Parti- og jobskift, ansættelser, fyringer og dødsfald
Parti- og jobskift, ansættelser, fyringer og dødsfald

Sket i byrådene
Nok en direktør forlader borgmester - nu frivilligt
FREDERIKSBERG / KØBENHAVN: Det tynder ud i det øverste chef-lag i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning. Først fratog borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i oktober direktør Marianne Sørensen ansvaret for jobcentrene, hvilket fik hende til at søge væk. I januar fyrede borgmesteren sin øverste embedsmand, adm. direktør Line Nørbæk, hvilket affødte en stribe protester. Sagen bliver nu undersøgt af kommunens borgerrådgiver. Tilbage i direktionen var ressourcedirektør Jeppe Bøgh Andersen, som blev konstitueret adm. direktør, samt konstitueret fagdirektør Marianne Becker Andersen, og nu forlader førstnævnte også forvaltningen. Han er ansat af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg som ny direktør for Social, Sundhed og Arbejdsmarked. Jeppe Bøgh Andersen er 50 år, uddannet cand.scient.pol. og har tidligere været økonomidirektør i Gentofte. Han tiltræder 1. april. Udover Stig Henneberg og Jeppe Bøgh Andersen består direktionen i Frederiksberg fremover af børne- og ungedirektør Nina Eg Hansen og by-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge.
Udvalgsformand er konkurs
KOLDING: Udvalgsformand i Kolding Merete Due Paarup (R) har indgivet konkursbegæring på sit firma ImageConsult. Hun har drevet reklame- og kommunikationsbureauet i 20 år, men ser sig altså nu tvunget til at dreje nøglen om - blandt andet efter flere langtidssygemeldinger og barsler hos personalet sammen med corona. Merete Due Paarup er sammen med SF og Socialdemokratiet arkitekterne bag den nye magtfordeling og udvalgsstruktur i Kolding Byråd, hvor hun selv er formand for et af to nye overordnede visionsudvalg.
Ellen Trane Nørby vil ud af Folketinget
SØNDERBORG: Ellen Trane Nørby (V) vil stadig gerne være borgmester i Sønderborg, men Folketinget forlader hun ved næste valg. Hun bliver tiden ud, men genopstiller ikke. Hun var et af de folketingsmedlemmer, der prøvede lykken i det kommunale ved KV21, og selv om det ikke lykkedes for hende at vælte borgmester Erik Lauritzen (S), fik hun et flot valg, mens borgmesterpartiet gik et mandat tilbage. I stedet for Folketinget går hun nu efter et civilt job, der kan kombineres med byrådsarbejdet og borgmesterambitionen.
Skifter til K fra lokalliste
GULDBORGSUND: Guldborgsundlistens byrådsmedlem Camillo Krog, der har været i byrådet siden KV17, skifter parti til De Konservative. Dermed er lokallistens byrådsgruppe nede på seks medlemmer, og den konservative gruppe oppe på tre.
Alex Ahrendtsen genopstiller alligevel
ODENSE: Folketingsmedlem og tidligere viceborgmester i Odense Alex Ahrendtsen (DF) har besluttet sig for alligevel at stille op til det næste folketingsvalg. Ahrendtsen, der har siddet i Folketinget for DF siden 2011, sagde ellers i maj sidste år, at han ikke ville genopstille, fordi han savnede at have et normalt liv. Han fortæller nu, at valget af Morten Messerschmidt har givet ham glæde og energi til at fortsætte i Folketinget. Alex Ahrendtsen blev sygemeldt med stress i efteråret 2019, og han var tilbage igen ved Folketingets åbning i 2020. Han fortæller, at han i dag er helt rask.
Partihop gør SF lige så stor som S
VESTHIMMERLAND: Rasmus Vetter, som i november blev genvalgt til sin fjerde periode for Socialdemokratiet i Vesthimmerland, skiftede i sidste måned til SF. Ifølge den 69-årige politiker er det ikke et spørgsmål om personer eller enkeltsager, men at hans holdninger mere ligner SF’s, fx på miljøområdet.Rasmus Vetter beholder sine poster som bl.a. formand for børne- og ungeudvalget. Med skiftet kommer SF op på fire mandater, mens Socialdemokratiet bliver reduceret til fire.
