Ritzau, Dansk Sygeplejeråd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















