Kommunen.dk
MENU

Partiskift, nyansættelser, jobskifter og fyringer

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden slutningen af december. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.

Partiskift, nyansættelser, jobskifter og fyringer

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden slutningen af december. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.
Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg Kommune, Charlotte Jakobsen, ny chef for staben Strategi og Politik i Nordfyns Kommune, Mogens Pedersen, afgående kommunaldirektør i Varde, Jonas Bjørn Jensen, afgående politiker og næstformand i S-gruppen i Københavns Borgerrepræsentation, Marianne Bredal (V), nyvalgt borgmester i Struer Kommune og Henrik Frandsen, Moderaternes gruppeformand på Christiansborg og afgående medlem kommunalbestyrelsen i Tønder for Tønder Listen. 
Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg Kommune, Charlotte Jakobsen, ny chef for staben Strategi og Politik i Nordfyns Kommune, Mogens Pedersen, afgående kommunaldirektør i Varde, Jonas Bjørn Jensen, afgående politiker og næstformand i S-gruppen i Københavns Borgerrepræsentation, Marianne Bredal (V), nyvalgt borgmester i Struer Kommune og Henrik Frandsen, Moderaternes gruppeformand på Christiansborg og afgående medlem kommunalbestyrelsen i Tønder for Tønder Listen. 

Kommuner - sket i byrådene

Mogens Gade stopper som borgmester efter KV25

JAMMERBUGT: Efter godt 22 år som borgmester har Mogens Gade (V) meddelt, at han ikke genopstiller som borgmester i Jammerbugt ved KV25, og at kommunen dermed senest 1. januar 2026 skal have ny borgmester. Beslutningen traf han sammen med sin familie allerede i 2019, skriver han på Facebook. Mogens Gade fylder 63 til marts. Han blev indvalgt i kommunalbestyrelsen i Brovst i 1990 og blev kommunens borgmester fra januar 2002, og efter kommunalreformen i 2007 fortsatte han på posten i den nye Jammerbugt Kommune.

To forlader NB og går på udkig

RANDERS: Bo Ratz og Lars Axel Nielsen, som begge sidder i byrådet i Randers, har meldt sig ud af Nye Borgerlige. De siger, at de ikke længere kan se sig i projektet. De bliver i første omgang løsgængere, men vil søge kontakt til de blå partier, der har inviteret dem med i deres parti. Der er ifølge Bo Ratz en del partier, der gerne vil snakke med dem om et muligt skifte.

Afhopper fra NB vender tilbage igen

VORDINGBORG: Heino Hahn har igen meldt sig ind i Nye Borgerlige, som han blev valgt til kommunalbestyrelsen for ved KV21, men som han forlod i november 2022 i utilfredshed med Pernille Vermund for at blive løsgænger. “Nu går galionsfigurerne, men fodfolket er stadig tilbage,” siger han og håber, at Martin Henriksen bliver ny formand.

Ulrik Wilbek genopstiller ikke

VIBORG: De seneste seks år har Ulrik Wilbek (V) været borgmester i Viborg, men fra 1. januar 2026 kan han sætte forhenværende foran borgmestertitlen. Han har nemlig besluttet ikke at genopstille ved KV25. Årsagen er ikke de helbredsproblemer, han har været ramt af, men at han aldrig har forestillet sig, at han skulle være borgmester i flere årtier, og at han ved næste valg vil være 67 år. Hans afløser som Venstres borgmesterkandidat vælges 30. januar. På forhånd peger et samlet forretningsudvalg på 46-årige Katrine Rohde.

S-politiker forlader sit parti

FREDERIKSHAVN: Byrådsmedlem i Frederikshavn Erik Kyed Trolle har med øjeblikkelig virkning meldt sig ud af Socialdemokratiet. Han føler ikke, at samarbejdet i byrådsgruppen lever op hans forventning til et godt politisk miljø, oplyser han. Trolle er enkelte gange gået solo i S-gruppen, blandt andet i en sag om støj fra restauranter i Skagen. Socialdemokratiet besætter nu 17 ud af 29 pladser i byrådet. 