Sket i forvaltningen
Kommunaldirektør fritaget for tjeneste
SOLRØD: Økonomiudvalget i Solrød Kommune ønsker en ny profil til at lede kommunen, så kommunaldirektør Henrik Winther Nielsen er fritaget for tjeneste. Begrundelsen er, at økonomiudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af kommunen. Direktør Dorte Saabye er udpeget som fungerende kommunaldirektør, indtil der kan konstitueres én i stillingen. Det oplyser borgmester Emil Blücher (LA) efter beslutningen i økonomiudvalget. En egentlig konstituering kan først foregå efter en beslutning i byrådet 30. marts. Direktionen i Solrød består efter Henrik Winther Nielsens fritagelse for tjeneste af Dorte Saabye og Jesper Tangbæk.Henrik Winther Nielsen begyndte i stillingen i 2010, hvor han kom fra en stilling som teknisk direktør i Brøndby Kommune.
Sorø henter ny handicap--leder fra Lyngby-Taarbæk
SORØ/LYNGBY-TAARBÆK: Tina Mørk bliver ny leder for handicap og psykiatri i Sorø med start den 1. april. Dermed forlader hun sin stilling som centerchef for sundhed og omsorg i Lyngby-Taarbæk. Hun har også tidligere erfaring med socialpsykiatrien og handicapområdet i blandt andet Hjørring, Stevns og Aalborg kommuner. Oprindeligt er hun uddannet indenfor statskundskab. Tina Mørk bliver leder for 160 medarbejdere og skal stå i spidsen for Sorø Kommunes tilbud på i handicap- og psykiatriområdet, heriblandt bo- og aktivitetstilbud for borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, og den fortsatte udvikling af kommunens tilbudsvifte på specialområdet.
Syddjurs henter ny chef for teknik og miljø i Niras
SYDDJURS: Tidligere afdelingschef i ingeniørvirksomheden Niras, Sanne Attermann, bliver ny chef for teknik og miljø i Syddjurs. Ansættelsen gælder fra 1. april 2022. Sanne Attermann er oprindeligt uddannet land-inspektør og har flere lederuddannelser bag sig. Hos Niras har hun været leder i forretningsenheden Data, Analyse og Planlægning siden 2019. Tidligere har hun i en årrække arbejdet hos Vejdirektoratet, blandt andet som afdelingsleder for afdelingen Geodata.
Direktør siger farvel til en af sine to topposter
AALBORG: Med udgangen af marts stopper Søren Gais Kjeldsen som direktør i Klima og Miljø i Aalborg for at koncentrere sig om jobbet som administrerende direktør for Aalborg Forsyning og koncernens datterselskaber. Søren Gais Kjeldsen blev direktør i den daværende miljø- og energiforvaltning og har dermed været direktør i knap otte år. Han var formand for Kommunalteknisk Chefforening 2014-2017. Tidligere har han bl.a. været direktør for teknik og miljø i Holstebro. Hans afløser som forvaltningsdirektør skal blandt andet være med til at lave en ny verdensmålsstrategi, ligesom kommunen arbejder på en tværgående politikformulering, der fremmer og understøtter den grønne omstilling i alle syv forvaltninger. I løbet af marts vil det blive meldt ud, hvem der bliver konstitueret som direktør i Klima og Miljø, mens stillingen er slået op.
Svendborg henter ny direktør i Glostrup
SVENDBORG/GLOSTRUP: 42-årige Jonas Wittendorff er fra 1. april ansat som ny direktør for børn, unge, kultur og fritid i Svendborg.Han kommer fra et job som centerchef for børn, unge og familier i Glostrup Kommune i snart tre år. Tidligere har han blandt andet arbejdet for Holbæk Kommune og Ministeriet for børn og undervisning. Han afløser Claus Sørensen, som i stedet bliver direktør for social, sundhed og beskæftigelse efter John Jensen, der har besluttet at gå på pension. Derudover består direktionen af kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf og direktør for miljø og teknik Rikke Berg.
Fra konstitueret til chef for teknik og miljø
EGEDAL: Efter et lille år som konstitueret chef for Center for Teknik og Miljø i Egedal Kommune blev 42-årige Jeanette Christensen Back fra 1. marts officielt ansat som chef. Inden hun blev konstitueret, var hun gennem fire år afdelingsleder for kommunens Natur og Affald og har altså en solid erfaring i kommunen. Hun har en fortid i Miljøstyrelsen, Miljø- og Fødevareklagenævnet og er uddannet jurist. Centerchefstillingen blev ledig, da den tidligere chef Ingela Karlsson døde sidste år. Center for Teknik og Miljø består af afdelingerne Natur og Affald, Trafik og Miljø og Materielgården.
