Forhandlinger med få penge på bordet kalder på forhandlernes kreativitet. Det gælder på arbejdsmarkedet, og det gælder i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL. Her er kommunerne snart så vant til at blive skuffet, at de ikke venter sig noget videre, selv om de selvfølgelig fremsætter deres rituelle forventninger uanfægtet.

I den situation er det godt at have forhandlingsemner, der ikke koster noget, eller i hvert fald ikke koster modparten noget. KL spillede i sidste uge ud med et katalog over statslige krav, der gør livet surere end nødvendigt for kommunerne, og meningen er naturligvis, at finansminister Nicolai Wammen skal fortynde den forventede økonomiske elendighed med lempelser af bureaukratiet.

Katalogets eksempler falder (efter KL’s beskrivelse af dem) hovedsagelig i de kategorier, som man i dagligsproget ville kalde dobbeltarbejde, pindehuggeri, statsligt påførte ekstraopgaver og detailkontrol. Staten ville helt sikkert kalde det noget andet, men så har parterne noget at indlede samtalen med.

Kataloget rummer også andre svirp til staten, der over fem år har ladet antallet af medarbejdere i sine styrelser vokse med 41 pct. og i departementerne med 32 pct., som det pointeres allerede i anden sætning. Det er 13-17 gange så meget som personalevæksten i kommunernes administration i samme periode ( 2,4 pct.), og når KL husker at træde lidt i det, er det for at gøre hvad man på politisk kalder “at skabe det rette forhandlingsklima”.

Oversat: I skal være klar over at I skylder os noget. Hvis ikke penge fra jer til os, så i det mindste penge vi kan spare.

Finansministeren er en dreven forhandler, så han er udmærket klar over, at han skal have noget ekstra med til KL, selvom også han naturligvis fremsætter sine rituelle formaninger uanfægtet.

Til alt held, eller snarere vel timet, har en ekspertgruppe ligeledes i sidste uge spillet ind med en række anbefalinger til “en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet”. Et initiativ der blev sat i værk i forlængelse af sidste års økonomiforhandlinger, også dengang som en af de ting man kunne aftale uden at det koster noget, eller i hvert fald ikke koster nogen af parterne noget.

Ekspertgruppens anbefalinger er straks blevet omfavnet af KL, der dels erklærer sig bekræftet i hvad man hele tiden har sagt, dels byder de foreslåede løsninger velkommen. Herunder flere begrænsninger af Ankestyrelsens mulighed for at overrule afgørelser i kommunerne.

Eksempelvis skal det “være legitimt for kommunerne at foretage de nødvendige prioriteringer og fastsætte serviceniveau ud fra lokale ønsker og behov”. En justering i retning af kommunernes ønsker, og da også straks mødt med bekymring af bruger- og pårørendeorganisationer.

I samme boldgade er et forslag om at ændre servicelovens formålsbestemmelse, så  “økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn, herunder faglige vurderinger og borgerens ønsker og behov”. En bemærkning i den forbindelse om at “borgerens potentiale står centralt” kan - og er da også blevet - fortolket sådan, at kommunale ydelser skal kunne afpasses efter hvor samfundsnyttig en borger er.

En farlig sti at gå ned ad, så mon ikke de endelige formuleringer bliver lidt anderledes. Mulighederne for noget ekstra ud over det økonomiske er rigeligt til stede endda.