Efter NB-kollaps: DF dobler op 

MARIAGERFJORD: Blot få dage efter Pernille Vermunds bebudede lukning af Nye Borgerlige fandt byrådsmedlem Emma Houe Mølgaard sig et nyt parti. Hun går til Dansk Folkeparti, som dermed fordobler sit mandattal i byrådet. Med over i sit nye parti tager hun en plads i økonomiudvalget.

V-politiker  forlader byrådet efter seks år

EGEDAL: Betina Hilligsøe (V) har besluttet at forlade byrådet i Egedal med udgangen af januar. Betina Hilligsøe, som ved seneste valg fik næstflest Venstrestemmer efter daværende borgmester Karsten Søndergaard (V), var i forrige periode formand for skole- og udddannelsesudvalget, hvor hun stadig har plads, ligesom hun i denne periode også har siddet i økonomiudvalget. Hun afløses af suppleant Thomas Skov Rasmussen.

R-politiker på orlov stopper helt

KØBENHAVN: Siden marts 2022 har Mette Annelie Rasmussen (R) holdt orlov fra Københavns Borgerrepræsentation på grund af, hvad hun kalder en politisk tænkepause, og nu har hun besluttet at nedlægge sit mandat. Mette Annelie Rasmussen var i gang med sin tredje periode og har også været folketingskandidat flere gange. Hun afløses af Kashif Ahmad, som har været suppleant i snart to år. Han har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen i Hvidovre valgt for Hvidovrelisten, og senere stiftede han og hans brødre Nationalpartiet, før han var omkring Alternativet og endte hos De Radikale. 

Tidligere SF’er melder sig ind i V

ASSENS: Mogens Mulle Johansen, som meldte sig ud af SF lige efter KV21 efter 28 år som byrådsmedlem for partiet, har nu efter to år som løsgænger meldt sig ind i Venstre. Mogens Mulle Johansen forlod SF efter et forløb, hvor han fik langt færre stemme end sin unge partifælle Jeanette Sandberg og derfor ikke fik lov at få partiets udvalgsformandspost. Efter to år som løsgænger ønsker han igen at være medlem af et parti, og bl.a. et godt samarbejde med borgmester Søren Steen Andersen (V) fik ham til at vælge Venstre.

KV21-topscorer trækker sig

TØNDER: Efter mere end et år med politisk ”dobbeltjob” som Moderaternes gruppeformand på Christiansborg og medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder for Tønder Listen er Henrik Frandsen nået frem til, at han ikke kan være begge steder. Derfor trækker han sig fra byrådsarbejdet. Andensuppleant Ruben Baagøe Jacobsen får derfor en permanent plads i byrådet. Han har flere gange været indkaldt som stedfortræder, mens førstesuppleanten, Linda Dam Havmøller, i december 2023 blev fritaget med henvisning til hendes arbejdsmæssige situation.

S-spids og veteran på Fanø forlader sit parti

FANØ: Johan Brink Jensen, som har repræsenteret Socialdemokratiet i Fanø Byråd i 22 år, har meldt sig ud af partiet. Det sker trods forsøg fra de øvrige medlemmer af bestyrelsen - som han selv var formand for - på at overtale ham til at blive. Johan Brink Jensen er bl.a. formand for social- og sundhedsudvalget og har været det i en lang årrække.

Prominent socialdemokrat stopper

KØBENHAVN: Jonas Bjørn Jensen, som er næstformand i S-gruppen i Københavns Borgerrepræsentation, stopper som aktiv politiker på rådhuset med udgangen af januar. I 14 år har han siddet i Borgerrepræsentationen, og han blev en overgang nævnt som et fremtidigt bud på en overborgmester efter Frank Jensen, før valget i stedet faldt på Sophie Hæstorp Andersen. 

Eks-byrådsmedlem er med igen

SVENDBORG: Svendborgs tidligere borgmester Lars Erik Hornemann (V) udtrådte af byrådet fra nytår, fordi han flytter fra kommunen. Han afløses af 2. suppleant Jesper Larsen, da 1. suppleant Karen Kruse af personlige årsager bad sig fritaget. 