Ny økonomidirektør og vicekommunaldirektør
AALBORG: Tommy Christiansen bliver ny økonomidirektør og vicekommunaldirektør i Aalborg Kommune fra 1. april 2022. Han kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Hjørring Kommune, hvor han først arbejdede som projektleder for kommunesammenlægningen, senere som stabsdirektør og siden 2009 som kommunaldirektør. Tommy Christiansen, der er 50 år og uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet, begynder i Aalborg Kommune den 1. april 2022. Han overtager efter Jørgen Litske Petersen, der har været vicekommunaldirektør og økonomidirektør i Aalborg Kommune i 25 år.
Kommunaldirektør sygemeldt med stress
NYBORG: Kommunaldirektør Lars Svenningsen blev sidste måned sygemeldt på ubestemt tid med stress. Dermed er direktør Marianne Stentebjerg den ene af blot to tilbageværende i direktionen p.t., efter at vicekommunaldirektør Søren Møllegaard blev fyret for at have opført sig krænkende under årets julefrokost. Efterfølgende er der kommet udsagn frem om en længevarende krænkelseskultur blandt ledelse og direktion, som har fået byrådet til at beslutte, at der skal laves en ekstern og uvildig undersøgelse af kulturen. Ifølge Marianne Stentebjerg har sygemeldingen ikke noget at gøre med den forestående undersøgelse, men skyldes en periode med hårdt arbejdspres, bl.a. med at forberede Tour de France-besøget i kommunen til sommer.
Sket i regionerne
Sygeplejefaglig direktør i Horsens går på pension
MIDTJYLLAND: Efter 40 år i sundhedsvæsenet har sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant, Regionshospitalet Horsens, valgt at opsige sin stilling for at gå på pension. Hun fratræder 1. juni efter fem år i det job. Hun kom til hospitalet fra en stilling som vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland. I tiden i Horsens har Hanne Sveistrup Demant bl.a. fokuseret på uddannelse og forskning, herunder de projekter, som hospitalet driver i samarbejde med interne og eksterne aktører inden for data og brug af kunstig intelligens. En anden mærkesag har været forbedring af de gode og sammenhængende patientforløb på tværs af sektorerne kommune, praktiserende læge og hospital. Når hun har sidste arbejdsdag ultimo april, er det blevet til 25 år på lederposter i sundhedsvæsenet.
Sket i organisationerne
Arne Boelt er ny formand for affaldsforening
Arne Boelt (S), som fra nytår måtte overlade borgmesterposten i Hjørring til Søren Smalbro (V), er valgt som ny formand for Dansk Affaldsforening, der repræsenterer landets kommuner og affaldsselskaber. På formandsposten afløser han Mads Jakobsen (V), der siden nytår har været borgmester i Struer. Arne Boelt repræsenterer RenoNord-AVV. Også på næstformandsposten er der en ny mand at finde, nemlig Thomas Møller Nielsen (V), som er byrådsmedlem i Halsnæs og formand for Halsnæs Forsyning. De øvrige i bestyrelsen er Niels Hörup (V), Laura Lindahl (K), Eva Borchorst Mejnertz (S), Preben Friis Hauge (V), Holger Schou Rasmussen (S), Steffen Husted Damsgaard (V), Ellen Trane Nørby (V), Steen Christensen (S), og Søren Kristensen (S), Silkeborg Forsyning
Tonni Hansen fortsætter i KL-bestyrelse
SF har udpeget partiets repræsentanter i KL’s forskellige udvalg. Det oplyser Langeland-borgmester Tonni Hansen (SF) til DK Nyt. Han fortsætter selv i KL’s bestyrelse på partiets ene plads. Derudover bliver Kirstine Bille fra Syddjurs næstformand i KL’s internationale udvalg, Aarhus-rådmand Thomas Medom får plads i KL’s børne- og undervisningsudvalg, Hvidovre-borgmester Anders Wolf Andresen i KL’s løn- og personaleudvalg, fagborgmester i København Sisse Marie Welling i KL’s sundheds- og ældreudvalg, og Karsten Filsø fra Holstebro får plads i KL’s klimaudvalg.
