Gennem store dele af året har sygeplejerskerne aktioneret og forgæves forsøgt at få bedre løn og arbejdsforhold  i forhandlinger med deres arbejdsgivere i det daglige, de danske regioner, repræsenteret ved formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), som også er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), på papiret en helt central forhandlingspart.

Men i virkeligheden kan han ikke gøre meget, selv hvis han skulle have sympati for sygeplejerskernes ønsker, for landets finansminister har vetoret og kan sige nej.

Og det betyder også, at hvis der er politikere, som stiller op til det kommende regionsrådsvalg med ambitioner om at gøre en positiv forskel for sygeplejerskerne, så risikerer de at blive skuffet.

Bundet på hænder og fødder

Vi har bedt de to arbejdsmarkedsforskere beskrive regionsrådskandidaternes muligheder for at forbedre forholdene for sygeplejerskerne og andre ansatte i sundhedsvæsenet, hvis de bliver valgt.

Laust Høgedahl, lektor, AAU, Center for arbejdsmarkedsforskning:

- Det er en særlig problemstilling for deres arbejdsgiverrolle, at de ikke kan udskrive skat selv, men er afhængige af budgetforhandlinger med staten. Så regionerne skal varetage arbejdsgiverfunktionen inden for rammerne, som gives af staten, staten er storebror.

- Det er staten, der laver det første forlig om overenskomsterne, vi kalder det gennembrudsforliget, som sætter rammerne for kommuner og regioner, og så kan regioner og kommuner ikke give mere. Det er kutyme.

 -Regionerne som arbejdsgiver er bundet på hænder og fødder.

Helt handlingslammet behøver man dog ikke være som regionsrådsmedlem ifølge Laust Høgedahl:

- De kan gøre en forskel på, hvordan man driver hospitalerne, alt det organisatoriske, de økonomiske prioriteringer inden for rammerne, der er en masse man kan gøre for at påvirke det.

- Men man kan ikke som regionsrådspolitiker løfte opgaven med ligeløn, der er man bundet af båndene som aftalesystemet sætter, hvor staten er storebror.

Hvis staten alligevel bestemmer i den sidste ende, hvad skal vi så med regionerne?

- Jeg vil sige det sådan, at det er tydeligt i den her type af konflikter, at det er meget, meget svært især for regionerne, når rammen ligger fast fra staten, og de øvrige forbund også har indgået forlig, så har man ikke meget at rykke med som regional arbejdsgiver.

Påvirke prioriteringer

Nana Wesley Hansen, lektor, KU, Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier,  ser en række muligheder, selvom hun også ser begrænsninger:

- De kan påvirke arbejdsvilkårene. De er med til at påvirke, hvordan man prioritere i sundhedsvæsenet, det kan påvirke arbejdspres og arbejdsmiljø, og det betyder meget for arbejdsglæden generelt og kan betyde meget for, om man som fagperson i sundhedsvæsenet oplever at kunne realisere sine professionelle kompetencer

- Og i samspil med staten kan de påvirke, hvad der bliver tilført af midler, selvom man der er underlagt budgetmæssige stramme rammer i perioder og derfor har behov for at prioritere og træffe svære valg

- Det er i store træk, hvor man har indflydelse.

- Og så har regionerne en arbejdsgiverrolle. Her er det dog vigtigt at understrege, at man ikke driver politik i overenskomstforhandlingerne. Desuden adskiller regionerne sig fra kommunerne ved, at det Regionale lønnings- og takstnævn (RLTN) er den forhandlende enhed, og der sidder en repræsentant for staten med vetoret. 

- Men der har man også mulighed for at påvirke prioriteringerne i arbejdsgiverpolitiken. For eksempel forhandlede man en ny stillingsstruktur på plads for overlæger ved overenskomstforhandlingerne i år, og det har betydning for yngre læger og overlæge. 

Kan man forbedre forholdene for sygeplejerskerne?

- Man kommer hurtigt ind i en bredere diskussion, fordi overenskomst-systemet har sine egne logikker og flere aktører. Fx. vil man møder en samlet lønmodtagerside, og da der er  modstand hos andre fag, der ikke vil skævdele lønnen, kan man ikke ensidigt som arbejdsgiver beslutte dette. 

- Løn er et anliggende for overenskomstsystemet og rigtig svært at gå ind som idealistisk politiker. Men økonomi spiller sammen med arbejdsvilkår helt generelt, det pres, der er ude på arbejdspladserne, hvad vil man sætte af af ressourcer til, hvor lang tid man kan ligge på fødestuen. Der kan man være med til at løfte ting.