Af Redaktionen
 | 

Oversolgt

”Men ligesom hos Pricerunner og Momondo mangler Finansministeriet en vigtig forbrugerfunktion: Et kvalitetsbarometer, som fortæller os, hvad vi går glip af ved at vælge den billigste model.”

synspunkt

Det lyder såre simpelt, så hvorfor ikke bare gøre det? Hvis vi spørger flere om prisen på at få gjort rent, få passet vores ældre eller få skaffet skraldet af vejen, så kan vi få en bedre pris.

Det svarer til at tjekke Pricerunner, før du køber mobiltelefon, eller Momondo, før du køber flybillet. Det er almindeligt sundt købmandsskab, vil de fleste nok mene. Og med et snuptag kan vi hente milliarder ind til statskassen, som vi i stedet kan bruge på en anden slags velfærd – offentlig eller privat.

 ”Men ligesom hos Pricerunner og Momondo mangler Finansministeriet en vigtig forbrugerfunktion: Et kvalitetsbarometer, som fortæller os, hvad vi går glip af ved at vælge den billigste model.”

Sådan er det i hvert fald blevet præsenteret af den borgerlige fløj. Da Venstre i 2014 skulle finansiere deres ønsker til finansloven, kunne de på bare et år finde halvanden milliard kroner på, at det offentlige spørger mere om prisen. Da De Konservative kom med deres forslag, var potentialet fire milliarder frem mod 2020.

Men ligesom Lars Løkke Rasmussen (V) har fortalt, at han ikke tror på snuptagsløsninger generelt, burde han måske starte med at tjekke, hvordan konkurrenceinstrumentet egentlig virker ud fra et større samfundsmæssigt perspektiv.

En forskningsoversigt på området giver en del af svaret: Der er penge at hente på at udbyde hårde tekniske opgaver. Opgaver, som det er nemt at definere og lave konkrete aftaler om. Når det handler om omsorg, pleje og sociale funktioner, så er det straks en anden sag at finde frem til de store potentialer. Og hvad der nok er mest opsigtsvækkende: På ingen af de to områder er det blevet grundigt belyst, hvordan kvaliteten er blevet påvirket af konkurrenceudsættelsen.

Der er altså alvorligt store huller i dokumentationen for, at konkurrenceinstrumentet nød-ven-digvis er nøglen til en bedre offentlig sektor.

Alligevel er det anbefalingen på snart sagt alle områder, hvor Finansministeriet får konsulentbesøg - hvad end det er af McKinsey, Deloitte eller en Produktivitetskommission. Konkurrenceudsæt, benchmark, besparelse. Konkurrencestaten er for effektiv til at lade være.

Forbrugerismen stortrives efterhånden i det offentlige. Vi får fritvalgsordninger, ældreklippekort, forsikringsordninger og er tilsyneladende helt vilde med følelsen af, at vi træffer vores egne valg. Men når det kommer til at træffe de grundlæggende valg om måden, det offentlige fungerer på, er valget overladt til Slotsholmens røde bygning - der hvor pengene skal passe.

Finansministeriet vil diktere, at dine lokalpolitikere skal skrue op for konkurrencekraften. De vil diktere, at dit energiselskab skal drives kommercielt. De vil diktere, at din vandforsyning kan blive privatiseret. Det kan nemlig spare os for milliarder.

Men ligesom hos Pricerunner og Momondo mangler Finansministeriet en vigtig forbrugerfunktion. Et kvalitetsbarometer, som fortæller os, hvad vi går glip af ved at vælge den billigste model. Om knowhow, der går tabt. Om arbejdsforholdene hos den private udbyder. Om den manglende demokratiske indsigt og styring. Og først når den funktion er klar, kan man med sikkerhed sige, at varen ikke er oversolgt – og om det kan betale sig at sælge ud af fællesskabet.

Blog

Økonomi

Tema: Leder

Tilmeld dig nyhedsbrevet