Anders Kühnau træder ind i Klimatoriums bestyrelse
Klimatorium – Danmarks internationale klimacenter – har fået en ny bestyrelse og to nye medlemmer. Mest prominente nye navn er regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S). Også viceborgmester i Lemvig Lone Pilgård (S) er nyt medlem. Formandskabet forbliver dog det samme, således fortsætter regionsrådmedlem Jørgen Nørby (V) på formandsposten, og næstformand vedbliver også at være borgmester Erik Flyvholm (V) fra Lemvig. De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Steffen Damsgård, der er formand for Lemvig Vand, Lotte Thøgersen fra VIA University College og prodekan Kurt Nielsen fra Aarhus Universitet.
Ny leder for Unesco Geopark Vestjylland
Karen-Louise Smidth er ny leder for Unesco Geopark Vestjylland. Hun kommer fra en stilling som leder af Naturpark Nissum Fjord og tiltrådte 1. marts. Hun efterfølger Thomas Holst Christensen. Karen-Louise Smidth er uddannet lærer, museumsinspektør, naturvejleder og inden for kommunikation og miljøfag. Hun har haft stillinger ved zoologiske haver, Naturstyrelsen, Herning Kommune og en række kulturinstitutioner og museer. Unesco Geopark Vestjylland omfatter Lemvig, Holstebro og Struer kommuner plus spændende landskaber under vandets overflade i dele af Limfjorden og Nordsøen ud til Jyske Rev. Geoparken blev godkendt som Unesco Global Geopark i april 2021.
Odense Letbane siger farvel til direktør
Kort før en mange gange udskudt åbning af Odense Letbane, som forventes at ske i foråret, skifter selskabet bag Odense Letbane P/S ud på flere pladser i direktionen. Udskiftningen sker med virkning fra 1. marts. Årsagen er, at fungerende adm. direktør, Steen Lykke, ønsker at træde tilbage for at gå på pension. Han erstattes af økonomidirektør Michael Jalking, som udnævnes til fungerende adm. direktør i den resterende del af anlægsselskabets periode. Samtidig udnævnes nuværende chef for Transportation System, Thomas Sjøgren, til teknisk direktør, hvor han afløser Steen Lykke. Endelig udnævnes chef for Drift og Vedligehold, Dan Ravn, til direktør for Drift og Vedligehold.
Hæstorp ny formand for Greater Copenhagen
Overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) bliver ny formand for Greater Copenhagen. Hun overtager posten efter Region Skånes formand Carl Johan Sonesson. Greater Copenhagen er en samarbejdsorganisation for vækst og udvikling, der blev stiftet i 2015 og omfatter Region Skåne, Region Halland, Region Hovedstaden, Region Sjælland og samtlige 85 kommuner i de regioner. En del af opgaven er at samarbejde endnu mere på tværs af grænsen om planlægningen af infrastrukturen i regionen og ved støtte op om Københavns Lufthavns udviklingsplan samt generobringen af tabte ruter og fortsættelsen af ruteudvidelsen.
Sket i Folketinget
Dødsfald: Britta Schall Holberg
Britta Schall Holberg, der tidligere har været både indenrigs- og landbrugsminister for Venstre, er død. Hun blev 80 år. Schall Holberg huskes måske bedst for at være den første kvindelige indenrigsminister i landet. Hun blev i 1982 hentet ind udefra, da De Konservatives Poul Schlüter i september det år dannede firkløverregeringen. Den læreruddannede Venstre-politiker, som på det tidspunkt var viceborgmester i Assens Kommune, og som først i 1984 blev valgt ind i Folketinget, fik nogle stormfulde år som Danmarks første kvindelige indenrigsminister. Det skyldtes den såkaldte blødersag, der handlede om, at blødere fik ikkescreenet blod fra hiv-smittede. Som daværende ansvarlig for sundhed var hun mål for kritikken. Efter tre et halvt år som indenrigsminister blev hun i 1986 gjort til landbrugsminister. Halvandet år senere stoppede hun igen, og i 1988 sagde hun farvel til Folketinget. Efterfølgende endte hun som politisk redaktør på netop Fyens Stiftstidende. På det tidspunkt var hun igen blevet medlem af Folketinget, hvor hun denne gang sad fra 2005 til 2011.
DF skifter partisekretær
Steen Thomsen er stoppet som partisekretær i Dansk Folkeparti. Han er ikke blevet fyret, og det skyldes ikke uoverensstemmelser med den nyvalgte formand, siger Steen Thomsen til Ritzau. Ny partisekretær er hovedbestyrelsesmedlem Jens Vornøe, der støttede Messerschmidt i formandsopgøret. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























