Kommunen.dk
MENU

Partiskift, fyringer, jobskifte og dødsfald

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning i månedens løb. Artiklen bygger på navnehistorier fra vores søstermedie DK Nyt.

Partiskift, fyringer, jobskifte og dødsfald

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning i månedens løb. Artiklen bygger på navnehistorier fra vores søstermedie DK Nyt.
Øverst fra venstre: Andreas Jegstrup, Karen Margrete Høj Madsen, René Gotfredsen Nielsen, Kurt Bennetsen, Camilla Meyer,  
Morten Bøgelund Andersen, Niels Højberg og Mette Touborg.
Øverst fra venstre: Andreas Jegstrup, Karen Margrete Høj Madsen, René Gotfredsen Nielsen, Kurt Bennetsen, Camilla Meyer,   Morten Bøgelund Andersen, Niels Højberg og Mette Touborg.

Sket i byrådene

S-veteran i Slagelse går og smækker hårdt med døren

SLAGELSE: Efter tre valgperioder i daværende Korsør Byråd og fem i nuværende Slagelse Byråd har det atter genvalgte byrådsmedlem Anders Nielsen smækket med døren til Socialdemokratiet. Han har meldt sig ud for at blive løsgænger, skriver sn.dk.

Farvellet skyldes utilfredshed med den behandling, han er blevet til del i forbindelse med KV21, først ved at blive placeret på en 20.-plads på opstillingslisten, og dernæst ved at gå fra tre udvalgspladser til en enkelt. Sidstnævnte efter direkte opfordring fra den socialdemokratiske partiforening i hjembyen Korsør.

"En decideret heksejagt" kalder han det overfor sn.dk, og på grund af "den store mangel på anstændighed og ordentlighed, der præger Socialdemokratiet her lokalt" har han nu meldt sig ud for foreløbig at forsætte som løsgænger. Han regner dog "bestemt ikke" med at være det i hele valgperioden, siger han uden at ville komme sin politiske fremtid nærmere end det.

Eks-NB løsgænger lander i V 

VIBORG: Partiløsheden blev kortvarig for byrådsmedlem Leo Nørgaard, som en uge ind i valgperioden forlod Nye Borgerlige, som han blev valgt for. I stedet blev han løsgænger, men ikke ret længe. Nu er han medlem af Venstre. Med skiftet lægger Venstre yderligere et mandat oven i de to, partiet gik frem ved KV21. Leo Nørgaard havde ifølge eget udsagn også overvejet Liberal Alliance, men foretrak fællesskabet i en større partigruppe. LA fik ikke nogen valgt, og derfor ville Leo Nørgaard i givet fald have udgjort en enmandsgruppe. Nu bliver han i stedet en af 13 i V-gruppen.

Dødsfald: Tidligere byrådsmedlem Henrik Stougaard, 70 år

ROSKILDE:  Tidligere byrådsmedlem Henrik Stougaard er død, 70 år gammel. Det sker efter kort tids sygdom.Han trak sig i marts tilbage som byrådsmedlem, efter han siden 2013 havde repræsenteret Enhedslisten. Før det havde han i flere år siddet i byrådet for SF og havde en kort afstikker til Roskildelisten. I alt 35 år i byrådet blev det til.

Dødsfald: Byrådsmedlem Jørgen Rassi Rasmussen, 62 år

Byrådsmedlem Jørgen Rasmussen (S) er død, 62 år gammel. Han blev indlagt i efteråret og måtte følge valgkampen fra sin sygeseng. "Rassi", som han blev kaldt, opnåede ikke genvalg ved KV21, men har et langt politisk engagement bag sig i byrådet og som lokalformand for SF. 

Dødsfald: Byrådsmedlem Anja Daugaard, 56 år

VEJLE: Byrådsmedlem Anja Daugaard er død, 56 år gammel. Hun blev i starten af november ramt af en blodprop i hjertet. Anja Daugaard har siddet i byrådet i otte år, først for Venstre, som hun blev ekskluderet fra i efteråret 2013 efter at have kaldt partifæller "middelmådige bønder", og ved KV17 blev hun valgt for Liberal Alliance, som hun og en række partifæller forlod i august i år for at stifte Liberal Borgerliste. Hun opstillede ved KV21 for listen, dog uden at blive valgt.

