Summen af politiske og geografiske hensyn
Summen af politiske og geografiske hensyn

Rådmand Jette Skive (DF) fra Aarhus var hurtig på aftrækkeren, da korridorforhandlingerne længe før det formelle valg til KL-bestyrelsen og KL’s udvalg gav hende en udvalgsformandspost. En pressemeddelelse fra rådmandens afdeling i Aarhus Kommune forkyndte det glade budskab allerede midt i januar, næsten to måneder før valghandlingen faktisk blev foretaget.
Næste læk i utide indtraf først langt senere, faktisk først på dagen for valget, og først efter at Lemvig-borgmester Erik Flyvholm (V) også formelt var blevet valgt til bestyrelsen, men inden den formelle konstituering der gav ham formandsposten i Internationalt Udvalg. Et opslag på Facebook fra Lemvig Kommune slap nyheden ud, en times tid før den var officiel.
Enhver politiker forstår glæden ved at have opnået en post, hvad enten det som i Flyvholms tilfælde var en post, som Venstre allerede havde (Jens Ive, Rudersdal), eller som i Jette Skives tilfælde en, hun decideret erobrede fra en socialdemokrat, Odsherred-borgmester Thomas Adelskov - troede hun. Det var i hvert fald det, der stod i pressemeddelelsen, og man må tro, at det har lagt lidt til glæden.
Der var bare det ved det, at det udvalg, Thomas Adelskov var formand for, blev delt i to, så det var ikke Jette Skive, der tog formandsposten fra ham. Det gjorde hans partifælle, Roskilde-borgmester Joy Mogensen, og først langt senere. Endda ikke i et kampvalg om den post, men om overhovedet at komme ind i den KL-bestyrelse, der er adgangsgivende til udvalgsformandsposterne.
Her havde de socialdemokratiske delegerede ikke handlet endeligt af på forhånd, så det var først på partiets gruppemøde på KL’s Kommunalpolitiske Topmøde, at indehaveren af det sjællandske S-mandat blev fundet. Simpelthen ved at Joy Mogensen fik flere stemmer end Thomas Adelskov. Demokrati i sin reneste form, i en proces der ellers i høj grad er præget af studehandler og korridoraftaler, så der ikke på selve dagen var tvivl om andre af S’ pladser, hverken gengangerne eller de nye.
Blandt de nye er det værd at nævne Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard, der tillige reddede sig en formandspost i det Miljø- og Forsyningsudvalg, som mere eller mindre har afløst det tidligere Teknik- og Miljøudvalg, for trods navneskiftet er udvalget meget illustrativt for, hvad der spiller ind, når posterne skal fordeles, så alle tilgodeses nogenlunde lige meget, og ingen føler sig alt for meget tilsidesat. Formanden indtil i sidste uge var også en trekantområde-borgmester, Jørn Pedersen (V), Kolding, og farveskiftet på formandsposten skriver sig direkte tilbage til den ændrede mandatfordeling efter KV17.
Både geografien og det politiske skal afvejes til en helhed, som flest muligt kan se sig selv i. Hvad det angår, er det KL-bestyrelsen og udvalgsformands- (og næstformands)posterne, der udgør de tungeste lodder, foruden naturligvis især formands- og næstformandsposten for KL selv.
De to sidstnævnte er de nemmeste. Det er ligesom med Lotto: der er 50 procents chance. Enten vinder man, eller også gør man ikke - der er ikke andre mulige udfald. Denne gang var modsat sidste gang, og sidste gang var modsat forrige gang, og på den måde ved man altid, at Socialdemokratiet og Venstre får en plads hver.
Fordelingen af resten af pladserne i bestyrelsen og udvalgene udgør fintuningen af styrkeforholdene, og med otte udvalg i denne valgperiode mod seks i den forgangne er der tilsvarende flere skruer at stille på. De sidste detaljer files på plads, når udvalgene efterfyldes med yderligere syv medlemmer hver.
Det hele drives af en beregning baseret på det sammenlagte landsresultat af KV17, der opregnes dels i stemmetal og procentvise andele, dels i antal borgmestre, procentvise andele af borgmestre samt over- eller underrepræsentation af samme, og altsammen munder det ud i en tildeling af pladser i KL’s repræsentantskab, som foruden de 98 borgmestre består af X medlemmer fordelt på en måde, så alle er forholdsmæssigt repræsenteret. Denne gang er X = 60, og det er de 60 + borgmestrene - altså et 158 personer stort repræsentantskab - der vælger de sidste poster, der mangler i udvalgene.
Det sker i næste uge, og så har alle fået hvad de skal have. For denne gang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.