One size fits all

 

Han er blevet en del af Kunstrådet i Århus. Så næste år skal han være med til at evaluere de store århusianske kulturinstitutioner ud fra den model, han selv har været med til at udvikle. Jørn Langsted er professor ved afdeling for dramaturgi på Aarhus Universitet, og en af drivkræfterne bag udviklingen af den såkaldte ønskekvistmodel, som Kunstrådets evaluering er baseret på. 

Modellen blev oprindeligt udviklet til at evaluere performativ kunst, altså dans, teater og musik, samt kulturinstitutioner, der rummer denne type kunst. Nu skal Jørn Langsted så selv være med til at anvende sin model på blandt andet billedkunst og en stor mangfoldig begivenhed som Århus Festuge. Og det bliver ikke uden forbehold.

”Man kan jo komme til at generalisere alt for meget, og det risikerer man måske også i forhold til nogle af de kulturinstitutioner, der ikke kun er performative,” siger Jørn Langsted.

Kuldegysninger

Hans skræmmeksempel på, hvordan den relativt simple model kan komme i uføre, var engang, hvor han præsenterede den for kulturforvaltningen i Horsens Kommune. Her rejste forvaltningschefen sig op og sagde, at den model var hun glad for, fordi den ville kunne bruges til medarbejdersamtaler med de ansatte.

”Der fik jeg lidt kuldegysninger, for så kan man jo lige pludselig begynde at bruge den her model på alt muligt andet – herunder livet i almindelighed,” siger Jørn Langsted.

Trods risikoen for at brede modellen ud på områder, hvor den ikke hører hjemme, så mener professoren fortsat, at hans model vil kunne være til stor nytte i mange kulturforvaltninger. Den skal bare bruges med omtanke og under hensynstagen til, hvad den er udviklet til.

”Bare det, at man politisk kan bruge modellen til at diskutere et kunstnerisk indhold ud fra nogle faglige begreber, så er man jo kommet længere, end hvis man bare siger, at det her er godt, fordi min tante står i spidsen for det. Men man kan jo også hyre konsulenter ind til at lave en evaluering,” siger Jørn Langsted.