Borgmesterskifte er formelt på plads

STRUER: Efter fire måneder som fungerende borgmester i Struer blev Marianne Bredal (V) kort før jul valgt som ny borgmester efter Mads Jakobsen (V), der har valgt at trække sig fra posten efter en sygeperiode med stress. Formelt sker skiftet dog først 1. februar, da Mads Jakobsen først har bedt sig fritaget fra byrådet fra 31. januar. Han afløses i byrådet af første stedfortræder Elin Hamborg. 38-årige Marianne Bredal har siddet i byrådet siden 2005 og var bl.a. formand for teknik-, miljø- og klimaudvalget og gruppeformand for Venstre, før hun overtog borgmester-posten, ligesom hun i en periode har vikarieret i Folketinget. 

22-årig afløser 77-årig i byrådet

FREDENSBORG: Michael Huusom (K) forlod af helbredsmæssige og private årsager byrådet ved årsskiftet. 77-årige Michael Huusom blev valgt første gang ved KV21 og har bl.a. været medlem af arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget og social- og sundhedsudvalget. Hans afløser er 22-årige Celine Lind Jakobsen.

Politiker går til DD efter en tid ude af NB

HEDENSTED: Tidligere medlem af Nye Borgerlige Rune Mikkelsen vil fremover repræsentere Danmarks-demokraterne i byrådet i Hedensted. Han udtrådte af Nye Borgerlige for fire måneder siden og har siden været i kontakt med flere partier. Med hans partiskift sidder DD nu på to af 27 pladser i byrådet.

SF’er vil stoppe efter 22 år i byrådet

ALLERØD: På byrådsmødet 25. januar vil Nikolaj Rachdi Bührmann (SF) anmode om at træde ud af byrådet efter 22 år som medlem. Han og familien har sat huset i Blovstrød til salg og planlægger at flytte tættere på København og altså ud af Allerød Kommune. Han afløses af førstesuppleant Signe Schløer. Hun fik ved KV21 fire flere stemmer end Bührmann, der var spids, men partilisten holdt hende ude. 

Både De Konservative og De Radikale skifter ud

GENTOFTE: To Gentofte-politikere stopper. Børneudvalgsformand Andreas Weidinger (K) flytter ud af kommunen, og den radikale Kristine Kryger siger farvel til kommunalpolitik. Weidinger blev valgt ind ved KV17 og blev ved KV21 nummer to, når det gælder personlige stemmer. Han flytter nu til Frederiksberg og vil fokusere på sin erhvervskarriere. Kristine Kryger har siden august haft orlov og har nu besluttet at trække sig helt med henvisning til travlhed på arbejde og hendes hverv som medlem af regionsrådet, hvor hun for godt et år siden afløste Bettina Bove. Andreas Weidinger afløses i kommunalbestyrelsen af Ann Sophie Friis, mens Ane Palsberg afløser Kristine Kryger. Det har hun i forvejen gjort de seneste måneder.

SF’er springer til Moderaterne

LYNGBY-TAARBÆK: Byrådsmedlem Anne Grete Bülow har forladt SF og meldt sig ind i Moderaterne. Hun var en af tre SF’ere blandt de 21 i byrådet. Hun forklarer, at beslutningen ikke er et negativt fravalg af SF, men et positivt tilvalg af Moderaterne, som ikke fandtes, da hun blev valgt ind i byrådet.

Stedfortræder er nu fast medlem

FREDERIKSHAVN: Tidligere borgmester Kurt Kirkedal Jensen (S) har valgt at udtræde af byrådet i Frederikshavn af hensyn til sit helbred, efter at han har været sygemeldt siden august. Han afløses af  stedfortræder Karl Falden, 72 år, som har siddet i byrådet fra KV13, men som ikke blev genvalgt ved KV21. Han har dog været suppleant for Irene Hjortshøj (S) siden sidste år under hendes sygdom. 

