Et ærefuldt nederlag har absolut ingen værdi i moderne politik. Så hellere en lurvet sejr. Derfor forsøger SR-regeringen nu at dække de sidste flanker og lukke de største huller, før valgkampen for alvor sætter ind. Det nye udspil til midlertidige stramninger af asylreglerne, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overraskende præsenterede i sin åbningstale i Folketinget, er tydeligvis tænkt som et taktisk forsøg på at komme de borgerlige i forkøbet.

For en sjælden gangs skyld gør Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre et markant forsøg på at komme i offensiven på et politikområde, hvor de normalt taber vælgere i tusindtal og derfor ender med at måtte trække sig ydmyget og baglæns tilbage. Denne gang skulle debatten være anderledes, og som et ekko af George W. Bushs tidligere chefrådgiver Karl Rove forsøger SR-regeringen nu at angribe modstanderne direkte på deres største styrke, nemlig udlændingepolitikken.

Med et historisk højt antal flygtninge og internt fordrevne i Europas nærområder står Danmark i den kommende tid overfor et boom i antallet af asylansøgere, som ikke er set siden borgerkrigene på Balkan i 1990’erne. SR-regeringens seneste strammerforslag kan derfor ses som rettidig omhu, da diskussionen om håndteringen af de forventede 20.000 ekstra asylansøgere uundgåeligt vil blive et omdrejningspunkt i valgkampen.

Men lige præcis på udlændingeområdet synes manøvren at være en umulig kunst. Uanset hvad Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre spiller ud med, virker de borgerlige partier til at være villige til at overtrumfe det.

Midtpunktet er mobilt

Efter tre klare valgnederlag i 2001, 2005 og 2007 på netop udlændingespørgsmålet har særlig Det Radikale Venstre fået defineret sig selv som en yderfløj i asyldebatten, og derfor flytter midten blot, når den nye partileder Morten Østergaard (R) stiller sig op og argumenterer for, at ”en flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, ikke skal have krav på at få familien hertil det første år”.

Fremfor at erobre midten – og dermed flertallet af vælgerne – forskubbes tyngdepunktet blot nogle nøk til højre, når sosserne og De Radikale forsøger at kopiere de synspunkter, som de borgerlige havde i sidste valgkamp. De radikale markerer fortsat yderfløjen, som nu blot står et andet sted end før.

At samme fænomen ikke gør sig gældende i velfærdsdebatten, kan virke uretfærdigt for centrum-venstre, men er ikke desto mindre vilkåret: Midterpositionerne i debatten om for eksempel ældrevelfærd rykkede sig ikke afgørende, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 00’erne øgede de offentlige udgifter. Dengang turde centrum-venstre nemlig ikke rykke endnu længere mod venstre, og derfor blev forskellen mellem blokkene reelt udvisket.

De borgerlige står med den overrumplende strategiske styrke, at de selv er villige til at rykke gradvis til højre i værdipolitikken, når Socialdemokraterne og De Radikale forsøger at nærme sig i for eksempel rets- og udlændingedebatten, mens centrum-venstre omvendt ikke tør flytte sig en millimeter i den økonomiske debat, når blå blok krabber sig ind over midten i velfærdsdebatten.

Repremiere på terrorvalg

SR-regeringens forsøg på at udfordre de borgerlige i udlændingepolitikken vækker mindelser om folketingsvalget i 2001, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) gamblede maksimalt ved at udnytte undtagelsestilstanden efter terrorangrebene 11. september til at udskrive et lynvalg – samtidig med kommunalvalget 20. november. Den daværende socialdemokratiske leder satsede højt på at kunne udnytte den såkaldte ’statsministereffekt’, idet vælgerne formodes at rykke sammen om den siddende regeringschef i krisetider.

Men Nyrups gamble gik galt. ’Statsministereffekten’ var defekt allerede dengang. Terrorangrebene skabte en øjeblikkelig frygt og mistænksomhed overfor muslimske indvandrere og flygtninge, og dét formåede Venstres formand Anders Fogh Rasmussen at profitere af.

Ved at have genåbnet en ellers hensygnende udlændingedebat har SR-regeringen ikke blot bragt sig selv dybt i defensiven, men også parallelforskudt debatten om asylreglerne så langt til højre, at store dele af deres egne baglande kobles af.

Den seneste ministerrokade, hvor Mette Frederiksen (S) blev udnævnt til ny justitsminister, kan vise sig at blive en joker, idet hun med sin erfaring og gennemslagskraft måske kan flytte både regeringen og vælgerne med sig. Men udgangspunktet er det værst tænkelige: Jo mere valgkampen kommer til at handle om at stramme udlændingereglerne, desto værre vil det gå for SR-regeringen.