Selvom politik ofte bliver betegnet som et sted, der er præget af mange tilfældigheder, er der nogle ting, der er lige så forudsigelige som, at DR1 sender kommissær Barnaby lørdag aften. En debat, der for eksempel med garanti opstår undervejs i kommunalvalgkampen til november, er, at politikerne kritiserer mediernes dækning.

Politikerne vil beklage sig over, at journalisterne ikke er interesseret i det politiske indhold, men kun går op i proces- og personhistorier. De vil også brokke sig over, at journalisterne ikke gider dække deres debatmøder og arrangementer. De politikere, der ikke er øverst på listen, vil være sure over, at det er spidskandidaterne, der løber med al opmærksomheden, og spidskandidaterne vil være utilfredse med, at medierne kun interesserer sig for konflikterne og ikke gider dække substansen.

Politikerne har selv ansvaret

Det er nærmest blevet en tradition, at politikerne højlydt lufter deres utilfredshed med medierne under valgkampen. Og de har da uden tvivl også ret i noget af kritikken. Den politiske journalistik har mange sygdomme, og særlig i en tid, hvor det går hurtigt som aldrig før og journalistikken er blevet ramt af clickbait-manien, kan kritikken have sin berettigelse.

Men det laver ikke om på, at det er politikerne selv, der har hovedansvaret for, at mediernes fokus er rettet mod alt muligt andet i valgkampen end det, politikerne gerne vil tale om. Faktisk er mange af de forsøg, kommunalpolitikerne gør på at sætte dagsordenen, så ringe, at journalisterne burde få penge for svie og smerte for at skulle lægge øre til det.

Det kan være indholdssvage politiske udspil, der hurtigt er klappet sammen til anledningen i håb om at få en hurtig tur i medierne. Det kan også være gamle ting, som er pakket ind i ny indpakning, eller åndssvage ideer, der ikke kan klare et helt normalt realitetstjek. Journalisterne skal også lægge øre til overfladiske udmeldinger om komplicerede stofområder, hvor politikerne kun kan tale i overskrifter, og hvor de ikke kan svare på journalisternes helt almindelige opfølgende spørgsmål.

Journalister vil have politisk stof

Kvaliteten af det, politikerne forsøger at spille ind med, er ofte så dårlig, at journalisterne simpelthen finder det så luftigt og åndssvagt, at de ikke kan forsvare at lave journalistik på det. Og det til trods for, at mange journalister leder med lys og lygte efter gode historier i de cirka tre uger, valgkampen varer.

Medievirkeligheden har udviklet sig sådan, at journalisterne hellere end gerne vil have en masse historier fra politikerne. For der er mere plads, nye medieplatforme og langt højere hastighed på nyhedsstrømmen end tidligere, så efterspørgslen på politiske historier er stærkt stigende.

Selvom det ikke behøver at være specielt vanskeligt at sætte en politisk dagsorden, kræver det alligevel god forberedelse fra politikernes side. For den stærke politiske dagsorden skal have nogle grundingredienser, som politikerne sjældent kan trylle frem under selve valgkampen.

Først og fremmest skal der være en brændende platform eller et problem, der skal løses. Generelt kommunikerer problemer altid bedre end løsninger; derfor er det vigtigt, at man får primet problemet grundigt op til valgkampen. Så virker det også langt mere logisk, at politikerne har fokus på at løse problemet i selve valgkampen.

I den proces er det oplagt at alliere sig med andre aktører på området, som kan være med til at spille ind til dagsordenen. Her er det vigtigt, at det ikke kun er vennerne, der kommer på banen. Modstanderne er guld værd, da de kan bidrage med den konflikt, der driver så megen journalistik, og som vælgerne i valgkampen elsker.

Noget til hovedet og maven

I planlægningsfasen er det også vigtigt, at politikerne tænker over, at de dagsordner og budskaber, de vil have fokus på i valgkampen, rummer noget både til maven og til hovedet. Der må gerne være en masse følelser, da det absolut er det, der er fundamentet for den solide politiske dagsorden.

Men den stærke dagsorden skabes ikke kun ved at give den gas med patos. Der skal også være noget til hovedet, der er bygget op på fakta og viden. Den del kan de kommunale politikere ofte have svært ved at løfte alene. Derfor er det her en god idé at alliere sig med interesseorganisationer og andre relevante aktører, der kan tilføre dagsordenen noget mere logos-orienteret krydderi. En dagsorden med både masser af logos og patos plejer at have lang holdbarhed i valgkampen.

Så det kræver grundig forberedelse at sætte stærke dagsordener. Men laver politikerne et solidt benarbejde, har de alle muligheder for selv at sætte deres eget præg på valgkampen. Og så slipper de også for at skælde og smælde over journalisterne.