Sket i forvaltningen

Ny erhvervs- og turismechef fra egne rækker

HEDENSTED: Heidi Baltzer Schmidt bliver erhvervs- og turismechef i Hedensted. Hun startede i kommunen som erhvervskonsulent i 2020 og tager nu over for sin tidligere chef Carsten Steffensen. Hun har en butiksuddannelse og har været butiksbestyrer, selvstændig erhvervsdrivende, strategiudvikler, koordinator og PA, ligesom hun har en grundlæggende lederuddannelse.

Direktør går på pension

HILLERØD: Hillerøds direktør for Børn, Skole, Familier og Kultur, Lisbeth Rindom, har valgt at gå på pension 1. april. Hun blev ansat i 2019, hvor hun afløste daværende direktør Anders-Peter Djernes Østergaard. Lisbeth Rindom kom fra en lignende direktørstilling i Halsnæs Kommune.

Museum Jorn henter direktør tilbage fra Viborg

SILKEBORG: Museum Jorn i Silkeborg har ansat Christian Kortegaard Madsen som ny direktør fra 1. april. Han afløser Julie Rokkjær Birch, der tiltræder som direktør for Den Gamle By i Aarhus. Christian Kortegaard Madsen forlod for knap to år siden et job som museumsinspektør på Museum Jorn for at blive leder på Skovgaard Museet i Viborg, og nu vender han altså tilbage til Silkeborg. 

Farvel til skolechef

SØNDERBORG: Birgitte Nørrelund stopper som skole- og uddannelseschef efter gensidig aftale. Hun kom til jobbet i Sønderborg fra Nordfyns Kommune for to år siden og afløste i Sønderborg Erling Andresen, som gik på pension. Han bliver nu konstitueret i stillingen frem til 30. april.

Erfaren ældrechef ansat

LEMVIG: Per Nielsen Elb tiltræder 1. februar som ny ældrechef i Lemvig. Han er 55 år og kommer med erfaring fra knap seks år som ældrechef i Vesthimmerland, godt seks år i forskellige lederfunktioner i Region Midtjylland og senest som område-leder i Horsens Kommune. 

Ældrechef er fratrådt

BORNHOLM: Christina Thorén Lilliedal er fratrådt som ældrechef på Bornholm, efter at hun har været sygemeldt siden november. Indtil videre er sundhedschef Iben Kyhn Riis derfor også konstitueret ældrechef. Christina Thorén Lilliedal kom til Bornholm i marts 2021 fra et job som forstander for et plejehjem i Københavns Kommune. Hun er uddannet sygeplejerske og har også tidligere ledererfaring fra Amager Hospital og Rigshospitalet.

Varde fastansætter personalechef

VARDE: Varde Kommune har ansat Kirsten Bank Olstrøm som chef for Personale, Udvikling og Kommunikation. Hun har været konstitueret i stillingen siden 1. august. Kirsten Bank Olstrøm har været ansat i forskellige stillinger i kommunen siden kommunesammenlægningen i 2007, senest som afdelingsleder for HR og Udvikling.

Ny stabschef ansat

RINGKØBING-SKJERN: Jesper Lemming er ny stabschef for Personale og Digitalisering i Ringkøbing-Skjern efter Karen Marie Kjær Johansen, der gik på pension 1. december. Han er uddannet journalist, har en bachelor i statskundskab og og diplom i ledelse. 

Direktør for Kulturmødet rykker til Smukfest

MORSØ: Kulturmødet Mors, som hvert år i august trækker titusindvis af gæster til øen for at diskutere og opleve kultur, skal have ny direktør. Trine Bang har efter seks år på posten fået nyt job som talsperson og indholdschef på Smukfest i Skanderborg. Hun kom til Mors fra en stilling som programkoordinator for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. 

Sorø Forsyning fyrer direktør og formanden går

SORØ: Sorø Forsyning A/S har fyret den adm. direktør Anders Johansen. Formand Susanne Borggaard (NB) vil som konsekvens af afskedigelsen forlade både formandsposten og bestyrelsen.

Fra Landbrugslotteriet til Destination Bornholm

BORNHOLM: Gitte Tvilling bliver direktør for Destination Bornholm efter Pernille Kofod Lydolph, som forlod stillingen ved årets udgang. Gitte Tvilling er 52 år og i øjeblikket direktør for Landbrugslotteriet, hvortil hun i 2019 blev hentet fra en stilling som marketingchef i Tivoli.  Hun er uddannet cand. merc. i økonomisk markedsføring og har en MBA fra Henley Business School. 

