Der er sagt og skrevet meget om kommunernes anvendelse af finansielle instrumenter, og der har  været rejst tvivl om, hvorvidt brugen af specifikke finansielle instrumenter falder inden for retningslinjerne i Lånebekendtgørelsen. Derudover har det været fremført, at nogle af de finansielle instrumenter har haft en sådan karakter og kompleksitet, at der ikke kan argumenteres for reél risikoafdækning. Om end en del af omtalen har været ganske unuanceret, så viser den trods alt, at kravene til beslutningstagerne i den kommunale sektor er blevet større. 

Øgede krav til risikopolitik

I lånebekendtgørelsen fremgår det eksplicit, at ”en kommune kan omlægge lån ved hjælp af swap-aftaler” (§10, stk. 4). I bemærkningerne til regnskabet skal kommunen redegøre for hver enkelt swap-aftale. Det øger kravene til klarheden i den enkelte kommunes finansielle politik. Risikopolitikken skaber overblik over de finansielle risici, som en kommune er eksponeret mod, definerer krav til rapportering samt belyser de finansielle afdækningsinstrumenter, som kommunen kan anvende i risikostyringen.

Der sættes som nævnt spørgsmålstegn ved visse afdækningsinstrumenters egnethed til risikoafdækning. En forudgående analyse af fordele og ulemper ved forskellige løsningsforslag, hvor afkast/omkostninger og risiko er belyst, vil være det beslutningsgrundlag, som man efterfølgende kan referere til. Ingen kan klandre en beslutningstager for at træffe en beslutning på et belyst grundlag, som på tidspunktet for beslutningen var i overensstemmelse med gældende lovgivning og vedtagne risikopolitik. Det kan efterfølgende vise sig, at en anden beslutning havde været mere fordelagtig, men ingen kan i sagens natur spå om fremtiden.

Mange låntagere har i takt med de seneste års rentefald konstateret negative markedsværdiændringer på rente-swaps, som er indgået for at beskytte mod de negative likviditetseffekter af en stigende rente. Effekten har imidlertid været den samme for en låntager, som i stedet har valgt at sikre renten ved at optage et fastforrentet lån. 

Kreditrisiko og overskudslikviditet 

Placering af overskudslikviditet efter den 1/10 2010 er også et emne, som har optaget mange i den seneste tid. Der er kommet øget fokus på kreditrisiko. Frem til 30. september 2010 garanterede staten indestående i danske pengeinstitutter uden begrænsninger. 

Med virkning fra 1. oktober 2010 garanteres nu kun et nettoindskud på 100.000 EUR via Indskydergarantifonden, hvilket skaber en udfordring for den enkelte kommune. Denne kan dog imødekommes ved at ændre strategi for så vidt angår likvide midler i retning af en eller flere af nedenstående løsninger:

• Brug af konti i et større antal pengeinstitutter samt større fokus på kreditrisikoen i det enkelte pengeinstitut

 

Via spredningen opnås en reduceret risiko, og via en objektiv vurdering af kreditrisikoen i det enkelte pengeinstitut, baseres beslutningen om valg af pengeinstitut ikke udelukkende på indlånssatsen. For banker, der har en officiel rating fra et større rating-agency, er øvelsen ganske enkel, idet man blot skal inddrage denne i beslutningsprocessen.

• Flytning af midler til investeringer med lavere kreditrisiko end bankindskud

 

Man vil endvidere kunne opnå en reduceret kreditrisiko ved at flytte midler fra bankindskud til stats- eller realkreditobligationer. Disse obligationer udmærker sig tilmed ved som hovedregel at kunne belånes i såkaldte repo-transaktioner, hvor obligationerne stilles til sikkerhed for et lån. Man vil således kunne frigøre midler uden at sælge ud af beholdningen i traditionel forstand – og dette til meget favorable rentesatser. 

I samarbejde med risikoledelsesforeningen PRIMO afholder Danske Bank løbende seminarer om finansiel risikostyring i den kommunale sektor. Målgruppen for disse seminarer er kommunaldirektører, økonomidirektører og andre ledere og specialister med ansvar for økonomi i kommunerne. 

Der er mere information om PRIMO’s aktiviteter på www.primodanmark.dk.