Rettigheder på et stykke papir har kun værdi i et velfærdssamfund med muskler og medarbejdere nok.

Nogenlunde sådan lød det sidste år fra statsminister Mette Frederiksen (S) ved KL’s Økonomiske Topmøde - fulgt op af en konstatering af, at vi faktisk mangler begge dele.

På Danske Regioners Topmøde torsdag, ville hun imidlertid ikke afvise, at patientrettigheder, som Danske Regioner har foreslået, godt kan blive en realitet i det nære sundhedsvæsen. 

- Jeg kan rigtig godt lide patientrettigheder, sagde hun, fordi når man er syg, så er det vigtigt, at man ved, hvad man har ret til.

Nemmere sagt end gjort

Frem mod regionernes topmøde udsendte Danske Regioner drypvist initiativer fra organisationens udspil “I en nær fremtid”, der indeholder 24 forslag til styrkelse af det nære sundhedsvæsen.

Ifølge Danske Regioner er det på tide, at patientrettigheder, der ellers har været forbeholdt sygehusvæsenet, bliver udbredt til det nære sundhedsvæsen. I første omgang i form af frit valg af akutplads og midlertidig plads, frit valg af tilbud om patientrettet forebyggelse og rehabilitering og ret til virtuel konsultation. 

Det er decideret mærkeligt, at det kun er på sygehusene, man har frit valg, mener formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S). 

- Det bør være det samme med det nære sundhedsvæsen, hvis vi har de samme ambitioner for det nære sundhedsvæsen, som vi har på vores hospitaler, siger han.

Blandt initiativerne er også indførelse af bindende grundpakkeforløb for mennesker med visse kroniske sygdomme og psykiske lidelser. Med forløbsbeskrivelser, kvalitetsstandarder, klare krav, mål og frister skal pakkerne med inspiration fra kræftpakkerne sætte rammen for hele patientforløbet fra diagnosticering til hverdagen med kronisk sygdom. 

Men selvom visionen om at rette op på skævheden i behandling af mennesker med kronisk sygdom er god, og tanken om at gøre det gennem mere systematik og struktur er fornuftig, kan pakkerne vise sig vanskelige at realisere, mener professor i sundhedsøkonomi ved Vive og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen Jakob Kjellberg. 

-  Jeg kan godt være enig i tanken, men når vi kommer til konkretiseringen, så vil vi nok se, at det bliver lidt udfordret, siger han.

Ikke mindst fordi man ved, at der er få kronikere med kun én lidelse, hvilket komplicerer billedet. Og begynder man at tale med patientforeninger og specialeselskaber om, hvad der skal være i grundpakkerne, hvor mange der skal være, og hvor de skal starte og slutte, kan det hurtigt blive uoverskueligt. 

- Så længe vi bare snakker abstrakt, og vi alle sammen kan tænke ned i, hvordan det ser ud fra vores vinkel, er der ikke noget galt i det. Men når vi skal have legoklodserne frem og bygge det, vil det ofte vise sig, at det er lidt mere komplekst, og at man måske skal bruge rigtig mange legoklodser, man ikke har, siger Jakob Kjellberg.

- Man kan let risikere at komme i en situation, hvor sådan noget her bliver omkostningsdrivende i en situation, hvor vi ikke har personalet, så duer det jo ikke.

Krav før rettigheder

Selve idéen om at sikre kvalitet og ensartethed i kronikeres behandlingsforløb og de kommunale sundhedstilbud falder også i god jord hos formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke. 

Hun påpeger dog samtidig, at det ikke altid vil give mening, at alle kommuner har kompetencer til at “levere på alle parametre”, fordi nogle tilfælde er relativt sjældne. Når det kommer til rehabilitering, vil fx genoptræning efter en hjerneskade både være væsentlig anderledes og sjældnere forekommende genoptræning efter et brækket ben eller en operation.

- Det er jo her, vi skal finde en balance mellem ikke at lave laveste fællesnævner på det tilbud, vi giver borgerne, men i stedet tage stilling til, hvad det egentlig er, vi gerne vil, og hvilket tilbud, der fagligt set er det mest optimale, siger hun.