Gammel kending bliver miljøchef

KOLDING: Et velkendt ansigt i Kolding bliver ny chef for området Miljø og Grøn Omstilling under By- og Fællesforvaltningen. 48-årige Merete Valbak afløser 1. februar Jakob Sønderskov Weber, og hun kender både Kolding og hele miljøområdet særdeles godt, da hun fra 2009-2017 var leder af kommunens afdeling for klima og bæredygtighed. Siden har hun været klimakoordinator i Hedensted Kommune.

Ny teknisk chef på plads

LÆSØ: Anni Rulle tiltrådte 1. december stillingen som ny forvaltningschef for Teknik og Havne i Læsø Kommune. Hun er ansat som chef på grund af sine tidligere resultater og engagement i teknisk afdeling. Hun er med det nye job blevet en del af kommunens ledelse sammen med kommunaldirektør Kurt Gadegaard Bennetsen og to andre forvaltningschefer.

Nyt chefjob for bygninger og service besat

LOLLAND: Lolland Kommune har fundet den sektorchef, der fra 1. februar skal stå i spidsen for den nye sektor Service, Bygninger og Faciliteter. Det er Christen Sonnichsen, som er 50 år og uddannet arkitekt og bygningskonstruktør. Han kommer fra en stilling som afdelingsleder af tværgående facility management på Københavns Professionshøjskole. Tidligere har han været bygherrerådgiver i Albertslund Kommune.

Ny leder til presset afdeling

NORDFYN: I Nordfyns Kommunes børne- og familieafdeling kan socialrådgiverne ikke følge med et stigende antal af tunge sager, og det voksende arbejdspres skaber både spændinger internt mellem medarbejderne og mellem medarbejdere og ledelse. Nu har kommunen ansat en ny afdelingsleder efter at have stået uden i en periode. Den nye leder hedder Helle Hedelund Nielsen, og hun kommer fra en lignende stilling i Langeland Kommune. 

Ny kulturchef på plads

RINGKØBING-SKJERN: Når Ringkøbing-Skjerns chef for kultur, natur, fritid og havne, Per Høgh Sørensen, går på pension 1. februar, bliver han afløst af 51-årige Henrik Koch Rasmussen, der kommer fra en stilling som chefkonsulent og tidligere personaleleder i Horsens Kommune. Her har han i ni år bl.a. løst opgaver i forbindelse med afvikling af store koncerter, middelalderfestival og andre store begivenheder.  Han er uddannet jurist og har desuden læst økonomi og har en leder-uddannelse fra Forsvaret samt en dugfrisk Master i offentlig ledelse. 

Ny direktør for Høje Taastrup Fjernvarme

HØJE-TAASTRUP / GREVE: Thomas Hopp tiltræder 1. februar som direktør for Høje Taastrup Fjernvarme som afløser for Astrid Birnbaum, der går på pension. Thomas Hopp kommer fra et job som distributionschef i Veks, og tidligere har han arbejdet som direktør og chef i forsyningsselskabet Fors samt i Energistyrelsen og Hofor. Han er 56 år og uddannet jurist. 

To nye chefer ansat

ODDER: Kort før jul kom der underskrifter på nye chefkontrakter i Odder Kommune. Helle Bøhl-Møller er fra 1. februar  ny chef for Teknik og Miljø. Hun kommer fra en stilling som driftschef i Boligforeningen Ringgården i Aarhus, og inden da har hun arbejdet med BRT-løsninger i Aalborg, ligesom hun har erfaring fra Banedanmark og Aarhus Letbane. På området for Skole- og Dagtilbud hedder den nye chef senest 1. april Henrik Schou. Han er skoleleder i Aarhus Kommune og har derudover haft flere chef- og direktørstillinger inden for skoleområdet. 

