Det offentlige køber fødevarer ind for fire milliarder om året. Derfor har den bebudede omlægning af offentlige storkøkkener til økologi potentiale til at blive en ny drivkraft for omlægning af mere landbrugsjord til økologisk drift. Det kan blive en fordel for natur, miljø og drikkevand i Danmark. Mange offentlige millioner bliver i de kommende år afsat til rådgivning i, hvordan man kan opnå 60 procent økologi i en menu til børn, unge, offentligt ansatte, studerende, patienter og ældre. Men for at blive en drivkraft for omlægning, skal der være en direkte kobling mellem det offentliges indkøb af økologi og de danske økologiske landbrug, gartnerier og frugtplantager. Spørgsmålet er, om denne kobling reelt eksisterer, eller i hvilket omfang ruten for den offentlige indkøbsvogn går via udenlandsk økologi – også når det gælder basisvarer, der kan dyrkes i Danmark?

Indkøb af økologi med klimahensyn?

Ifølge EU-reglerne skal alle kommunale og regionale fødevareindkøb over 1,4 millioner i en fireårig periode sendes i udbud – det gælder også udbud af økologiske fødevarer. Når for eksempel en kommunes fødevareindkøb er sendt i udbud efter udvalgte kriterier giver leverandørerne et tilbud. Kommunen vælger efterfølgende den leverandør, der bedst opfylder kravene. Herefter er alle offentlige køkkener i kommunen forpligtede til at købe ind hos denne leverandør. Det vil ofte være en totalleverandør af alle fødevarer i en aftaleperiode på 3 år. Samme situation  gælder for statens fødevareindkøb og for de danske regioner, hvor sygehuskøkkenerne er 'de store offentlige kunder'.

Den hidtidige praksis tyder på, at 'laveste pris' bliver vægtet højt med en faktor på 40-60 procent i de offentlige fødevareudbud. Dette har store konsekvenser for, hvilke virksomheder der giver tilbud og vinder udbud. De største grossister, har som regel mulighed for at tilbyde den efterspurgte vare til den billigste pris, blandt andet fordi de kan handle på det globale marked. Det gælder både de konventionelle og de økologiske fødevarer. For eksempel er økologiske løg fra Ægypten ikke noget særsyn i køkkener i danske daginstitutioner, selvom danske økologiske løg er tilgængelige.

Dette paradoks handler blandt andet om, at CO2-udledning fra transport af de økologiske løg over 3.500 kilometers afstand ikke er medregnet i varens pris. I prisdannelsen spiller det også ind, at de globale indkøb ofte sker i lande, hvor lønningerne er væsentligt lavere end i Danmark. Det er klart, at en række landbrugsvarer, der ikke kan dyrkes på danske og nordiske breddegrader, må indkøbes i andre lande og – så vidt det overhovedet er muligt – styrke de økologiske bønder og virksomheder dér. Men danske økologiske landbrug har også brug for nye afsætningsmuligheder, specielt i de områder, der ikke er tæt på de store byer. Dette forudsætter, at de kulinariske og ernæringsmæssige kvaliteter i langt højere grad bliver værdsat og efterspurgt af de regionale politikere og offentlige indkøbere.

Meget tyder på, at princippet om at 'tænke globalt og handle lokalt' stadig er relevant på en dagsorden for bæredygtig og klimavenlig udvikling, både i Danmark og de lande, vi handler med. Nye regionale og lokale strategier for forsyning og produktion vil have potentiale til at skabe ny vækst på bæredygtige vilkår i de regionale økologiske landbrug og forarbejdningsvirksomheder – både i udviklingslande og i Danmark. Det er derfor afgørende, at der tages principiel og politisk stilling til, hvordan de mange nye øko-millioner kommer på arbejde i de lokale og regionale økonomier frem for at overlade initiativet til en rent markedsdrevet 'one size fits all'-løsning for hele 'Region Danmark', der ellers tegner som et realistisk scenarie. 

I et af de seneste eksempler på en større, kommunal offentlig indkøbsaftale, der vedrører økologiske fødevarer, er det to udenlandsk baserede grossister, der har vundet hovedparten af aftalen. Fremtiden vil vise,  i hvilket omfang regionalt producerede danske grøntsager og frugter vil finde vej til køkkenerne via denne aftale. 

EU-Parlamentet har allerede fokus på konsekvenserne af en rent markedsdrevet offentlig indkøbspolitik, for som det er nu, er det ikke lovligt at anvende 'lokal-produceret' som et mål i et fødevareudbud. Dette er en udfordring i mange EU-lande med stærke traditioner for at anvende regionalt producerede kvalitetsfødevarer. Derfor har Parlamentet i 2011 indsendt et forslag til EU-Kommissionen om modernisering af udbudsreglerne således, at 'food-miles' – det antal kilometer, som en vare er blevet transporteret – også kan blive et legalt kriterium i et offentligt udbud af fødevareindkøb. Det sker med henvisning til den CO2-belastning, som transporten har medført. Det kan imidlertid godt vare en del år, før EU-Kommissionen kan gøre dette til en vedtagen politik. 

Nedsæt en task-force

Derfor er det relevant at undersøge, om de eksisterende muligheder udnyttes godt nok, når den offentlige indkøbsvogn køres frem i Danmark. En sådan undersøgelse bør omfatte mulighederne for, at der fra politisk hold kan stilles krav om, at indkøbene tilrettelægges således, at fødevarens friskhed, livscyklus, klimabelastning og miljøhensyn vægtes højere end den praksis, der er gældende i dag. På dette felt, er der væsentlige erfaringer at tage ved lære af fra offentlige indkøb i Sverige, England, Italien og andre EU-lande – og det er på høje tid, at disse erfaringer bliver nyttiggjort i Danmark. Det kunne gøres helt konkret ved, at ministeren nedsætter en task-force med repræsentanter fra køkkener, brugere, politikere, offentlige indkøbere, økologiske producenter, grossister og universiteter med indsigt i området. 

Speciel opmærksomhed må tildeles køkkenchefer og køkkenfaciliteter, idet prisen for et økologisk måltid også afhænger af, om køkkenet kan arbejde med råvarer efter en lokal strategi for madlavning eller er henvist til at indkøbe dyre forarbejdede råvarer fra grossisten. Det hurtigt-arbejdende udvalg skal udarbejde en vejledning i de eksisterende muligheder for at integrere klimahensyn og en form for 'nærhedsprincip' i de offentlige fødevareindkøb – i overensstemmelse med både det nuværende og kommende EU-reglement. Vejledningen bør følges op af en politisk målsætning om regional økologi i de offentlige indkøb og hvordan det realiseres.

Ved at anvende eksisterende muligheder for indkøb af regional økologi i den offentlige indkøbspolitik kan vi i Danmark som EU-land være med til at vise, hvordan effekten af økologi i forhold til klima, natur, miljø og rent drikkevand kan opnås regionalt med det offentlige forbrug som drivkraft.  Hvis danskerne får denne rimelige forventning opfyldt i retur for skattekroner til omlægning af de offentlige storkøkkener, er vejen banet for succes og en ny dansk førerposition inden for offentligt forbrug af økologiske fødevarer. En position, der også kan benyttes til at styrke arbejdet for en ny sundhedsfremmende, offentlig mad- og måltidskultur baseret på danske og nordiske råvarer.

Såfremt de nævnte politiske initiativer udebliver, er der risiko for at forpasse muligheden for en miljø-og klimaeffekt af omlægningen, og strømmen af økologiske fødevarer fra udlandet vil i stedet medføre stor frustration blandt danske økologiske bønder, gartnere, medarbejdere og spisende borgere i de offentlige køkkener.