Nyvalgt for V bliver løsgænger

KØGE: Murad Ünsal, som ved KV21 blev nyvalgt for Venstre i Køge, har meldt sig ud af partiet og bliver løsgænger. Han føler ikke længere, at han hører hjemme i partiet, lyder begrundelsen i en pressemeddelelse fra partiet, som han ikke selv ønsker at uddybe. Få dage efter valget kritiserede Murad Ünsal, at Venstre gik med i konstitueringsaftalen bag borgmester Marie Stærke (S). "Jeg er VU'er og ultraliberal, og vi havde ikke ventet, at vi skulle støtte en rød borgmester," sagde han til avisen. 

Dødsfald: Byrådsmedlem Henrik Friis, 64 år

FAXE: Byrådsmedlem Henrik Friis (SF), Faxe, er død efter længere tids sygdom, 64 år. I det civile liv var han direktør for Karise Fonden, og blev efter forgæves forsøg ved KV09 og KV13 valgt til Faxe Byråd ved KV17 som sit partis eneste repræsentant. I den netop indledte valgperiode er SF i Faxe er for første gang i kommunens historie repræsenteret med to medlemmer. Skønt på sygeorlov siden sommer var Henrik Friis stærkt engageret lige til det sidste, men nåede altså ikke at opleve dette.

S-byrådsmedlem får lov at blive i Folketinget

KERTEMINDE: Folketings- og fra nytår også byrådsmedlem Jan Johansen (S) har fået dispensation af sit parti til at bestride begge poster, indtil folketingsmedlemskabet ophører ved næste folketingsvalg. Socialdemokratiet er ellers modstander af dobbeltmandater, ligesom Jan Johansen selv var, da han blev valgt ved FV11 og i den anledning udtrådte af Kerteminde Byråd. Nu er han imidlertid "blevet mere erfaren" og mener godt, han kan passe begge hverv, siger han med henvisning til, at det højst bliver frem til juni 2023, når næste folketingsvalg senest skal være holdt. Han nævner selv ønsket om at "gøre sit arbejde færdigt" som begrundelse for sin dispensationsansøgning. Foruden det får dispensationen den effekt, at han ved sin afgang fra Folketinget i forbindelse med et folketingsvalg kommer ind under reglen om to års eftervederlag.

K-politiker skifter ståsted igen

RANDERS: I januar 2021 forlod byrådsmedlem Christina Kjærsgaard Venstre til fordel for De Konservative. Nu har hun tilsluttet sig den nyvalgte liste Østbroen, der som mærkesag har modstand mod kommunens forestående store klimaprojekt, Klimabroen. Listen Østbroen, der går ind for et andet mere østligt broforløb end Klimabroen, får dermed tre pladser. Hun kritiserer dels De Konservative for i konstitueringsaftalen at have bundet sig til at stemme for Klimabroen efter i valgkampen at have stillet sine kandidater frit. Dels for kun at have forhandlet sig frem til poster til spidskandidaten Daniel Madié.

Sket i forvaltningen

Lemvig finder ny chef for vej og park internt

LEMVIG: 39-årige Kim Verner Pedersen er ny chef for park- og vejafdelingen i Lemvig Kommune. Han er uddannet skov- og landskabsingeniør og afløser Hanne Underbjerg Nielsen, der går på pension. Kim Verner Pedersen kommer fra en stilling som driftsleder i park- og vejafdelingen. Han får også ansvar for vedligeholdelse af Lemvig Havn, Lemvig Marina og Thyborøn Lystbådehavn, da teknik- og miljøafdelingen har besluttet, at drift af havne og marinaer i kommunen nu hører under park og vej.Inden Kim Verner Pedersen kom til kommunen i 2017 var han blandt andet skovfoged i Viborg og har arbejdet med miljølovgivning i Struer Kommune. 

Sønderborg har fundet sin nye skolechef

SØNDERBORG: Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Birgitte Nørrelund som ny skole- og uddannelseschef i Sønderborg fra 1. februar. Hun kommer fra et job som leder af center for læring og trivsel i Nordfyns Kommune. Derudover har hun ni års erfaring som vice- og skoleleder på skoler i Middelfart og Kerteminde. Hun stillede op for De Konservative ved kommunalvalget i Odense og blev førstesuppleant. Birgitte Nørrelund afløser Erling Andresen, som har valgt at gå på pension.

