I sidste valgperiode fra 2017-2021 meldte i alt 159 kommunalpolitikere sig ud af deres parti - enten for at blive løsgænger eller for at melde sig ind i et andet parti. 

Halvvejs i den nuværende valgperiode har 144 kommunalpolitikere meldt sig ud af det parti, de blev valgt for. 

Blandt de politikere, som har slået lejr ved et nyt parti, er Marie Brixtofte fra Gentofte.

I foråret gik hun rundt med en knude i maven, tynget af dårlig samvittighed. Hun valgte at række ud til sin tidligere kollega i De Radikale, Ida Auken (S). Hun lagde sig fladt ned og undskyldte for, at hun havde fordømt sidstnævntes partiskift tilbage i 2021, hvor Ida Auken skiftede til Socialdemokratiet. Nu stod hun selv med tankerne om at skifte parti.

Det var en lang proces med mange overvejelser for Marie Brixtofte. Hun ledte efter noget at sammenligne situationen med og kom i tanker om en gammel flamme, der til sidst brændte ud. 

- Jeg var sammen med en mand i syv år, som jeg til sidst valgte at forlade. Det var en årelang proces. Der var ting, som jeg prøvede at retfærdiggøre, så jeg kunne blive og give det en chance. Men det var ikke holdbart, fortæller hun. 

Den 11. april meldte Brixtofte ud, at hun skiftede parti fra De Radikale til Venstre, og det var først i det halve år op til skiftet, at hun forstod Ida Auken. 

Under overvejelserne op til skiftet  spurgte Marie Brixtofte, om Ida Auken ville mødes til en kop kaffe. 

- Hun tog heldigvis imod min undskyldning og gav mig gode råd om, hvordan jeg kunne håndtere mit eget partiskift bedst muligt, siger hun. 

Hun fortæller, at det var en proces, hvor hun langsomt fik mere og mere mod på at skifte. Da hun kunne mærke, at over halvdelen af hende nu hældte til at ville træde ud af partiet, gik det hurtigt. Efter et halvt år med tyngende overvejelser kunne Marie Brixtofte ikke længere se sig selv fortsætte hos De Radikale. 

- Jeg meldte mig ud, fordi jeg ikke længere kunne repræsentere De Radikale politik. Jeg er blålig, og jeg erfarede, at den politik, der blev ført, ikke længere var det.

Farvel til brudte løfter 

Også byrådsmedlem i Jammerbugt Kommune Kjeld Hedegård Nielsen (DD) er i denne valgperiode trådt ud af sit parti. For ham betød det et brud med Venstre efter 23 år for først at blive løsgænger og siden melde sig ind i Danmarksdemokraterne. 

- Venstre har bevæget sig væk fra de værdier, der var til stede, da jeg meldte mig ind for 23 år siden. Jeg tilhørte landbrugs-Venstre, og det er det ikke længere, siger han.

Beslutningen om at gå i regering med Socialdemokratiet blev den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. 

- Inden valget sagde Venstre, at man ikke ville støtte Mette Frederiksen som statsminister. Jeg har det meget svært med, at man ikke holder, hvad man lover, forklarer han. 

Men ligesom for Marie Brixtofte repræsenterede partiskiftet ingen nem beslutning for den tidligere venstremand. 

- Jeg var dybt ulykkelig, da jeg besluttede at melde mig ud af Venstre. Det er et parti, jeg har forsvaret i 23 år gennem tykt og tyndt, siger han. 

Han fortæller ærligt, hvad han selv mener om, at politikere skifter parti. 

- Det gør man bare ikke, siger han. 

Det betød også, at han var dybt flov over sit eget partiskift. Men han så ingen anden udvej.

- Når ens partis ideologi ændrer sig, er man nødt til at sige fra, siger han og understreger, at han fortsat kan stå hundrede procent inde for de samme holdninger, som han altid har gjort. 

Skammen fyldte

Marie Brixtofte kan godt genkende Kjeld Hedegård Nielsen oplevelse af, at der bliver set negativt på partiskift. Det afholdt hende dog ikke fra at stå ved sine holdninger og melde sig ud af partiet. 

Men det er én ting at nå frem til sine egne valg og noget andet om andre forstår ens valg. Marie Brixtofte var nervøs for det sidste.

- Jeg oplever, at der bliver set meget negativt på det. Det betød også, at jeg følte en kæmpe skam op til og under mit skift, siger hun.

Skammen fyldte så meget i hende, at hun følte sig fristet til at stoppe folk på gaden og spørge dem, om de havde stemt på hende, så hun kunne forsikre dem om, at hun, på trods af sit skift, stadig var den samme.

Hun understreger i samme ombæring, at hendes skift kun skyldtes hendes opfattelse af, at det var partiet og ikke hende selv, som ændrede kurs.

Trods sin skam over beslutningen var hun fast besluttet på at være åben om sit partiskift over for sin politiske gruppe. Samtidig delte hun også sine overvejelser med alle andre, da hun deltog i landsmødet i foråret.