Og det er ikke, fordi man fra Lægeforeningens side ikke under patienterne flere rettigheder, det gør man bestemt, understreger hun, men det kan blive en hul omgang.

- Tankegangen om at ville give rettigheder er forståelig og genkendelig, og jeg kunne også godt ønske, at de var der, men jeg synes ikke, vi helt er der endnu, hvor kommunerne har kapacitet og nok ensartethed i kvalitet og tilbud til, at vi kan give patienterne en rettighed, som reelt har en betydning, siger hun. 

Derfor mener hun, at krav til kvalitet og kompetencer bør komme før patientrettighederne.

- Ellers kan vi godt være bekymrede for, at det bliver en tom rettighed, hvis kommunen ikke lige nu kan leve op til den, siger hun.

Rettigheder kan drive højere kvalitet

Under partilederdebatten på topmødet var meningerne om patientgarantier da også delte. 

- Det er gratis for politikere at love ting, hvis ikke der er garanti, sagde formand for de konservative Mona Juul, mens SF-formand Pia Olsen Dyhr, var mere forbeholden. 

- Hver gang vi giver en ekstra garanti eller rettighed, kommer presset og økonomien til at ramme andre områder. Hvis man bare laver garantier, som vi har set gennem tiden, løser man ikke problemerne, det kan vi jo se, sagde hun. 

Omvendt mener Danske Regioner, at rettighederne vil bidrage til at drive udviklingen mod højere kvalitet og bedre tilgængelighed i de nære sundhedstilbud.

- Borgerne skal kunne være trygge ved, at de kan få en ordentlig behandling i en ordentlig kvalitet, og det er det, vi sikrer med vores udspil, hvor der er rettigheder og krav til, hvad vi skal kunne levere i det nære, siger Anders Kühnau.

Han mener heller ikke, at regeringens dagsorden om at sætte fagligheden fri kolliderer med flere centralt besluttede krav, frister og mål.

- På sundhedsområdet bruger man fagligheden gennem retningslinjer, som er vedtaget af de faglige selskaber. Det har vi en lang tradition for. Det er den måde, fagligheden bliver bragt i spil på, siger han. 

- Som jeg hører det, skelner regeringen mellem frisættelse, når det gælder for eksempel ældrepleje, mens man på sundhedsområdet er helt klar på, at der skal være retningslinjer og krav og rettigheder til borgerne, siger han. 

Frisættelse og krav kan godt forenes

I dagene op til topmødet havde Mette Frederiksen i en lang række medier genantændt regeringens frisættelsesambitioner. Så sent som dagen før, blev hun citeret i Altinget for at sige, at det “ikke kun (er) rettighederne, der har bragt os til der, hvor vi er. Der er også en amerikanisering, hvor vi forestiller os, at du får god velfærd, hvis du præcist ved, hvad du er berettiget til, og hvis du ikke får det, så klager du og går den juridiske vej. Og hvor det, medarbejderen bliver optaget af at levere, er det, der står på papiret."

Så hvordan spiller nye krav og garantier sammen med Mette Frederiksens fokus på frisættelse, tillid, lokalt ansvar og mindre central styring?

- Kan de to ting forenes? Ja, det tror jeg godt. Men det kræver nogle timer og noget tid på værkstedet, hvordan vi præcis gør det her, sagde hun efter sin tale på topmødet, og henviste til, at overvejelserne vil indgå i regeringens forslag til en sundhedsreform, som efter planen bliver præsenteret efter sommerferien.

Gælder frisættelsen også på sundhedsområdet?

- Både ja og nej. Vi skal jo ikke frisætte til ingenting, og der er ting, man ikke kan frisætte, sagde hun og nævnte eksempelvis kræftbehandling. 

- Men der kan være andre elementer. For eksempel hvordan man tilrettelægger det helt nære omkring vores ældre, som har brug for at blive frisat. Det er noget af det, vi sidder og forhandler om på ældreområdet.