Der er noget, vi skal tale om.

Det mener Justitsminister Peter Hummelgaard (S), der sidste år udkom med en bog af samme navn, hvor han fremsætter 21 forslag, der skal nedbringe vold mod børn. 

“I mange år har jeg skubbet fortællingen om min egen barndom foran mig. Talt hen over den, udenom den og ved siden af. Men der er noget, vi skal tale om nu.”

Sådan indleder Justitsminister Peter Hummelgaard fortællingen om sin barndom, der kun var tryg, når han sad i skjul på bedsteforældrenes brune Børge Mogensen sofa. 

Der blev råbt og skreget i Peter Hummelgaards barndomshjem. Så meget, at hverken underboer, overboer eller folk ude på Kastruplundgade kunne være i tvivl om, hvad der foregik oppe i den lille lejlighed på anden sal. 

Peter Hummelgaard er nemlig ikke kun landets justitsminister. Han er også søn af en voldelig far. 

Et kontroversielt forslag

Et af de mest kontroversielle forslag i ministerens bog handler om at gøre det strafbart, hvis man som beboer i et parallelsamfund – eller en ghetto – får mistanke om, at der sker vold eller vanrøgt mod børn og ikke indberetter det. 

Forslaget har mødt kritik fra både politiske modstandere og organisationer. 

En af dem, der har kritiseret forslaget, er Børns Vilkår direktør Rasmus Kjeldahl, der mener, at forslaget rammer socialt skævt.

- Det virker lidt absurd, siger Rasmus Kjeldahl, der er positiv overfor ideen om at skærpe underretningspligten. Han ønsker blot, at det skal gælde alle steder i landet. 

- Jeg kan godt lide tanken om at stramme forpligtelsen til at underrette, men det her kan ende med, at nogle børn er bedre beskyttede end andre, siger han. 

Men Peter Hummelgaard er ikke i tvivl om, at der skal sættes ind i særlige områder. 

- Man kan jo vende det om og sige, at det jo allerede er skævt, fordi de i forvejen er så meget mere udsatte, og vi er markant dårligere til at opspore vold mod børn med ikke-vestlig baggrund, siger han og fortsætter: 

-Vi har et markant større og overrepræsenteret problem, når det handler om vold mod børn i ikke-vestlige familier, end gennemsnitligt set i danske familier, og det er et stort problem. Jeg mener ikke, der kan være en diskussion om det, når man kigger ned i tallene, fastslår han. 

Et spørgsmål om at forholde sig til virkeligheden

I Danmark er det cirka hvert femte barn, der udsættes for vold i hjemmet, og godt hver fjerde, der har oplevet psykisk vold fra forældre eller stedforældre i løbet af det seneste år. I en VIVE-undersøgelse fra 2024 fortæller 43 pct. af de børn, der har været udsat for vold, at de ikke har fortalt det til nogen. 

Børn, der vokser op med vold i hjemmet, har større risiko for at bringe voldelige mønstre med ind i voksenlivet. Børns Vilkår fastslår i deres seneste undersøgelse, at man som voksen er mere tilbøjelig til at slå sine børn, hvis man selv er blevet slået. 

En anden undersøgelse foretaget af VIVE viser, at når det gælder børn i familier, hvor begge forældre er indvandrere eller efterkommere, har mere end hvert tredje barn været udsat for hårdhændet opdragelse eller vold såsom dask, rusk, smæk eller slag. Blandt børn med én eller to danske forældre er andelen henholdsvis 13,2 pct. og otte pct.

Den statistik er ifølge ministeren foruroligende, da volden ikke kun har konsekvenser for den voldsudsatte, men også er årsag til øvrige samfundsproblemer. 

- Det skaber så mange store samfundsproblemer. Det er den klare medvirkende årsag til, at der er flere børn med ikke-vestlig baggrund, der er udadreagerende og voldelige i skolen overfor lærere, understreger han.

En del af indvendingerne går på, at forslaget stigmatiserer bestemte områder i Danmark, men det er en kritik, som Peter Hummelgaard har en klar holdning til. 

- Jeg synes, det er et spørgsmål om at forholde sig til virkeligheden. 

Skylder en ekstra indsats

Forslaget er blot ét af 21, og ministeren understreger, at han er åben for dialog, og at forslaget ikke alene løser voldsproblemet. 

- Forslaget skal ses i kombination med de 20 andre forslag, jeg kommer med i bogen. 

Justitsministeren kan ikke sige noget om, hvad straffen for at undlade at underrette skal være.

- Jeg har ikke lagt mig fast på nogen specifik straf, men det dækker over et opgør med kulturelle normer, der desværre stadigvæk eksisterer, siger han 

Normerne, ministeren henviser til, er den udprægede tavshedskultur, der hersker i socialt belastede boligområder. 

- Jeg mener, at vi skylder at gøre noget ekstra for de børn. Mange bor i udsatte boligområder, hvor vi ved, at der hersker en voldsom tavshedskultur med bl.a. imamers indblanding. 

Derfor arbejder regeringen nu videre på, at forslagene skal blive til reel politik. 

Berøringsangst

Børn med ikke-etniske forældre skal underrettes fire gange så meget som danske børn, før de bliver fjernet fra hjemmet, skriver Peter Hummelgaard i sin bog. 

- De mange flere underretninger tyder for mig på, at der skal markant flere advarselsflag til, før man ser sig i stand til at gøre noget. Det kan skyldes manglende samarbejdsvilje fra familien og nærmiljøet, siger han. 

Man kan spørge, hvorvidt kommunerne er for dårlige til at gribe ind, men Peter Hummelgaard peger på noget helt andet. 

- Når fagpersonerne skal være selvkritiske, siger de, at de har berøringsangst overfor nogle af de her boligområder, hvor volden er værst. Derfor skal kommunerne have flere værktøjer til at opspore vold meget tidligere, siger han.

Et af de værktøjer, ministeren vil give kommunerne, er muligheden for at foretage retsmedicinske undersøgelser af børn ved mistanke om vold. 

- Jeg mener, at kommunerne skal have flere værktøjer til at handle hurtigere og mere konsekvente. Et af mine forslag er at sikre, at langt flere børn bliver sendt til en retsmedicinsk screening ved mistanke om vold, så der er et solidt fagligt grundlag for at handle, forklarer Peter Hummelgaard.

KL anerkender problematik

Kommunerne spiller en nøglerolle i at sikre, at indberetninger bliver taget alvorligt, og at voldelige forældre bliver stillet til ansvar. Derfor skal professionsuddannelserne klæde nyuddannede lærere og pædagoger bedre på til at håndtere de kultursammenstød, der kan opstå i arbejdet med nogle af de familier, der bor i socialt udsatte områder, mener Peter Hummelgaard.  

Det er formand for KL’s Socialudvalg Ulrik Wilbek (V) enig i. 

- Det er en opgave, der skal løftes af flere hænder. Også flere end de kommunale. Derfor er det vigtigt, at blandt andet læger og hospitalspersonale får den viden, så de også er i stand til at opdage faresignalerne og bringe den videre til os i kommunerne, så vi kan handle på det. 

Ulrik Wilbek anerkender desuden, at kommunerne har udfordringer i udsatte områder:  

- Jeg tror godt, at vi kan sige, at sager med børn og unge med minoritetsbaggrund kan være vanskeligere end andre sager, fordi der kan være kulturelle forskelle - såsom andre familiedynamikker og opdragelsesmetoder, eller at kommunen i mindre grad kender familierne og ved, hvad der foregår i hjemmene, siger han.