Der går et spøgelse igennem dansk politik. Spørgsmålet, der i den allerede igangværende valgkamp hjemsøger især regeringspolitikerne, drejer sig om en dagpengereform. Indtil videre er det pakket ned i en kommission, der formentlig i efteråret barsler med et såkaldt ”provenuneutralt dagpengereform-forslag”.

Den nuværende dagpengeordning blev til i 2010 forud for sidste valg - aftalt af VKO, men vedtaget med De Radikales stemmer. Den halverede dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede den tid, man skal være i arbejde for at få ret til at kunne få dagpenge, fra et halvt til et helt år.

Siden har dagpengereformen været kraftigt kritiseret – ikke mindst fra fagbevægelsen og venstrefløjen, men også fra dens tidligere støtter i Dansk Folkeparti, fordi flere end forudset falder ud af dagpengesystemet.

Radikale står vagt

Imidlertid har De Radikale i regeringen stået vagt om reformen, som har overlevet konstant beskydning især fra kræfter i regeringspartiet Socialdemokraterne og det tidligere regeringsparti SF.

Indtil videre er hele spørgsmålet om en dagpengereform parkeret i en dagpengekommission, der først til efteråret barsler med et forslag. Det vil formentlig først ske efter folketingsvalget, der senest kommer primo september.

Kommissionens opgave er at fremkomme med et ”provenuneutralt” forslag. Det provenu, der fremkom med reformen i 2010, er på fire milliarder kroner årlig til statskassen samt et øget arbejdsudbud på 13.000 i ekstra beskæftigelse.

Ser man på de forslag, der er fremkommet i debatten, så er det dog tyndt med forslag, der tager udgangspunkt i den givne forudsætning, at en ny reform ikke må koste en krone mere.

Fagbevægelsen - LO og FTF - har for nylig opstillet ”ni principper”, hvorved dagpengesystemet bliver mere attraktivt, nemmere for lønmodtagerne at komme ind i og samler flere op. Det kan selvsagt ikke lade sig gøre, uden at systemet bliver dyrere. Det er formentlig derfor, at LO og FTF behændigt ikke forholder sig til, hvad det koster på finansloven, hvis man bare lagde deres principper til grund for en ny dagpengereform. Det overlader de behændigt til politikerne at finde ud af.

Venstre og Lars Løkke Rasmussen er også meget åbne overfor en ”provenuneutral” dagpengereform vel vidende, at sådan en er et veritabelt fata morgana. Det er cirklens kvadratur. Man kan ikke løse problemet med dem, der falder ud af systemet, blot ved at skrue lidt hist og her og uden at tilføre flere penge.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået et konjunkturbaseret system, der er mere generøst i dårligere tider end i gode tider. En sådan model er dog allerede blevet afvist af Dagpengekommissionen. Dansk Folkeparti er dog parat til at finde penge til at fire på optjeningskravet, så det igen kun kræver et halvt år i beskæftigelse at blive dagpengeberettiget.

Skisma i opfattelsen

Enhedslisten anerkender overhovedet ikke præmissen for hverken den tidligere reform eller behovet for kommissionens arbejde og foreslår derfor at rulle alt tilbage til, hvad det var engang – og mere til. Det betyder, at EL i valgkampen kan mobilisere vælgere på baggrund af den utilfredshed, der er på venstrefløjen over, at en S-ledet regering ikke har kunnet overbevise De Radikale om at rulle reformerne tilbage. Men det er næppe noget, der giver EL nogen indflydelse på en eventuelt mindre reform, når Dagpengekommissionen kommer med et forslag.

Skismaet i hele debatten om dagpenge baserer sig i bund og grund på to vidt forskellige opfattelser af arbejdsmarkedet. På venstrefløjen, til dels hos DF og i fagforeningerne mener man grundlæggende, at alle arbejdssøgende – uden undtagelse – leder med lys og lygte efter et arbejde uden at skele til, hvad løngevinsten måtte være sammenlignet med passiv forsørgelse. Problemet er udelukkende, at der ikke er tilstrækkelig med job, der passer til folks uddannelse og muligheder.

Blandt borgerlige, De Radikale og hos nogle socialdemokrater samt ikke mindst økonomer anerkender man et behov for primært offentligt finansieret arbejdsløshedsforsikring i en kortere periode. I det lange løb skader det dog økonomien, hvis man fjerner udbuddet af arbejdskraft for eksempel ved, at det ikke kan betale sig at arbejde.

Det er således interessant, at Dagpengekommissionens forslag ikke må øge den strukturelle ledighed og skal bringe flere i arbejde. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man samtidig øger mulighederne for, at folk kan gå længere på dagpenge fremfor at søge de job, der måtte være der.

Det er derfor svært at se, hvordan Dagpengekommissionen kan imødekomme venstrefløjens ønsker. Faktisk er det svært – under de givne forudsætninger – at forestille sig en meget anderledes dagpengemodel end den, der eksisterer i dag - medmindre man som venstrefløjen vil skrotte tidligere reformer og i øvrigt finde de fire milliarder årlig, som det koster.