Prestigebyggeri forsøger sig med lønkontrol
Prestigebyggeri forsøger sig med lønkontrol
Grimme arbejdsulykker, lønfusk og social dumping.
Københavns Kommune har det seneste år været ramt af en række sager med østeuropæiske underleverandører, der ikke har opført sig ordentligt ved deres offentlige byggerier.
Senest er firmaet Wrobis efter ikke at have udbetalt løn blevet fjernet fra prestigebyggeriet af forbrændingsanlægget ’Amager Bakke’ – et byggeri, hvor også andre underleverandører nu vil blive tjekket med stikprøver og revisorerklæringer.
- Vi har bedt et konsulentfirma om at gå ind for at tjekke, om løn- og ansættelsesforhold er i orden i henhold til kontrakten. Fra dag ét har vi ønsket, at der skulle være kontrol med forholdene. Og vi må ifølge loven ikke gå og tjekke lønsedler, fortæller projektchef Lars Juel Rasmussen fra Amager Ressource Center (ARC).
Betonarbejdet er lige nu i gang med at blive lavet på det store forbrændingsanlæg, der vil løbe op i cirka fire milliarder offentlige kroner. Og med den prestige, som en 80 meter høj skorsten, en klatrevæg på siden og en skibakke på taget giver, skal der ikke kunne sættes en finger på, hvordan det er bygget.
- Det har ikke noget med Wrobis-sagen at gøre, men nu vil vi gerne have det her løntjek op at køre og se, hvordan det egentlig fungerer, siger Lars Juel Rasmussen.
Kommunal karantæne
Overborgmester Frank Jensen (S) mener, at kommunens fokus på at få skrevet kædeansvar ind i sine udbudsaftaler har givet bonus i forhold til problemerne med underleverandører.
- Hvis vi ikke havde haft kædeansvar, havde vi ikke kunnet handle overfor dem. I den største sag, vi har haft, har vi på grund af kontrakten kunnet tilbageholde penge, indtil der var fundet en løsning, siger han.
Sagen handlede om byggefirmaet Our House, der i april blev dømt til at betale 18,8 millioner kroner i bod. Derudover har også været store problemer med Metro-byggeriet, ligesom et af de mest berygtede firmaer, polske Budomex, stadigvæk bygger på Nordhavnstunnelen.
- Metroselskabet og andre offentlige bygherrer skal selvfølgelig overholde kommunens målsætninger. Det gør de også på det her felt. Og når vi tager sagen med Our House, så har vi givet dem karantæne fra at kunne arbejde for os i tre år. Det er også en vej, vi vil gå fremover, siger Frank Jensen.
Kontrol nødvendig
Ifølge projektchef Lars Juel Rasmussen har deres sag med Wrobis vist, at kædeansvaret virker.
- Vores hovedentreprenør NCC har handlet meget hurtigt i sagen og opsagt samarbejdet, lige så snart det stod klart, at en række medarbejdere ikke fik deres løn som aftalt. De har været meget effektive, siger han og påpeger, at ARC som bygherre har brugt en del tid på at finde en kontrolmekanisme til byggeriet.
- Vi prøver os nu frem med en form for pilotordning, fordi der simpelthen ikke findes en færdiglavet skabelon til at undersøge lønforhold i et projekt af vores størrelse, siger Lars Juel Rasmussen.
I Københavns Kommune skal de snart behandle et forslag om, at der skal udbydes en privat opgave med at kontrollere forholdene på byens byggepladser. Og overborgmesteren er meget positiv overfor tiltaget på ARC.
- Der skal være styr på det, og det er helt almindelig CSR, at man overholder gældende løn- og arbejdsvilkår. Sådan skal det være i København, siger Frank Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