Herning henter ny økonomichef i Horsens

HERNING: 40-årige Thomas Astrup Bæk bliver Herning Kommunes nye økonomichef fra 1. marts, oplyser kommunen. Han kommer fra en stilling som budget- og analysechef i Horsens Kommune, hvor han har været i fire år. Thomas Astrup Bæk er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2009 og har blandt andet arbejdet hos Vive og Aarhus Kommune, før han kom til Horsens. Han bor i Skanderborg med sin familie. Han overtager den ledige chefpost efter Anne Marie Muff, som er blevet chef for økonomi, personale og it i Fredericia.

Sorø siger farvel til sin vicekommunaldirektør
jegstrup-medium[1] 
Andreas Jegstrup

SORØ: Vicekommunaldirektør i Sorø, Andreas Jegstrup, fratrådte sin stilling 23. december. Dermed skrives endnu et kapitel i et turbulent halvår i Sorøs øverste ledelse. I august afslørede DR, at daværende kommunaldirektør Søren S. Kjær havde brugt kommunens kreditkort til private indkøb. Han sagde selv op, men efterfølgende valgte kommunalbestyrelsen at melde ham til politiet. Andreas Jegstrup blev derefter konstitueret i stillingen, indtil Henning Daugaard blev hentet til jobbet fra et direktørjob i Frederiksberg Kommune. Andreas Jegstrup kom til kommunen i april fra et job som rådgiver ved Nexus Interim Management, og han har tidligere været økonomi- og socialdirektør i Ringsted i ni år og økonomi- og ældrechef i København i fem år.

Ny chef for Plan, Teknik og Miljø
Karen_Margrethe_Hj_Madsen(1)[1] 
Karen Margrete Høj Madsen

SKANDERBORG: Karen Margrete Høj Madsen bliver fra februar næste år chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg. Siden 2018 har hun været chef for By og Plan i Billund Kommune, og undervejs har hun også været konstitueret direktør for Teknik og Miljø. Før det var hun afdelingsleder for området Projekter og Bæredygtighed i Aarhus Kommune. Karen Margrete Høj Madsen er 43 år og bor med familien i Østbirk. Hun er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og har siden taget en MBA fra Aarhus Universitet.

 

Køge får ny ældre- og sundhedschef
Camilla%20Meyer,%20Ældre-%20og%20sundhedschef(1)[1] 
Camilla Meyer

KØGE: Camilla Meyer tiltræder som ældre- sundhedschef i Køge Kommune 1. februar. Hun skal dermed stå i spidsen for det borgernære ældre- og sundhedsområde, oplyser kommunen.

50-årige Camilla Meyer kommer fra en stilling som chef for Det nære sundhedsvæsen i Greve og har derudover erfaring fra tidligere ansættelser som Sundhedschef i Faxe og leder af Visitationen i Lolland Kommune. Camilla Meyer er oprindeligt uddannet både sygeplejerske og sundhedsplejerske og har dertil to masteruddannelser i henholdsvis Folkesundhed og Offentlig administration og ledelse.

 

 

Køge konstituerer direktør internt

KØGE: Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef Bjarne Andersen har fra årskiftet været  konstitueret velfærdsdirektør i Køge Kommune. Han erstattede Mette Olander og skal sidde på posten, indtil den nye direktør er fundet. Bjarne Andersen har været ansat i kommunen siden 2004, siden 2007 som ansvarlig for arbejdsmarkedsområdet og siden 2018 som Borgerservice og Arbejdsmarkedschef.

 

Ny direktør fuldender direktions-trekløver
Morten_B_Andersen-medium[1] 
Morten Bøgelund Andersen

GREVE: 43-årige Morten Bøgelund Andersen fuldender den tre personer store direktion i Greve Kommune, når han tiltræder som direktør 1. februar. Stillingen blev ledig, da tidligere direktør Anne-Sofie Degn blev ansat som kommunaldirektør, efter at have været konstitueret i stillingen, efter fyringen af den tidligere kommunaldirektør Claus Thykjær. Morten Bøgelund Andersen begyndte sin karriere som lærer og har siden arbejdet sig op gennem det kommunale hierarki og taget den relevante efteruddannelse. Han har senest været direktør i Allerød Kommune i seks år.