Henter ny centerchef i Roskilde

HVIDOVRE: Ny centerchef for Sundhed og Ældre er fra 1. februar 49-årige Christel Damgaard. Hun kommer fra en stilling som leder af Akutpleje og Rehabilitering i Roskilde og har tidligere været leder på ældreområdet i Greve. Hun er uddannet bachelor i ergoterapi og har i 2017 afsluttet en Master i ledelses- og organisationsudvikling. 

Ulrik Winge stopper som direktør

FREDERIKSBERG: En advokatundersøgelse af påstået seksuel chikane på Frederiksberg Rådhus konkluderer, at der ikke er påvist krænkende adfærd, og at kommunens håndtering af episoden i 2022 har været korrekt, og at der således intet grundlag er for yderligere sanktion i forhold til direktør Ulrik Winge end den påtale, han har fået. Alligevel er kommunen og Ulrik Winge blevet enige om at stoppe samarbejdet. Ulrik Winge har været ansat som direktør i tolv et halvt år.

Ny chef for Borger og Arbejdsmarked

VORDINGBORG: 55-årige David Jensen er ny centerchef for Borger og Arbejdsmarked i Vordingborg. Han er uddannet cand.polit. og har gennem de seneste 11 år gennemført lederuddannelser, og han har erfaringer fra Holbæk Kommune, interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Han afløser Lotte Svilling, der efter eget ønske fratrådte ved årets udgang. 

Ny stabschef for Strategi og Politik

NORDFYN: 1. februar tiltræder Charlotte Jakobsen som chef for staben Strategi og Politik i Nordfyns Kommune. Hun kommer fra en stilling som sekretariatschef i det kommunalt ejede havneselskab ADP A/S. Tidligere har hun arbejdet syv år i byrådssekretariatet i Fredericia Kommune, senest som sekretariatsleder.

Esbjerg forfremmer chef til vicedirektør

ESBJERG: Byudviklingschef Peter M. Rexen bliver forfremmet til vicedirektør for Teknik og Miljø i Esbjerg. Kommunaldirektør Rikke Vestergaard fortsætter med også at være direktør i forvaltningen, som hun har været i næsten seks måneder. Kommunen ikke har haft held med at finde en ny direktør, efter at Henrik Studsgaard, som kom til Esbjerg fra et job som departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet og dermed involveret i minksagen, forlod jobbet igen efter blot et halvt år.

Direktør for Teknik, Erhverv og Kultur stopper

NORDFYN: Siden 2008 har Henrik Boesen været direktør i Nordfyns Kommune, men 1. februar skifter han job og starter som direktør for Assens Forsyning. Driftschef Louise Rasmussen konstitueres i stillingen, indtil en ny direktør er på plads. 

Teknisk chef fra Sønderborg til Billund

BILLUND: Mette Pipper Bertelsen tiltrådte 15. januar som chef for Teknik og Miljø i Billund. Hun har mere end 12 års kommunal ledererfaring og har senest arbejdet som chef for Drift og Beredskab i Sønderborg Kommune, hvor hun havde ansvaret for en driftsorganisation med ca. 400 medarbejdere og en ledergruppe på 17 ledere. Før har hun været drift- og anlægschef i samme kommune og afdelingsleder i Kolding Kommune med ansvar for projekteringsafdelingen samt Vej & Park.

Farvel til kommunal-direktør efter ti år

VARDE: Mogens Pedersen stopper som kommunaldirektør i Varde, når han 1. marts tiltræder som direktør for Hvide Sande Havn. Han har været kommunaldirektør siden 2014. Inden da varetog han forskellige direktørområder i Ringkøbing-Skjern Kommune. Mogens Pedersen tager over som havnedirektør efter Poul Erik Jessen, som i september pludseligt stoppede på Hvide Sande Havn efter gensidig forståelse. Byrådet har konstitueret direktør for Børn, Læring og Job Britta Boel som kommunaldirektør fra 1. marts. 

