Partiet der glemte sig selv

Få år før sit 100 års jubilæum er De Konservative tæt på at afgå ved døden. Krisen stikker dybere end nogensinde og handler ifølge konservative debattører mere om en tabt sjæl end personlige skandaler. 

nedtur

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

De fleste husker nok stadig billederne fra Helsingør-motorvejen. Fronten af den smadrede sølvgrå Mazda 626. Betonklodsen hvor det øverste hjørne er knust, og skiltet der er slynget frem foran bilen. Her, 500 meter før afkørsel 15 mod Lundtofte, sluttede Hans Engells politiske karriere natten til den 20. februar 1997. 

Promillen lå på 1,37 og manden var ”Færdig”, som spisesedlen fra hans senere arbejdsplads, Ekstra Bladet, få dage efter proklamerede. De Konservative var i forvejen under pres og indkasserede ved det efterfølgende valg en syngende lussing. 27 mandater blev til 16 og opbakningen i befolkningen var røget under de magiske 10 procent.

Her præcis femten år efter ved vi, at det ikke var et forbigående fænomen. Hans Engells udskejelser var måske udtryk for en personlig brist, men set i bagklogskabens lys bliver det også tolket som et symptom på en dybere politisk krise i partiet. Han kom jo direkte fra en bedre middag med sine gruppefæller.

Efter det dårligste valg nogensinde kæmper Folketingets mindste parti nu for at rejse sig. Men i øjeblikket er oddsene ikke gode. 

Nogenlunde samtidig med at Lars Barfoed officielt gik i gang med at skabe et ’konservativt kompas’ og at revitalisere partiets program på en konference i Ringsted sidst i januar, præsenterede Berlingske en meningsmåling, der gav De Konservative opbakning fra sølle 2,6 procent af vælgerne.

Spærregrænsen truer, og for nyligt blev der fulgt op med en ny meningsmåling, som viste, at hver fjerde dansker tror, at partiet ryger helt ud af Folketinget.

Nu er det ikke sikkert, om det er udtryk for en skarp politisk analyse eller ren ønsketænkning fra den fjerdedel af vælgerne. Professor og valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet har i hvert fald svært ved at forestille sig, at det skulle gå så galt.

 ”Det tror jeg ikke. Et parti som De Konservative har muligheden for pludseligt at finde sig selv og komme på benene igen med en dygtig leder, der er i stand til at udtrykke en god fortælling, som folk har lyst til at være en del af,” siger Johannes Andersen.

Kylle, Rylle og Pylle er fortid

Han peger på, at partiet i 90’erne fandt en del af sin selvopholdelsesdrift i de tre unge, lyshårede piger, som gik under betegnelsen ’Kylle, Rylle og Pylle’ (Lene Espersen, Gitte Seeberg og Henriette Kjær, red.). For en tid blev unge piger overrepræsenteret hos De Konservative.  

Billeder fra partiets konference i Ringsted i januar viser med al tydelighed, at det ikke er sådan i dag. Hvis nogen var overrepræsenteret her, var det skaldede og gråhårede mænd.

Men selv om personer er en afgørende faktor i moderne politik, så mener Johannes Andersen ikke, at de seneste års mange dårlige personsager blandt de konservative topfolk, er den egentlige årsag til partiets krise. 

Han starter i stedet tilbage i 1980’erne, hvor Schlüter foretog et afgørende kursskifte, der bragte Konservative ind på midten af dansk politik. Schlüter overtog i 1974 et parti, der var hårdt ramt efter jordskredsvalget i 1973, og som i 1975 kun fik 5,5 procent af stemmerne. I 1984 fik partiet sit bedste valg nogensinde med opbakning fra over 23 procent af vælgerne. Man havde rejst sig, men succesen havde en stakket frist.

”Det var første gang man skiftede det grundlæggende vælgersegment ud fra et traditionelt, konservativt segment til også at indbefatte en stor del af middelklassen. Men i 1990’erne bliver man bombet tilbage på begge fronter, fordi Venstre med Anders Fogh Rasmussen gennemfører et lignende paradigmeskift,” siger Johannes Andersen.

