Udflytningen af Dansk Sprognævn til lige præcis Bogense nærmest skriger på en flad vits, og der gik heller ikke mange sekunder, efter at den blev meldt ud i januar sidste år, før alternative lokationer som Læsø og naturligvis Sprogø blev nævnt.

I Sprognævnet selv var stemningen mildt sagt mere flad end vittig, og nu da den fysiske flytning nærmer sig, er luften sivet helt ud af nævnets direktør. Hun vil ikke mere og har sagt jobbet op.

- Jeg ønsker ikke at flytte til Fyn, og jeg mener ikke, jeg kan løse ledelsesopgaven på en tilfredsstillende måde på pendlerbasis, begrunder Sabine Kirchmeier over for B.T., og med sin opsigelse agerer hun derfor både reelt, ansvarligt og konsekvent. Der er langt fra Farum til Bogense, og også fra Bogense til Farum for den sags skyld.

- Det er indgribende i ens liv, at ens arbejdsplads forsvinder langt ud i horisonten, og man skal bruge fem timer hver dag på bare at komme frem og tilbage, har hun sagt til Politiken, ikke om sig selv, men om den andel af de nuværende ansatte, der har valgt at pendle for at beholde jobbet. Også det er reelt.

Knap så reel er derimod formentlig forestillingen om, at det ikke lader sig gøre at finde kvalificeret arbejdskraft inden for en mere human pendlingsafstand. Det kommer til at vise sig nu, ikke alene med direktørstillingen, men også fem andre stillinger, hvor de nuværende medarbejdere ikke har ønsket at følge med.

Erfaringer fra andre udflyttede statsinstitutioner siger, at forhåndsskepsis har vist sig ubegrundet. Der er masser af kvalificerede, som bare ikke har ønsket at arbejde i København, da arbejdspladserne var dér.

Når de kommer nærmere, er sagen en anden. Hidtidige erfaringer omfatter nemlig også, at arbejdskraftoplandet til en udflyttet institution er en hel del større end bare det konkrete sted, hvor den lige lander.

At det overhovedet kan overraske nogen, illustrerer at der også er en mental dimension af #UdMedStaten-øvelsen, for Dansk Sprognævns nuværende adresse har jo på ingen måde begrænset medarbejderudvalget til indbyggere i Frederiksberg Kommune.

Alligevel er det som om der bliver set på Bogense som et fra omverdenen isoleret område, hvor nævnet måske kan ‘finde en til to personer lokalt med de kompetencer, vi skal bruge. Det drejer sig om rengøringshjælp, en bogholder og eventuelt en bibliotekar’, som Sabine Kirchmeier fik formuleret det i en berygtet udtalelse fra april.

Selv har hun i årevis pendlet fra bopælen i Farum til vekslende ansættelser i Københavnsområdet, men at nogen kunne finde på at pendle den kun lidt større afstand fra universitetsbyen Odense til Bogense var åbenbart mere end fantasien kunne række til.

Retfærdigvis skal det tilføjes, at ordvalget er blevet blidere siden, og om udflytningsdestinationen har Sabine Kirchmeier ligefrem erklæret sig ‘bjergtaget af hvor fint og hyggeligt her er’, intet mindre. Beslutningen om opsigelsen fra ønskejobbet er da heller ikke kommet let, kan man forstå, men som automatreaktion betragtet er april-udtalelsen fortsat yderst tjenlig som skyts til et forlangende om yderligere opgør med de tilbageværende dele af hovedstadens styrelsesmonopol.

På udflytningsdestinationerne er ‘københavneri’ en lige så sikker automatreaktion. Måske ville lige præcis dét være et passende element at arbejde med i den mentale dimension af næste #UdMedStaten-runde, hvis der kommer en sådan.