Kommunen.dk
MENU

KL varsler fyringer efter regeringens afslag på økonomisk nødråb

Prisstigninger efterlader kommuner med milliardregning, men trods milliardhul i kassen bliver der ikke lavet om på kommunernes økonomi i år, siger indenrigsminister.

KL varsler fyringer efter regeringens afslag på økonomisk nødråb

Prisstigninger efterlader kommuner med milliardregning, men trods milliardhul i kassen bliver der ikke lavet om på kommunernes økonomi i år, siger indenrigsminister.
Der vil komme massive fyringsrunder i kommunerne, hvis ikke regeringen giver inflationshjælp i form af økonomisk støtte, siger formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V) (til venstre).
Der vil komme "massive fyringsrunder" i kommunerne, hvis ikke regeringen giver inflationshjælp i form af økonomisk støtte, siger formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V) (til venstre).
Foto: (Arkivfoto). - Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
16. sep 2022
RITZAU

Det vil føre til "massive fyringsrunder", hvis ikke regeringen yder ekstra økonomisk hjælp til landets 98 kommuner, der har ekstraudgifter i år på grund af den høje inflation.

Det siger Martin Damm (V), formand for Kommunernes Landsforening (KL).

Advarslen kommer, efter at indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) tidligere torsdag afviste hjælp til kommunerne.

- Der vil ske det, at så har kommunerne ikke en gang nulvækst. Det har de (regeringen, red.) selv været ude og reklamere med på en masse skilte, hvad det vil betyde, hvis man har nulvækst.

- Så overgår vi til minusvækst, og det vil blive nogle massive fyringsrunder i kommunerne, hvis ikke man gør noget, siger Martin Damm.

De højere priser som følge af inflationen betyder, at kommunerne står med en ekstraregning, der løber op i 1,4 mia. kr. i år og 600 mio. kr. i 2023, hvis man tager udgangspunkt i Finansministeriets seneste skøn for den økonomiske udvikling. Det ligger en del højere end i maj måned, da regeringen og kommunerne forhandlede om rammerne for den kommunale økonomi.

Ingen nødhjælp fra regeringen

Derfor henvendte KL sig til regeringen for at få dækket ekstraudgifterne. Men det afviser regeringen.

- Den økonomi, som kommunerne har i år, er udtryk for, hvad vi aftalte før sommeren. Det er en aftale, hvor vi lægger oven i kommunernes økonomi, og hvor vi lægger oven i de penge, som den her regering har prioriteret til den kommunale velfærd, omkring samlet seks milliarder, siger Christian Rabjerg Madsen. 

Direkte adspurgt om, hvorvidt det betyder, at der der ikke kommer flere penge til kommunerne i år end dem, som allerede er afsat, svarer ministeren: 

- Det betyder, at næste gang, vi får lejlighed til at kigge på pris- og lønudviklingen, det bliver i forsommeren 2023. Og dér justerer man både beløbet for 2023 og fremadrettet. Lige som vi i øvrigt gjorde det i forsommeren i år. 

Indenrigsministeren påpeger dog, at han har forståelse for kommunernes situation:

- Jeg har udpræget forståelse for den situation, som kommunerne står i. Det er en vanskelig situation, lige så vel som det er vanskeligt for alle danskerne, at priserne stiger, sagde Christian Rabjerg Madsen tidligere torsdag.

- Jeg har en tillid til, at kommunerne kan håndtere det, og næste gang, vi justerer kommunernes økonomi, er, når vi mødes i forsommeren 2023.

Går videre til finansminister

Indenrigsministeren påpeger, at det altid er pris- og lønudviklingen fra den økonomiske redegørelse i maj, der tages udgangspunkt i.

- Det har ikke været anderledes tidligere, og det kommer ikke til at være anderledes fremadrettet, sagde ministeren.

I økonomiaftalen for 2023 mellem regeringen og kommunerne blev der tilført 1,3 mia. kr. til blandt andet at "dække den demografiske udvikling i takt med, at der bliver flere børn og ældre".

Og med en ekstraregning på 1,4 mia. kr. i budgettet for 2022 plus de 600 mio. kr. i 2023 vender "fortegnene rundt i kommuners økonomi", lyder det fra Martin Damm.

- Så er der ikke givet en bøjet femøre til hverken børn eller ældre. Tværtimod mister vi 700 mio. kr. i alt.

Derfor vil han nu have et svar fra finansminister Nicolai Wammen (S).

- Hvis vi får et endeligt svar, at man ikke vil gøre noget som helst, så er de også nødt til at gå ud og sige, at det får en alvorlig konsekvens. Og så skal kommunerne i gang igen (med budgetterne for 2023, red.), siger Martin Damm.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR