Min onkel Frits døde her i sommer. Han blev født i 1925, så det er vel ikke så unaturligt. Hele sit lange liv var han nærværende, videbegærlig og diskussionslysten.

Til sin død boede han – med få afbrydelser – i sin fødeby i Vendsyssel, der overfor stationen havde en gammeldags købmandsgård med tre længer. Her var kornlofter, hestestald, kul- og kokskælder og beboelse ud mod gaden.

Her slog slægten sig ned i 1885. Min oldefar - netop hjemvendt fra Amerika - ville drive træhandel og maltgøreri. Det blev senere til korn og foderstoffer. Så Frits kom til at vokse op i byens Matador-familie, der spillede en stor rolle i byens liv og udvikling. Dengang var en jernbanestation byens omdrejningspunkt med livlig aktivitet dagen igennem. Sammen med familiens travle købmandsgård lige overfor udgjorde den den ellers søvnige bys summende centrum.

Da min farfar trak sig tilbage fra det travle handelsliv, lå det i sagens natur, at Frits overtog roret. Men i 1960’erne ændrede Danmark sig hastigt på mange måder, og blandt andet blev det sværere og sværere at være en mindre handelsvirksomhed, og til sidst måtte Frits give op og sælge familiens levebrød gennem næsten 100 år til en af branchens store aktører i Aalborg.

Så skulle Frits jo finde på noget andet at tage sig til. På nutidens sprog ville man nok sige, at han havde hele byen som sit netværk. Han var respekteret, og man kendte hans gennemhæderlighed, gode købmandskab og evne til at tale med mennesker. Så Frits blev ansat ved kommunen som blandt andet pantefoged.

Hjælpeløs på det digitale hav

Og så hedder emnet jo SKAT. Sagerne accelerer i både antal og omfang. Det er så tæer-krummende pinligt og tragikomisk, at man fattes ord. Og det er ikke så godt i min branche.

Man må spørge sig, om velfærdssamfundet kan overleve, når det væsen, der skal skaffe finansieringen, sejler så hjælpeløst rundt på det digitale hav, mens spekulanter, skattetænkere og gemene svindlere uden besvær lænser fælleskassen for milliarder. Almindelige borgere forfølges for småmønt med lovlige og ulovlige metoder. Trods det skylder danskerne det offentlige 70 milliarder, som SKAT åbenbart ikke evner at få indkradset blot en brøkdel af. Den del af skandalen tog for alvor fart, da Løkke Rasmussen med vanlig skråsikkerhed fratog kommunerne opgaven med blandt andet at inddrive restancer og betroede den til et nyt vidundersystem. Det skortede ikke på advarsler, og særlig kommunerne strittede voldsomt imod. Men Løkke og hans håndgangne mænd var meget klogere og vidste bedre. Siden da har kommuner og stat haft et stadig større gabende hul i kasserne – vi taler milliarder.

Den for tiden siddende skatteminister har nu besluttet definitivt at skrotte det uduelige system. Hvordan opgaverne – som man uden overdrivelse kan kalde enorme og ganske hastende – skal klares, vides ikke. For parallelt med den kuldsejlede digitalisering er mandskabet i SKAT næsten halveret.

Hvis onkel Frits havde oplevet, at det system, der afløste hans måde at gøre tingene på, nu skrottes, så ville han sikkert have modtaget det med et stille smil - blandet med vantro og bestyrtelse over, at SKAT er kommet så langt ud.

En kop kaffe og en ordning

Når jeg besøgte ham, havde han altid noget at fortælle om samfundsemner, han gik og filosoferede over. Engang fortalte han med både humor og indignation, at han havde besøgt sin gamle arbejdsplads og der set de mange højtuddannede, der nu sad ved deres computere i stedet for ham.

’Hvad kommer der så ud af det? Alle de mennesker. I min tid tog jeg ud til folk, når der var problemer med at få betalt. Så snakkede vi om sagerne og fandt en løsning. Det virkede. Det, de gør i dag - det kommer der ikke meget ud af.’

De tørre tal giver ham ret. Og jeg kan se ham for mig, når han var ude at løse problemer. Først en snak om vind og vejr, børnene, gesjæften og lokale begivenheder. Dertil nok ikke sjældent en kop kaffe. Og så trådte pantefogeden i karakter.

’Nå, Thomsen. Vi skal jo også snakke alvor. Du er jo kommet bagud, og det må vi finde ud af hvad vi gør ved.’

Undervejs har Frits fået et klart billede af, hvordan situationen er i det lille hjem eller virksomheden. Er der noget at hente, eller er det en rigtig dårlig idé at kræve gælden betalt lige nu? Og jeg er sikker på, at han i de fleste tilfælde er kommet hjem til kommunekontoret med en tilfredsstillende ordning. Den slags kan ikke digitaliseres.

Digitalisering på hjernen

Medarbejderne i SKAT er sikkert både dygtige og hårdtarbejdende, men er udsat for håbløse betingelser og uduelige og handlingslammede chefer samt en flok politikere, der har fået digitalisering på hjernen.

Der er forskellige årsager til skandalerne. Men én ting går ved nærmere eftersyn igen: Målet var at spare penge og mandskab – ikke at skabe bedre resultater endsige give borgerne en bedre service. Politikerne er så spareivrige og hypnotiserede af Excel-arkene, at de har mistet forbindelsen med arbejdets virkelighed. Så de indregner den beregnede besparelse i deres budgetter fra dag ét og kræver nedskæringerne gennemført nu og her.

Resultatet er forudsigeligt – undtagen åbenbart for politikerne. Der er nu engang opgaver, der kræver god, gammeldags menneske-arbejdskraft. Ikke mindst, når man skal indføre nyt og omlægge arbejdsgange radikalt.

Digitalisering løser ikke alle problemer. Og rationaliseringer skal først virke, før gevinsten kan høstes. Hvor svært kan det være?

Når jeg tænker på alle de vilde digitaliseringsplaner, det offentlige har i pipelinen, løber det mig koldt nedad ryggen, og søvnløse nætter venter. Meget af det, der allerede er gennemført, er endt i katastrofer; milliarder er kastet ud i den blå luft. Dertil kommer det offentliges hårrejsende sløseri med elementær it-sikkerhed. Det er ganske enkelt komplet uforsvarligt – som beslutningstagerne gør - at buldre videre, som om intet er hændt. Det er der, og regningen er på himmelflugt, mens resultaterne er katastrofale og borgernes tillid tæt på ikke-eksisterende.

Man tør næsten ikke tænke på, hvad det næste bliver, hvis det ikke lykkes nogen at råbe politikerne op.