- Jeg er en meget transparent og ærlig person, så jeg delte mine tanker undervejs. Så da Martin Lidegaard på sin forårsturné talte om den retning, partiet skulle tage, lagde jeg kortene på bordet og sagde, at jeg syntes, det var mærkeligt, at partiet var blevet mere rødligt. Jeg gav også udtryk for, at jeg gerne ville være et mere blåt sted, siger hun.

Hun følte ikke, at der blev fulgt ordentligt op på hendes udmelding. I stedet fik hun at vide, at hun gerne måtte kalde sig selv for blålig og stadig være med i partiet. 

Men det var ikke nok for Marie Brixtofte. Hun efterspurgte en kursændring, som aldrig kom. 

Derfor måtte hun melde sig ud, hvilket langt de fleste i hendes gruppe udviste forståelse for. 

Den faldt dog hurtigt til jorden, da ingen andre bad om det samme. 

Lader sig ikke begrænse 

Byrådsmedlem i Ringsted Per Flor (DF) har et lidt andet syn på partiskift. Han meldte sig ud af Socialdemokratiet i juli og tilsluttede sig DF efter et par uger som løsgænger.

Beslutningen om at skifte parti var lang tid undervejs for Per Flor, og der var mange faktorer, der spillede ind. Han fremhæver især regeringsdannelsen som en årsag, hvor han mener, at der blev givet køb på socialdemokratiske værdier. 

Per Flor mener ikke, at skiftet fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti er så stort, da partierne efter hans opfattelse er rykket tættere på hinanden de seneste år.

I modsætning til Marie Brixtofte og Kjeld Hedegård Nielsen har Per Flor ikke følt sig synderligt skamfuld eller flov over at skifte parti.

- Jeg har ikke selv et personligt problem med at skifte parti, det er ikke noget, jeg har følt mig begrænset af, siger han. 

Han erkender dog, at det aldrig er velset, når en politiker skifter fra et parti til et andet. Men samtidig mener han, at der undervejs i en valgperiode kan ske så mange politiske ændringer, at man ikke længere kan føre sin politik i partiet.

- Som politiker må man søge derhen, hvor man kan føre sin politik, siger han. 

Hans skift har ikke været problemfrit. Han oplever, at hans socialdemokratiske vælgere har udvist forståelse for hans skift langt hen ad vejen, men han har ikke mødt samme forståelse hos sine socialdemokratiske byrådskollegaer.

Alligevel ser han det som den eneste rigtige vej at gå, når man ikke længere kan stå inde for politikken. 

- Man vil altid være bundet af en gruppe, og man retter ind, men når der er for mange ting, man ikke længere kan stå inde for, må man finde et andet sted. Man kan trække grænsen der, hvor man begynder at stemme imod sin gruppe. Og her vil man alligevel blive ekskluderet, så det er bedre at gå selv i tide, fortæller han.

Finde den rigtige hylde 

Selvom Per Flor har et lidt andet syn på partiskift end Marie Brixtofte og Kjeld Hedegård Nielsen, så har de alle tre en opfattelse af, at der generelt er et negativt syn på det at skifte parti. 

  Derfor vidste Marie Brixtofte også, at hendes beslutning skulle overvejes godt og grundigt. 

- Foruden Venstre snakkede jeg også med Liberal Alliance undervejs, men så blå var jeg alligevel ikke. Jeg vidste nemlig, at jeg kun havde én chance, siger hun.

Også Kjeld Hedegård Nielsen udforskede terrænet, inden han lagde sig fast på noget. Han talte med både Liberal Alliance og DF, men hans mavefornemmelse fortalte ham, at han måtte søge til det parti, som han kalder for et “meget mere jordnært parti”. 

- Da jeg udtrykte interesse for at melde mig ind i Danmarksdemokraterne, tog Inger Støjberg (DD) fat i mig og spurgte, om jeg ikke ville tale med hende. Da vi mødtes kort tid efter i Frederikshavn, kom hun gående ind i kondisko. Det er nede på jorden og det kan jeg godt lide, siger han. 

Han er nu faldet til i sit nye parti og har ikke mødt den modstand fra sine vælgere, som en lille del af ham var bange for. Også hos Marie Brixtofte blev denne frygt manet til jorden. 

Faktisk har hun stort set kun modtaget positive henvendelser fra vælgere, der alle har udtrykt forståelse for hendes skift og støttet hende i det. Hun har kun oplevet en enkelt vælger række ud til hende, fordi han var sur over hendes valg. 

- Jeg tilbød ham at komme forbi til en kop kaffe og fortælle ham, at jeg ikke har ændret mig, og at hans stemme ikke var forgæves, fortæller hun. 

Han vendte dog aldrig tilbage, men Marie Brixtofte er glad for, at hun gav ham muligheden. Og nu ser hun fremad.

- Nu er jeg vendt hjem til Venstre, og jeg er landet på den helt rigtige hylde. Nu ser jeg frem til at gå næste valg i møde, hvor jeg stadig kan kalde mig selv for Gentoftes blå humanist, siger hun.