Patienter skal ikke ligge på gangene
Derfor skal kommuner og regioner samarbejde om det nære sundhedsvæsen.
Patienter skal ikke ligge på gangene
Derfor skal kommuner og regioner samarbejde om det nære sundhedsvæsen.
Der er skrevet meget i pressen i den sidste tid om patienter, der ligger på gangene på hospitalerne. Pressen har også skrevet om situationen på hospitalerne i Region Midtjylland.
Det er naturligvis meget uheldigt, at patienter skal tilbringe tid på gangene og at mindre og ikke egnede rum indrettes med senge. Hverken personale eller patienter ønsker disse situationer.
Situationer med overbelægninger er desværre ikke nye. Denne gang har argumenterne blandt andet været, at der mangler sygeplejefaglige kompetencer i kommunerne og medicinske senge på hospitalerne for at dække patienternes behov.
Som formandskab for sundhedskoordinationsudvalget ser vi det som en af de vigtigste opgaver, at kommunerne og Region Midtjylland dér kan koordinere indsatserne hos de to myndigheder. Sundhedskoordinationsudvalget er sammensat bredt af politikere fra regi–onen og kommunerne og har i disse år fokus på den udvikling af det nære sundhedsvæsen, der sker mellem disse to myndigheder samt i almen praksis. Det er i det nære sundhedsvæsen, man dels skal forsøge at reducere behovet for indlæggelser, dels skal sørge for, at udskrevne patienter ikke får brug for en ny indlæggelse.
Kommuner mere på banen
Kommunerne har spillet en aktiv rolle i den sammenhæng. Vores indtryk fra arbejdet i sundhedskoordinationsudvalget er, at kommunerne er kommet langt mere på banen nu. Der etableres kommunale aflastningspladser, akutpladser, tryghedshoteller med videre. Alt sammen for at reducere behovet for indlæggelser og genindlæggelser. Dette bekræftes af en hurtig rundspørge på regionens hospitaler. Her bekræfter de alle, at kommunerne har etableret en række tiltag netop med det formål at reducere behovet for brug af indlæggelser.
Det er meget glædeligt at konstatere, at den udvikling flugter fint med sundhedskoordinationsudvalgets fokusområder.
Nogle af de tiltag, hospitalerne registrerer, er, at kommunerne modtager patienter direkte fra hospitalerne. Det sker for eksempel i Aarhus, hvor et plejecenter er særlig gearet til at tage imod svage, men på hospitalet færdigbehandlede patienter. Fra midt-klyngen (Silkeborg, Viborg og Skive kommuner) rapporteres om særlige akutpladser, hvor patienter kan modtage døgnpleje. I Randers er der etableret et tryghedshotel, der i nogle tilfælde kan benyttes som alternativ til hospitalsindlæggelse. Alle kommuner i Horsens-klyngen (Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg) har korttids- eller akutpladser. I Vest-klyngen (Ikast-Brande, Holstebro, Herning, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern kommuner) rapporteres der om en meget høj grad af imødekommenhed fra kommunerne i forbindelse med udskrivning fra hospitalet.
Alt dette tegner et billede af, at kommunerne tager deres del.
Problemet forsvinder ikke
Det gør hospitalerne også. Samme rundspørge viser, at hospitalerne har sat en mængde initiativer i gang for at reducere behovet for hospitalsindlæggelser. Det drejer sig om etablering af subakutte tider, så patienter kan komme til speciallægeudredning og –behandling uden at skulle indlægges. Hospitalerne etablerer udgående teams, der kan tilse patienter i eget hjem. Kommunale hjemmesygeplejersker/visitatorer inviteres ind på hospitalerne og bistår med udskrivninger for at skabe så sammenhængende forløb som muligt.
Men alle disse gode eksempler og tiltag betyder ikke, at problemet forsvinder. Desværre. Selvom de høje belægningsprocenter også udtrykker sæsonudsving, så skal kommunerne og regionen fortsætte arbejdet med at reducere behovet for hospitalsindlæggelser.
Et af fokusområderne er, at kommunerne skal fortsætte og accelerere kompetenceudviklingen af deres sundhedspersonale, så de i endnu højere grad er i stand til at sikre mere sammenhængende patientforløb.
Udskrives hele døgnet
Sundhedsvæsenet udvikler sig hele tiden. Flere af de patienter, der udskrives fra hospitalerne, har brug for mere avanceret pleje end for få år siden. For eksempel forudsætter udskrivning fra hospitalet i dag, at nogle patienter kan modtage væske/medicin intravenøst. Det kræver oprustning af de kommunale kompetencer og muligvis også ansættelse af flere sygeplejersker og andet plejepersonale.
Når vi ser på udviklingen i Region Midtjylland gennem de senere år, så er regionen og kommunerne godt på vej i den rigtige retning. Vi er sikre på, at udviklingen af det nære sundhedsvæsen gavner borgere og patienter.
Et moderne hospital er en organisation, der arbejder hele døgnet – hele året. Patienter kan indlægges i alle døgnets timer. I det fremtidige nære sundhedsvæsen skal de kunne udskrives tidsmæssigt, som de indlægges: Hele døgnet – hele året.
Vi er overbeviste om, at kommunerne og regionen i fællesskab kan sikre et bedre nært sundhedsvæsen, og at det vil reducere antallet af indlæggelser. Det er på den måde, vi skal reducere hospitalernes høje belægningsprocenter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.