 

 

 

 

 

Esbjerg henter direktør i Hedensted
Esbjerg-medium[1] 
René Gotfredsen Nielsen

ESBJERG: 53-årige René Gotfredsen Nielsen sætter sig 1. februar i direktørstolen i Børn & Kultur i Esbjerg Kommune. Han afløser Jørn Henriksen, der går på pension til årsskiftet. René Gotfredsen Nielsen kommer fra en stilling som direktør for Social Omsorg i Hedensted, hvor han har været siden august 2016. Før det, var han direktør for Læring (Børn og Unge) i kommunen. Han har desuden haft chef- og direktørposter i Langeland, Vejle, Give og Ølgod kommuner.René Gotfredsen Nielsen er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse og en master i offentlig ledelse. Mette Lindkær fungerer som konstitueret direktør indtil René Gotfredsen Nielsen tiltræder.

 

 

 

 

 

Aarhus skal have ny stadsdirektør
Niels_H__jberg-medium[1] 
Niels Højberg

AARHUS: Aarhus må på jagt efter en ny stadsdirektør i det nye år. Niels Højberg fratræder sin stilling med udgangen af februar for at blive ledelsesekspert og rådgiver ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har stået i spidsen for Aarhus' administration i 13 år og været leder af kommunens kriseledelse under hele pandemien. Det oplyser kommunen. Niels Højberg tiltræder sit nye job ved universitetet 1. marts, og kommunen indleder nu en proces for at finde hans afløser.

 

 

 

 

 

Læsø har fundet sin nye kommunaldirektør
Kurt_Bennetsen-medium[1] 
Kurt Bennetsen

LÆSØ:  52-årige Kurt Bennetsen, som bor i Nørresundby, bliver den nye kommunaldirektør på Læsø. Han afløser Peter Pietras, som i oktober blev fritstillet efter sagen om et ulovligt skur på hans sommerhusgrund. Kurt Bennetsen kommer fra en stilling som direktør i erhvervsnetværket Erhverv Norddanmark gennem tre et halvt år. Tidligere har han blandt andet været projektkoordinator i Aalborg Havn, direktør i Spar Nord, socialchef i daværende Hobro Kommune, skole- og socialchef i daværende Løkken-Vrå Kommune og løn- og budgetchef i Kolding Kommune. Derudover har han haft en række bestyrelsesposter. Læsø Kommune forventer, at han med sin baggrund i både den kommunale og private sektor kan og skal være med til at skabe sammenhængskraft blandt alle aktører på og omkring Læsø, der er afgørende for at realisere Læsøs vision om at skabe et bæredygtigt samfund med fortsat selvstændigt kommunalt styre, oplyser kommunen.

Ny centerchef på plads

NÆSTVED: Daniel Gottrup bliver ny centerchef i Center for Børn og Unge i Næstved Kommune pr. 1. februar. Det oplyser kommunen, hvor et enigt ansættelsesudvalg har peget på den 42-årige, der har boet i Næstved det meste af sit liv. Han kommer fra en stilling som chef for Center for Børn og Læring i Stevns Kommune. Han er uddannet cand.merc. med speciale i strategi, organisation og ledelse. Han har tidligere arbejdet i det Grønlandske Selvstyre, hvor han blandt andet har været souschef i Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke.

Erhvervs- og turistchef stopper

SØNDERBORG: Chef for Erhverv og Turisme i Sønderborg, Pernille Refshauge, stopper i stillingen, oplyser kommunen.  Lasse Sønderup bliver konstitueret i jobbet. Han er leder af Virksomhedsservice og Kompetencecenter i Jobcenteret.

Ny ældrechef på plads

BRØNDBY: Klaus Godsk Kolberg tiltræder som ny chef for Ældre og Omsorg, oplyser Brøndby Kommune. Han afløser dermed Lisbeth Sommer, der efter 15 år på posten går på pension. Han har cheferfaring på både social- og ældreområdet fra flere kommuner - men også erfaring fra både det regionale sundhedsvæsen, den private sektor, fælleskommunale selskaber samt en kort periode i et ministerium. Klaus Godsk Kolberg er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

Aalborg henter ny bibliotekschef i Skive

AALBORG/SKIVE: Aalborg Kommune har fra årsskiftet ansat Kristine Nygaard som ny bibliotekschef. Hun erstatter Kirsten Boelt, som gik på efterløn i sommer. Kristine Nygaard er uddannet bibliotekar og har 25 års erfaring fra biblioteksverdenen. Siden 2014 har hun været bibliotekschef i Skive Kommune og her blandt andet været med til at udvikle nye visioner og strategier for biblioteket, en opgave hun også skal løse i Aalborg. Aalborg Bibliotekerne består af et hovedbibliotek, ni lokalbiblioteker, et servicepunkt, to bogbusser, en bogbil samt HistorieAalborg (Aalborg Stadsarkiv, Det Danske Udvandrerarkiv og Aalborg Bibliotekernes Lokalsamling).

