Kommunen.dk
MENU

Højborgen faldt, men De Konservative fik alligevel et fænomenalt valg

De Konservative fik det bedste valg siden 1980'erne med stor fremgang i de fleste kommuner og flere nye borgmesterposter. Men partiet bør sende tak til Støjberg og Løkke.

Højborgen faldt, men De Konservative fik alligevel et fænomenalt valg

De Konservative fik det bedste valg siden 1980'erne med stor fremgang i de fleste kommuner og flere nye borgmesterposter. Men partiet bør sende tak til Støjberg og Løkke.
De Konservatives formand, Søren Pape, er glad for partiets fremgang ved kommunalvalget, som blev det bedste siden 1980erne.
De Konservatives formand, Søren Pape, er glad for partiets fremgang ved kommunalvalget, som blev det bedste siden 1980'erne.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

De konservative er en af valgets sejrherrer. Partiet fik det bedste kommunalvalg siden engang i 80-erne, hvor Poul Schlüter stod i spidsen for en konservativ guldalder.

I dag er det Søren Pape, tidligere borgmester i Viborg, der kan sole sig i sejren. Men han kan ikke tage æren for hele fremgangen, lyder vurderingen fra valgforsker Roger Buch, Danmarks Medie og Journalisthøjskole:

- Også i kommunalpolitik skyldes en sejr ofte de andres fejltagelser.

Ifølge Roger Buch kan De Konservative takke Venstre for meget ved dette valg:

- De konservative er rigtig glade for Pape, og han gør det også væsentligt bedre nu, end i starten. Men jeg vil sige – lidt kontant - at de kan sende noget af takken til Løkke og Støjberg på grund af de problemer, de har skabt for Venstre. De er en væsentlig del af baggrunden for, at De konservative står med det her fremragende resultat.

Roger Buch tilføjer, at nedsmeltingen i Dansk Folkeparti også har givet noget til De Konservative.

Over det hele

De Konservatives fremgang er markant. Ved valget for fire år siden opnåede partiet 8,8 pct. af alle stemmer, og det er nu næsten fordoblet til 15,2 pct.

Fremgangen er hentet over hele landet, i flere kommuner gik partiet mere end ti pct. frem, kun i en håndfuld kommuner var der ikke fremgang.

På landsplan har partiet nu 403 kommunalpolitiske mandater. Det er en fremgang på hele 178 i forhold til KV17. Det blev også til 12 borgmesterposter mod otte ved valget i 2017. 

Stort tab

Men midt i sejrsrusen måtte Søren Pape også notere et gigantisk slag i mellemgulvet, da det historisk konservative Frederiksberg gled partiet af hænde for første gang siden 1909. Ovenikøbet gik posten til socialdemokraten Michael Vindfeldt, som afløser Simon Agesen (K).

På pluskontoen er dog også en overraskende gevinst i Koldning, hvor der var lagt op til, at enten Villy Søvndal (SF) eller Eva Kjer Hansen (V) skulle have borgmesterkæden om halsen. Men altimens søgelyset var rettet mod de to, sneg den konservative Knud Erik Langhoff sig ind imellem og løb med kæden.

Oveni kan partiet og Pape lægge en overvældende succes i Region Hovedstaden, hvor De konservative er største parti med ti mandater, en fordobling i forhold til 2017-valget.

De 12 konservative borgmestre

Vejen
Frank Schmidt-Hansen

Kolding
Knud Erik Langhoff

Aabenraa
Jan Riber Jakobsen

Bornholm
Jacob Trøst

Helsingør
Benedikte Kiær

Hørsholm
Morten Slotved

Rudersdal
Ann Sofie Orth

Lyngby-Taarbæk
Sofia Osmani

Gentofte
Michael Fenger

Dragør
Kenneth Gøtterup

Vallensbæk
Henrik Rasmussen

Høje-Taastrup
Michael Ziegler

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR