Styrelser bryder siloerne ned - og kommunerne skal hjælpe til
Styrelser bryder siloerne ned - og kommunerne skal hjælpe til

Haraldshus i Københavns nordvestkvarter ligner prototypen på offentligt administrationsbyggeri - i dette tilfælde indrettet i rustikale rammer i en tidligere industribygning: Finurlige kontorlandskaber med myriader af ansatte, knagende døre med karme arret af stød og skrammer, til gengæld solide og forbeholdt relevante passerende med adgangschip til dørlåse og nøglekort til elevator.
På vej til fjerde sal og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering passerer man flere styrelser og private aktører på andre etager. Isoleret hver for sig som cigarkasser - eller måske nærmere pengeskabe med hver sit sæt nøgler.
Den korte tur giver en slags logistisk forståelse for den kroniske silotænkning, som plager centraladministrationen såvel som forvaltningerne i kommunerne. En ting er fysiske barrierer, lægger man de mentale til, bygget op over årtiers tradition, bliver det svært.
Men ikke umuligt.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Social- og Boligstyrelsen, adskilt ikke blot af etager, men af landsdele, har lanceret et samarbejde med oplagt gevinstpotentiale for både borgere og kommuner. Kort fortalt handler det om at få flere socialt udsatte tilknyttet arbejdsmarkedet via vidensdeling og koordineret indsats på både centralt og lokalt niveau.
Dialog med kommunerne
Idéen blev diskret søsat sidste år på initiativ af Jens Erik Zebis og Ellen Klarskov Lauritzen, direktører i henholdsvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering- og Social- og Boligstyrelsen. Mens først-nævnte har hovedkvarter i København, er Social- og Boligstyrelsen i Odense. Det har ikke forhindret de to direktører i at se mulighederne i tværgå-ende samarbejde, omend det fortsat har langt til konkrete mål.
- Vi er stadig i den indledende fase. Foreløbig består samarbejdet hovedsageligt af et videnspapir, vi har lavet i fællesskab, fortæller Jens Erik Zebis.
- Til gengæld er vi enige om, at samarbejdet giver masser af mening. Nu handler det om at få input fra kommunerne gennem en række dialogmøder. Vi er ydmyge og bilder os ikke ind, at vi har præcise svarene på, hvordan indsatsen skal udmøntes i praksis. I nogle kommuner fungerer samarbejdet måske allerede, og dem hører vi gerne fra, tilføjer han.
Ellen Klarskov Lauritzen pointerer, at de to styrelser i forvejen har overlappende arbejde idet målgruppen med mennesker uden fodfæste på arbejdsmarkedet er fælles for de to styrelser, hvilket kun gør et tættere samarbejde mere indlysende.
- Når vores målgruppe er den samme er det vigtigt, at vi har en fælles faglig retning og er enige om, hvilken fælles viden vi står på. På den måde kan vi understøtte tværfagligheden og tale hinandens områder positivt ind i hinanden.
Ren win-win for borger og kommune
Projektet er målrettet de op mod 100.000 borgere, som blandt andet af sociale årsager er havnet udenfor et arbejdsmarked, hvor de med det rette incitament potentielt kunne have en funktion. Det gælder først og fremmest socialt udsatte, men også borgere med handicap og en stor gruppe unge, som af forskellige årsager er smuttet gennem nettet af uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Centralt i videnspapiret er erkendelsen af, silotænkning skal afløses af koordineret indsats, hvis man for alvor skal rykke ved situationen for en samfundsgruppe, som både hører til de samfundsmæssigt mest udgiftstunge og mindst omstillingsmotiverede:
“For at indfri potentialet, kræver det en omstilling, så social- og beskæftigelsesindsatsen i langt højere grad bliver set som hinandens forudsætninger for at kunne flytte udsatte borgere over mod et mere selvhjulpent liv”, hedder det i det fælles arbejdspapir.
Ofte er det borgere, som kommunerne bruger mange ressourcer på at håndtere. Kan vi flytte bare nogle af dem, er det en ren win-win for både borger og kommunen.
- Ofte er det borgere, som kommunerne bruger mange ressourcer på at håndtere. Kan vi flytte bare nogle af dem, er det en ren win-win for både borger og kommunen, siger Ellen Klarskov Lauritzen.
- Beskæftigelse er et rigtig godt middel i en samlet socialindsats, ikke mindst i familier, hvor begge forældre står udenfor arbejdsmarkedet. Beskæftigelse smitter positivt af på både samlever og børnene, tilføjer hun.
Jens Erik Zebis supplerer:
- Vi taler ikke om en færdig formel, som passer til alle. Men erfaringen viser, at beskæftigelse selv blot i nogle få timer om ugen kan løfte borgeren og familien markant i mange andre henseende. Derfor handler det om at finde nogle metoder til at bygge bro mellem arbejdsmarked og socialt udsatte.
Folketingsvalget kom på tværs
Det spirende samarbejde tog form sidste år, og tidspunktet var næppe tilfældigt. Et bugnende arbejdsmarked med næsten fuld beskæftigelse er mere motiveret end nogensinde til at udvise fleksibilitet i forhold til at integrere en på mange måder overset arbejdsressource.
Initiativet blev midlertidigt sat på pause på grund af Folketingsvalget og den efterfølgende regeringsdannelse. Og de to styrelser indstillet på, at kommende lovarbejde kan påvirke samarbejdet.
Omvendt er det svært at forestille sig politikere som modstandere af øget samarbejde mellem to centrale aktører på velfærdsområdet, som i forvejen skriger på initiativer, der kan adressere en voksende udgiftsbyrde de kommende år.
En af fordelene ved projektet er, at det er gratis. I bedste fald kan det resultere i besparelser, hvis flere løftes delvist eller helt ud af offentlig forsørgelse og kommunernes målgrupper i varierende forvaltninger.
- Foreløbig handler det mest om arbejde på en anden måde, ikke om at ansætte flere, siger Jens Erik Zebis.
Relationer lagde grunden
Både Jens Erik Zebis og Ellen Klarskov Lauritzen er relativt nyansatte med et par års erfaring på posterne og derfor dårligt rustede til at besvare det indlysende spørgsmål:
Hvorfor i alverden finder man først nu ud af at etablere et så indlysende samarbejde?
Ingen af dem har lyst til at give bud på silotænkning generelt i den offentlige administration, men de er enige om, at deres fælles projekt har rødder i universalmidlet relationer.
Ingen af dem tager æren for først at lancere idéen, den er næret af dialog, fælles møder og voksende, gensidig indsigt i udfordringer og visioner på tværs af arbejdspladserne.
Om projektet kan danne skole for silonedbrydning andetsteds, vil de ikke byde på.
- Foreløbigt håber vi bare, at vores samarbejde kan få en positiv effekt på arbejdet i begge styrelser, siger Jens Erik Zebis.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.