Regionerne

Tidligere borgmester bliver sygehusdirektør
Touborg-medium[1] Mette Touborg

SJÆLLAND / LEJRE: Lejres tidligere borgmester Mette Touborg bliver fra 1. marts direktør på Holbæk Sygehus. Touborg var borgmester i Lejre for SF fra 2009-2016, hvor hun kvittede kæden for et direktørjob i Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning. Hun håber, den kommunale erfaring kan hjælpe hende med at styrke det tværsektorielle samarbejde.Hun er uddannet sygeplejerske og var i sin politiske karriere medlem af KL's bestyrelse og næstformand i SF. Holbæk Sygehus er et af regionens fire akutsygehuse. Mette Touborg erstatter Torben Dencker Rasmussen, som har valgt at gå på pension. 

 

 

 

 

 

Ulla Astman stopper som nordjysk S-spids

NORDJYLLAND: Efter KV21 måtte regionsrådsformand Ulla Astman (S) overlade posten som politisk overhoved i Region Nordjylland til Mads Duedahl (V).  Ny oplyser TV2 Nord, at hun ikke igen vil være sit partis spidskandidat, at hun slet ikke genopstiller til regionsrådet i 2025, og at hun nu går på jagt efter et civilt job. Hun fortsætter som menigt medlem af sundhedsudvalget og udvalget for uddannelse, arbejdsmiljø og rekruttering. 51-årige Ulla Astman har været regionsrådsformand næsten siden kommunalreformen i 2007 - og blev dermed den indtil videre længst siddende formand i de fem regioner.

Projektdirektør trækker sig

NORDJYLLAND: Region Nordjylland skal finde en ny direktør til at stå i spidsen for færdiggørelsen af Nyt Aalborg Universitetshospital samt øvrige anlægsprojekter i regionen. Nuværende projektdirektør Niels Uhrenfeldt har meddelt, at han fratræder i løbet af 2022, da han ønsker at gå på pension, skriver regionen i en pressemeddelelse. Formelt vil Niels Uhrenfeldt først fratræde sin stilling til sommer, men da han skal afvikle ferie, vil en ny leder af Projektafdelingen tage over 1. april 2022, hvor der også vil være tid til en overdragelsesperiode. Regionen satser derfor på at indlede rekrutteringsprocessen efter en ny direktør snarest muligt. Hospitalsbyggeriet går til sommer ind i en ny fase, da håndværkerne efter planen skal være færdige, og indretningen af bygningerne med installationen af udstyr m.m. begynder. Hospitalet ventes at stå klart i 2023.

Organisationer

Eks-rådmand stopper som erhvervsdirektør

Tidligere kulturrådmand Marc Perera Christensen er nu også fortid i som direktør for Erhverv Aarhus, hvortil han skiftede for tre år siden. Bestyrelsen for organisationen "ønsker en ny profil til direktørposten", lyder begrundelsen. De to parter har indgået en gensidig fratrædelsesaftale. Marc Perera Christensen er stoppet straks. En ny direktør skal "intensivere arbejdet med paletten af strategiske forretningsområder", meddeler Erhvervs Aarhus' bestyrelse. Indtil posten bliver besat, er kommunikationschef Jesper Theil konstitueret som direktør.

Kommunernes teknikchefer har skiftet formand

Efter fire år på formandsposten for Kommunalteknisk Chefforening (KTC) har Lars Mørk, direktør i Hillerød Kommune, overladt hvervet til teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden fra Kalundborg Kommune. Den nye formand har siddet i KTC's bestyrelsen siden 2018 og var inden da faggruppeformand i årene 2014-2018. Han kalder KTC "Danmarks største faglige tænketank" og har som vigtigste fokus fortsat at kunne bidrage med faglige input.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR