Kommunen.dk
MENU

Pressede kommuner kan ende i skatteslagsmål

En ophedet diskussion om næste års skat vil formentligt udspille sig i den kommende tid blandt kommunerne. Flere vil hæve skat. Borgmestre efterlyser ny model.

Pressede kommuner kan ende i skatteslagsmål

En ophedet diskussion om næste års skat vil formentligt udspille sig i den kommende tid blandt kommunerne. Flere vil hæve skat. Borgmestre efterlyser ny model.
Sammenhængskraften mellem kommunerne er udfordret på grund af skattestigninger, mener Ole Vind (V), borgmester i Hedensted. Han efterlyser ny model for kommunernes skat.
Sammenhængskraften mellem kommunerne er udfordret på grund af skattestigninger, mener Ole Vind (V), borgmester i Hedensted. Han efterlyser ny model for kommunernes skat.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix
15. sep 2023
RITZAU

Rundt omkring i landet er byrådene ved at forhandle næste års budgetter på plads. Mange steder er kommunekasserne under pres, og det har fået en række kommuner til at varsle skattestigninger til næste år.

I Slagelse Kommune er der ikke andre muligheder end at hæve skatten, fortæller borgmester Knud Vincents (V).

Skattestigningen på 0,5 procentpoint i 2024 blev allerede vedtaget ved en toårig budgetaftale sidste år.

- Vi sparede 300 mio. kr. sidste år, og i år er der lagt op til, at vi skal spare 100 mio. kr. Det er en hård omgang at være borgmester i en kommune, der skal spare så meget, siger han.

Det har vakt opsigt, at et enigt byråd i Frederiksberg Kommune allerede i denne uge vedtog et budget med en forhøjelse af skatten på 1,1 procentpoint.

På grund af et skattestop på tværs af kommunerne må de kun sætte skatten op, hvis andre kommuner sætter skatten tilsvarende ned, forklarer professor Kurt Houlberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- Grundaftalen er, at kommunernes skatter skal holdes i ro, så de samlet set ikke må stige, siger han.

Kollektive sanktioner

Hvis kommunerne hæver skatten for meget, falder der en hammer i form af sanktioner. Det betyder, at en del af gevinsten fra den højere skat havner i statskassen.

Sanktionen er både individuel og kollektiv via bloktilskuddet, så alle 98 kommuner kan komme til at betale en del af prisen.

Et af de steder, hvor kommunalpolitikerne i øjeblikket forhandler om en mulig skattestigning på 0,2 procentpoint, er i Aalborg.

Her er de meget opmærksomme på risikoen for kollektive sanktioner. Blandt andet derfor har de holdt skatten i ro i mange år, forklarer borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

- Vi har været meget solidariske historisk set, og det vil vi også rigtig gerne være fremadrettet. Men vi vil også være solidariske med de svageste borgere i vores kommune. Det er det, der er dilemmaet, siger borgmesteren.

Hans parti - Socialdemokratiet - har ikke lagt sig fast i spørgsmålet om skattestigning. Halvdelen af partierne i byrådet er for - den anden halvdel er imod.

- Det er jo på mange måder ærgerligt, at der er de sanktioner, fordi det giver en intern uro blandt kommunerne. Det er jo sådan, lovgivningen er, men det kunne da være, at man skulle se på lovgivningen på et tidspunkt for at sikre velfærden, siger han.

Spørgsmål om solidaritet

I Hedensted Kommune er der også besparelser på dagsordenen, men ingen planer om at hæve skatten, siger borgmester Ole Vind (V).

Han frygter en regning for andre kommuners skattestigning og efterlyser også en ny model for kommunernes skat, der tager mere individuelle hensyn.

- Det er svært at forklare vores borgere, at vi skærer ned i serviceudgifterne, og at vi samtidig skal skære endnu mere ned, fordi andre kommuner har sat skatten op.

- Solidariteten får en slagside, når kommuner, der har højere serviceudgifter per borger, end vi har, begynder at sætte skatten op. Så bliver sammenhængskraften mellem kommunerne udfordret, siger han.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR