Det er efterhånden ingen nyhed og mere reglen end undtagelsen, at offentlige byggerier ender i skandalesager grundet årelange forsinkelser og budgetoverskridelser i million- og milliardklassen. Universitetsbyggeriet Niels Bohr Bygningen med sine syv års forsinkelse og budgetoverskridelse på 3,2 mia. kr. samt Supersygehus Nord med sine seks års forsinkelse og budgetoverskridelse på 2 mia. kr. fremhæves som nyere bidrag til listen over offentlige skandalebyggerier. 

Så nok får vi ofte anerkendelse og ros for arkitekturen og designet, men processerne vinder vi næppe nogen priser for. De mest udbredte modeller og processer synes således ikke at fungere. De modarbejder snarere, og der er behov for, at vi nytænker den måde vi laver offentligt byggeri på i Danmark. Det gælder såvel statslige myndigheder som i kommunerne.  

I marts bragte fagbladet Ingeniøren en fremragende artikel om netop denne udfordring og om hvordan ”Danmark kører store offentlige byggeprojekter amatøragtigt”. Artiklen indeholdt også velovervejede tekniske og økonomiske bidrag til løsninger, blandt andet med inspiration fra Norge og England, der har anderledes succes med de offentlige byggerier.

Fra et juridisk perspektiv og med flere års erfaring med offentlige byggeprojekter er mit bud på et bidrag til en løsning at se nærmere på, hvordan man i byggerierne kan gå fra traditionelle fagopdelte byggerier med henholdsvis arkitekt, ingeniør, entreprenør og bygherre og i stedet søge at integrere de forskellige fagområder så tidligt som muligt. Det gælder allerede i projekteringsfasen. 

Kernen består i, at entreprenør/ingeniør allerede under de tidlige faser i projekteringen sikrer, at arkitektens løsninger kan realiseres til prisen. Formen kaldes ”integreret byggeri”.

Integreret byggeri kan understøttes af dialogbaserede udbudsformer – eksempelvis konkurrencepræget dialog – der giver mulighed for at justere materialet på baggrund af de kvalificerede input, der kommer fra deltagerne. 

Desuden har OPP-projekter vist, at de er effektive til at overholde anlægsbudgetterne. Kontraktgrundlaget for offentligt-privat partnerskab kan være en inspirationskilde, eksempelvis med betaling, når arbejdet er færdigt efter ”Turn Key”-princippet og integration af senere drift med anlægsfasen for at give incitamenter til at opnå et bedre byggeri. Det er min erfaring, at eksempelvis efterfølgende vedligeholdelsespligt i 20 år giver incitamenter til at finde bedre løsninger. 

Det er mit håb at kaste lys over, at offentligt byggeri rent faktisk kan gøres på en ny og bedre måde. Med de rette justeringer og opmærksom på bedre løsninger vil vi være langt bedre rustet til at håndtere fremtidens større og tiltagende komplekse byggerier.