Regioner

Silkeborgenser overtager V-plads 

MIDTJYLLAND: Poul Berggreen indtræder som nyt Venstre-medlem af regionsrådet, efter at stemmeslugeren Ulrich Fredberg har bedt om at udtræde. Ulrich Fredberg blev for alvor kendt i offentligheden, da han for snart fire år siden blev fyret fra sit job som overlæge på Regionshospitalet Silkeborg til personalets store protester. Han er vred over, at regionens seneste sparerunde har ramt samme sygehus, men officielt udtræder han, fordi hans arbejde i både Frederikshavn og København gør det svært at indpasse det politiske arbejde. Han afløses af Poul Berggreen, som bor i Silkeborg og også har været stærkt engageret i støtten til det lokale sygehus. Han har flere gange været indkaldt som suppleant og er også suppleant i byrådet i Silkeborg.

Tidligere chef i Aalborg er ny hospitalsdirektør 

MIDTJYLLAND: De 4.300 medarbejdere i Hospitalsenhed Midt, som består af regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, får fra 1. februar ny hospitalsdirektør, Brian Brøndum Møller. Han har i en kort periode været selvstændig konsulent i CoGenerate med speciale i sundhedsvæsenet. Inden da har han siden 2016 været klinikchef på Aalborg Universitetshospital, en stilling, han efter eget valg forlod tidligere på året i forbindelse med en omstrukturering.

Ny projektdirektør for trængt hospitalsbyggeri 

NORDJYLLAND: Region Nordjylland har udpeget en ny projektdirektør, der skal styre og færdiggøre Hospitalsbyen i Aalborg Øst, der længe har været ramt af byggeproblemer. Det bliver Asger Schou, der kommer fra en stilling i Region Midtjylland som projektdirektør på Regionshospital Gødstrup. Han har også tidligere som byggechef været med til at gennemføre det ny Aarhus Universitetshospital, og han var byggechef på en ny akutmodtagelse til Hospitalsenhed Midt i Viborg. 

Rokader i to midtjyske udvalg

MIDTJYLLAND: I Region Midtjyllands psykiatri- og socialudvalg tager Else Søjmark (S) over som formand efter Jacob Klærke (SF), der fortsætter som menigt medlem. Næstformandsposten forbliver i hænderne på Rose-Marie Mollerup (Psykiatrilisten). Rokaden er en del af en større omstrukturering, hvor Birgit Marie Christensen (S) og Lone Dybdal (S) træder ind som nye medlemmer i udvalget for nære sundhedstilbud, mens Gitte Færgemann (S) og Else Søjmark forlader udvalget. Samtidig afløser Susanne Buch Else Søjmark i Sundhedssamarbejdsudvalget og overtager formandsposten for udvalget for nære sundhedstilbud. 

Organisationer 

Ny destinations-direktør i Sønderjylland

Destination Sønderjylland har ansat 39-årige Kirsten Rudbeck som ny direktør. Hun kommer fra en stilling som Erhvervs-turismechef i Destination Fyn, hvor hun sammen med sit team har arbejdet med at trække møder og konferencer til Fyn. Derudover har hun tidligere arbejdet som Senior Projekt-leder i VisitAarhus. Ifølge bestyrelsesformand Jakob Lei har Kirsten Rudbeck mere end 15 års dybdegående erfaring inden for turisme, stakeholder management og nationale og internationale samarbejder.

Folketinget

Aabenraa-politiker afløser i Folketinget under barsel

Byrådsmedlem i Aabenraa Theis Kylling Hommeltoft (S) bliver midlertidigt folketingsmedlem i stedet for politisk ordfører Rabjerg Madsen, der går på tre måneders orlov med sit tredje barn. Rasmus Stoklund er politisk ordfører for S imens, samme rolle som han havde i 2022. Ovidiu George Nechitoi er stedfortræder i Aabenraa i perioden.

Ministeren får ny særlig rådgiver

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har ansat en ekstra særlig rådgiver i skikkelse af den 29-årige journalistuddannede Magnus Ulveman. Han kommer fra en stilling som særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen (V). Magnus Ulveman har tidligere været mediechef i Dansk Erhverv, kontorchef i Fødevareministeriet, pressechef for udviklingsministeren og i en periode fungerende presse- og kommunikationschef i Sundheds- og Ældreministeriet.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR