De, der elsker fodbold, kender fornemmelsen. Pludselig sidder der et nyt ungt talent på bænken. Han bliver skiftet ind et par gange og udviser en energi, et talent og en spillelyst, som gør, at han lynhurtigt får en fast plads på holdet. Udklækning af talenter er et af de aspekter, der gør fodbold til en vidunderlig sport.

Selvom politik ikke på den måde kan sidestilles med fodbold, er det nu også altid en fornøjelse at se nye håbefulde talenter træde ind på den politiske scene. Nye og anderledes perspektiver, en frisk og ligefrem retorik og et sprudlende engagement til at skabe samfundsforandringer er blot nogle af de facetter, som nye politiske talenter kan bidrage med.

Fra ny til gammel på rekordtid

Ved seneste folketingsvalg var omkring 1/3 af MF’erne nyvalgte, hvilket burde sikker en sund og organisk politisk fødekæde. Desværre kan det over et halvt år efter konkluderes, at de mange nye folketingsmedlemmer ikke har skabt den fornyelse og det ramasjang, som vores folkestyre ellers har brug for midt i en historisk stor tillidskrise. Ikke engang Alternativets hold af nye kandidater – som ellers har bygget hele butikken op om at gøre det på en ny måde – har formået at ilte det udskældte folkestyre.

Det virker til, at de nyvalgte ryger fluks ind i en socialiseringsproces på Christiansborg, der forvandler selv de mest talentfulde politikere med kant, visioner og engagement til velopdragne kongepudler i en slags politisk agility, hvor man blot forsøger at kopiere førerhundene.

Særligt mange af de nye unge politikere begynder lynhurtigt at snakke som de ”gamle”. De taler i et kancellisprog, propfyldt med tal og med budskaber, der mere er rettet mod at gøre partitoppen tilfreds end at begejstre borgerne. Deres oprigtige samfundsengagement bliver skiftet ud med drillerier og stikpiller, rettet mod de politiske modstandere, og deres politiske skyts bliver hentet i støvede rapporter og kommissioner frem for den virkelighed, de ellers lige er ankommet fra.

Selv deres tøjstil bliver lavet om til lidt for store jakkesæt og andre gevandter, som de har set deres erfarne kollegaer iføre sig, når de går på arbejde. Det virker næsten som om, at transformationen fra ny til gammel kun kan gå for langsomt for de nyvalgte.

Hvorfor løbe efter folk med et dårligt ry?

På den ene side er det forståeligt nok, at de nyvalgte folketingsmedlemmer hurtigt forsøger at kopiere de mere erfarne.  For jo hurtigere man kan lærer spillets regler at kende, jo bedre er mulighederne for forfremmelse i de fleste partier. Se bare på DF’s nye udnævnte retsordfører, Peter Kofod Poulsen på 25 år, der har valgt en 1 til 1 klon af chefen Kristian Thulesen Dahl og nu har fået en meget flot post.

Samtidig ligger det også til de fleste menneskers natur at integrere sig og falde ind i den kultur, der hersker på arbejdspladsen. Derfor prøver mange af de nye vel bare at falde ind i ”sådan plejer vi at gøre”-kulturen på Borgen.

Men omvendt er det totalt uforståeligt, at mange af de nye har så travlt med at skulle ligne de andre MF’er. For hvorfor vil man så gerne forvandle sig til noget, som virker så frastødende på store dele af befolkningen. Den historisk høje politikerlede hænger jo netop sammen med, at politikerrollen ikke har udviklet sig i en retning, som flugter med det folk, de repræsenterer.

De nye skal skabe fornyelse

Behovet for at redefinere politikerrollen, så tilliden til vores folkevalgte igen kan komme op på et acceptabelt niveau, er jo åbenlys. Og i den fornyelsesproces burde mange af de nyvalgte spille en central rolle, da det både vil pynte på demokratiet, men skam også fører til nogle spændende karrieremuligheder.

Og det er på ingen måde atomfysik at nyudvikle politikerrollen. De nyvalgte kunne starte med at blive ved med at have deres gang i den virkelige verden, de netop er kommet fra. Det vil sige finde politisk skyts, belæg og argumenter for påstande, eksempler, problemer og løsninger ude blandt borgerne, frem for i de excel-ark og rapporter, som embedsmænd, økonomer og andre eksperter tilbyder.

I deres input til politikudviklingen behøver de heller ikke kun at hente inspiration i den proffessionelle lobby- og interesseorganisationsverden. De kunne med fordel gå ud og tale med nogle unge mennesker om uddannelsespolitik, eller de kunne inddrage børn i udformningen af fremtidens skolepolitik.

De nyvalgte kan også smide de fleste af de talepapirer i skraldespanden, som deres erfarne kollegaer bruger, når de skal i medierne. De indeholder sjældent de følelser eller de budskaber, som almindelige mennesker kan forstå og tænder på. Borgerne er trætte af forhåndsprogrammerede politikere, der bare taler, men ikke lytter. De er trætte af politikere, der ikke er interesseret i en dialog, de er trætte af politikere, der kaster om sig med sort-hvide og fastlåste betragtninger, når det tit er nuancer og anderledes perspektiver, der er løsningerne.

Er der nogle af de nye valgte folketingsmedlemmer, der tør gå ned af den vej, er mulighederne gode. For dansk politik skriger efter politisk talent!