Energiøer på land skulle være et columbusæg, der skulle give stordriftsfordele, mindske generne for de lokale, skabe et klarere økonomisk incitament for kommunerne og borgerne og vende frustrationer til opbakning. 

Måske vigtigst af alt, skulle energiøerne sparke gang i opsætning af vedvarende energi, efter en årrække med stilstand i mange kommuner. 

For da regeringen meldte sig på banen, lå der en implicit trussel i, at staten selv kan udpege og udlægge et område til VE med en planlov, hvis kommunerne ikke spiller med. Omvendt gjorde staten det økonomisk ekstra attraktivt, hvis kommunerne lægger jord til en energiø. 

Analysen af problemer har været rigtig, mener lektor Kristian Borch ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet. 

- Ambitionen kommer jo fra en erkendelse af, at det ikke har gået hurtigt nok ude i kommunerne med at få VE op, og det har sådan set været rigtigt. 

Det samme kan man dog ikke sige om virkemidlerne. 

For selvom presset fra staten har været med til at sætte skub i processen i flere kommuner, har staten vist, at man ikke har forstået udfordringen med sine virkemidler til både borgere og kommunerne, mener Kristian Borch. 

 - Energiøerne har indtil nu været langt fra en succes, og staten og Energistyrelsen har tilsyneladende misforstået, hvad udfordringerne er ude i kommunerne siger han. 

Penge løser ikke alle udfordringer

Problemet er nemlig hverken manglende lyst eller økonomisk incitament for kommunerne, mener Kristian Borch. Han peger derimod mod manglende kompetencer og ressourcer lokalt. 

Når man i staten – og ofte også kommunerne selv – er endt med at tale om økonomisk kompensation for både kommunens borgere og de nærmeste naboer, har man altså ikke forstået problemet. 

- Penge hjælper selvfølgelig. Selvfølgelig skal borgerne have noget for at være naboer til VE-anlæg, og selvfølgelig skal kommunerne have noget for at lægge jord til, men det kan langt fra stå alene, siger Kristian Borch.

Man er derfor nødt til at have fokus på at sikre, at borgerne både føler en fordelingsmæssig retfærdighed, hvor borgerne altså får den kompensation, der er tilsvarende den last, de måtte opleve, men også at de oplever en “procesretfærdighed”, hvor borgerne ikke oplever, at være parkeret på et sidespor. 

- Det er ikke nødvendigvis vindmøllerne og solcellerne borgerne er imod, men det, man oplever som udemokratiske beslutningsprocesser. Og det kan man ikke løse ved bare at kaste penge efter problemet. 

Gennemskuelig proces

Problemet er snarere, hvis borgerne ikke kan gennemskue argumenterne for placeringen, og hvem det er, der løber med den økonomiske gevinst, når borgerne får VE-anlæg som naboer. Kristian Borch kalder det en 'procesmæssig retfærdighed’.

- Borgerne vil gerne den grønne omstilling, men de stejler, når der ikke er gennemsigtighed i forhold til processen, siger han. 

I stedet fremhæver Kristian Borch flere eksempler, hvor kommunerne er lykkedes med at få opsat vindmøller enten på borgernes eget initiativ eller med minimal modstand. Fælles for projekter er en lokal forankring. Det samme har dog haft svære kår med energiøerne.  

Som vi tidligere har afdækket på Kommunen.dk, er udpegningen af energiøerne langt fra forløbet gnidningsfrit og gennemsigtigt for hverken kommunerne eller borgerne. 

I juni 2022 opfordrede daværende indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) landets borgmestre, lodsejere og udviklingsselskaber til at melde mulige arealer ind i en statslig screening, der skulle danne et overblik over mulighederne. 

Statens screening blev i flere kommuner mødt med en vis undren over, hvad processen ville få af betydning for kommunens egne projekter, ligesom det gav kritik lokalt over, at en række områder, som kommunerne tidligere havde behandlet og fx afvist på grund af lokal modstand, nu igen blev bragt i spil fra private virksomheder. 

Da staten senere kunne præsentere en oversigt med 32 potentielle energiøer, vakte det igen frustration i flere kommuner, da en gennemgang af projekterne viste, at blot ti af projekterne er blevet indmeldt af kommunerne selv. De resterende 22 projekter er derfor hovedsageligt blevet indmeldt af private selskaber. 

Igen følte flere borgmestre, at den statslige udpegning rullede henover lokale hensyn og beslutningsprocesser, når man først lokalt har afvist et område for efterfølgende at se regeringen udpege området igen. 

- Det føles lidt som at blive slået hjem i Ludo. Udmeldingen har skabt en masse mistro, og borgerne spørger, om vi har spillet på to heste. Nu skal vi til at genopbygge tilliden. Det er ærgerligt, sagde borgmester i Hedensted Ole Vind (V) til Kommunen.dk i 2023.

En række af de mulige områder er efterfølgende blevet afvist efter dialog med kommunerne, blandt andet det i Hedensted. 

I dag er 21 områder i 14 kommuner udpeget med henblik på etablering af statslige energiparker. 20 af områderne ligger i Jylland. 

Har brug for ekstra kompetencer

Et andet problem for kommunerne er, at de mangler kompetencer til at arbejde med de store energiprojekter. 

Mens der er en række kommuner, der gennem årene har opbygget særlige kompetencer og har erfaringer med VE-projekter, er der mange kommuner, der ikke har prioriteret VE-planlægning, og dermed har medarbejderne har erfaring med denne type af projekter. 

- Problemet er, at langt de fleste kommuner mangler ressourcer, mandskab og kompetence til at løfte disse komplicerede opgaver, siger Kristian Borch. 

For at komme det i møde, gik Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og Plan- og Landdistriktsstyrelsen sammen i 2023 om et rejsehold for vedvarende energi. Planen var, at rejseholdet skulle styrke samarbejdet mellem stat og kommuner og dermed understøtte en hurtig udbygning af vedvarende energi på land.

Men ligesom energiøerne indtil videre ikke har været nogen succes, mener Kristian Borch, at rejseholdet indtil nu ikke har haft den store effekt. 

For selvom rejseholdet skulle hjælpe kommunerne, må rejseholdet ikke hjælpe med konkrete VE-projekter, men kun give generel vejledning om fx afholdelse af borgerhøringer. 

Men hvis rejseholdet ikke må hjælpe til ved konkrete sager, kan det være lige meget, mener Kristian Borch. 

- Det burde være ligesom det gamle rejsehold i politiet, som rejste ud når der kom en sag, der ellers ville lægge en hel afdeling ned, fordi sagen er stor, kompleks og skal løses hurtigt, før der sker nye mord, fortæller Kristian Borch og fortsætter:

- Det er desværre ikke det, man gør her. Man sender ikke nogen ud for at hjælpe kommunerne, men i stedet sender man folk ud for at fortælle kommunerne, hvad der står i vejledningerne. Det kan man i kommunerne jo selv læse. 

Det er endnu et eksempel på, at staten ikke har forstået udfordringen. 

- Det man har brug for, det er ekstra hænder og ressourcer til at arbejde med de her kæmpestore projekter, så man har tid og mulighed for at gå i reel dialog med borgerne, så de både oplever en økonomisk, men også en procesmæssig retfærdighed, siger Kristian Borch.