Taktisk fnidderfnadder

For Venstre har det ikke været så stort et problem at fjerne fokus fra de klassiske kernevælgere, da bønderne efterhånden kun udgør en marginal del af befolkningen. Hos De Konservative er problemet større. 

Johannes Andersen vurderer, at otte til ti procent af de danske vælgere egentlig er konservatives kernegruppe.  Men partiets usikre midterkurs har gjort mange rodløse, og disse vælgere flakker nu rundt mellem Konservative, Venstre, Liberal Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Den diagnose vækker genklang i Konservatives egne rækker. Blandt andre hos Frederiksberg-rådmand og folketingskandidat Nikolaj Bøgh, der har skrevet en bog om partiets historie med særligt fokus på brødrene Aksel og Poul Møller – to centrale skikkelser i partiet før, under og efter 2. Verdenskrig, og som begge i kortere perioder var politiske ledere i 50'erne og 60'erne.

Han peger på, at det ikke kun er partiets aktuelle ledelse, der oplever massiv modvind, men at en lang række formænd og politiske ledere har haft svært ved at nå i nærheden af storhedstiden i 1980’erne.

 ”Det peger for mig på, at det ikke er et personproblem. Det er først og fremmest et problem med, hvad det er for nogle holdninger, man står for. Og jeg tror, at den helt afgørende årsag er, at man har været for dårlig til at kommunikere, hvad konservatisme er,” siger Nikolaj Bøgh.

Han mener, at partiet i 1970’erne blev alt for taktisk og praktisk orienteret i sin måde at drive politik. Prisen var, at man glemte sine egne grundlæggende holdninger.

”Venstre skulle være vores adgangsbillet til at komme i regeringen, og alt det taktiske fnidderfnadder betød, at vi kom til at ligne dem alt for meget. Det skete på bekostning af Konservatives egen identitet, og derfor står vi nu med et halv-liberalt parti i stedet for et konservativt parti,” siger Nikolaj Bøgh.

Konservativ klemme

Også den konservative debattør og kulturforsker ved Syddansk Universitet, Kasper Støvring, mener, at De Konservatives aktuelle krise handler om andet og mere end dårlig ledelse. 

”Den primære årsag er strukturel. Partiet er blevet splittet på mange forskellige måder, og kerneværdierne er blevet overtaget af andre partier. Liberal Alliance er løbet med den økonomiske del, som handler om reform af velfærdsstaten, mens Dansk folkeparti er løbet med værdipolitikken.” 

Kort og lidt karikeret sagt har Dansk Folkeparti snuppet fanen, hvor der står ’Gud, kongen og fædrelandet’, mens Liberal Alliance er blevet den mest højtråbende kritiker af det danske velfærdssystem.

Selv om De Konservative har tabt flest vælgere til Venstre, så er klemmen med Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden en god illustration af udfordringerne set i et historisk perspektiv.

Ifølge Johannes Andersen afspejler det en samfundsudvikling, hvor erhvervslivet har løsrevet sig fra den nationalstatslige kuvøse for i stedet at blive stadig mere internationalt og globalt.

Bukserne sprækkede

Det har gjort det sværere og sværere for De Konservative at skræve over værdier baseret på et stærkt nationalt fællesskab og samtidig forfægte erhvervselitens interesser. Til sidst er bukserne sprækket og Konservative faldet ned mellem de to stole. Nu prøver man så at finde af, om bukserne kan lappes, eller om de skal skiftes helt ud.

Kasper Støvring køber dog ikke præmissen om, at der skulle være en modsætning mellem det moderne samfund og konservative værdier. Problemet er, at Det Konservative Folkeparti de seneste år entydigt har forsøgt at appellere til et relativt lille erhvervslivs-segment ved hele tiden at tale om lavere skatter.

”Jeg mener, at der er rig mulighed for, at De Konservative kan træde op på scenen igen. Man skal bare gøre det, og markere sig som konservativ, det er det partiet har været for dårligt til. Men jeg kan også have min tvivl, om det vil ske lige nu,” siger Kasper Støvring. 

 

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet