”Gæstearbejderne” som for eksempel tyrkerne, der kom i begyndelsen af 70’erne, bliver folkepensionister nu. Og det kan i stigende grad være en udfordring for kommunerne. Mange døjer med dårligt helbred og stram økonomi – og så har de ofte en anden indstilling til hjemmehjælp og plejehjem end de ældre danskere.

Livet for disse ældre mennesker kan nemlig være ganske udfordrende og også noget vanskeligere, end livet er for de fleste danskere på samme alder. Det viser vores nye bog, der handler om livet i Danmarks største gruppe af ældre indvandrere – dem, der kom fra Tyrkiet. Gennem interview (på tyrkisk og kurdisk) med 39 ældre mænd og kvinder og statistiske sammenligninger med danskerne tegner der sig et billede af en voksende gruppe ældre, der givet vil kræve nye tiltag i den offentlige ældreomsorg.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Deres helbred er ofte dårligere end hos gennemsnitsdanskere på samme alderstrin. Det kan for eksempel skyldes en opvækst under ringe vilkår i hjemlandet og et hårdt arbejdsliv som ufaglært. Deres dansksproglige kompetencer er ligeledes tit begrænsede. Men det er faktisk sådan, at ældre kortuddannede indvandrere ofte har et lavt forbrug af hjemmehjælp – i særdeleshed når man tager deres behov i betragtning. Vores interview tyder da også på, at en del af de ældre tyrkere ikke er specielt glade for denne form for offentlig støtte. Det hører vi for eksempel om fra Reis og hans kone. Parret bor alene; han har forhøjet kolesteroltal, mens hun døjer med sukkersyge, forhøjet blodtryk og er overvægtig i en grad, så hun sjældent forlader lejligheden. Kommunen har tilbudt dem hjemmehjælp, men de har afslået at modtage den. Som Reis fortæller:

”Så kommer der en dansker og laver lidt hist og pist – og det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil ordne mit eget selv. Og desuden kommer svigerdøtrene om aftenen og gør rent – eller også gør jeg det selv. Det har jeg det bedre med.”

Som citatet viser, foretrækker en del ældre tyrkere familiens hjælp, hvilket dog kan betyde, at for eksempel nogle svigerdøtre kommer til at varetage ganske krævende omsorgsopgaver. Svigerdøtre spiller en central rolle i de landsbyer, mange af de ældre tyrkere udvandrede fra, og en svigerdatter kan for eksempel være flyttet ind sammen med svigerforældrene, da hun giftede sig med sønnen. Dermed kan pleje i nogle familier blive anset for at være svigerdatterens ansvar, når svigerforældrene bliver gamle.

Man klager ikke

Der er dog også interviewpersoner i vores undersøgelse, der har sagt ja til hjemmehjælp fra kommunen. Som Arzu, der har taget imod muligheden for rengøringshjælp. Denne hjælp er hun dog ikke særlig tilfreds med – især ikke efter at det er blevet ændret fra en gang om ugen til hver 14. dag:

”De støvsuger. De gør rent i badet – men de gør ikke ordentligt rent. De kører lige en klud hen over det, og så siger de ”Det var det”, og så går de. Jeg gik ud på badet og så efter, og der var slet ikke gjort noget. Men jeg ønsker ikke at klage, så hun mister sit levebrød.”

Med en rengøring, der ligger under hendes egen standard, skammer Arzu sig over sit hjem, når der kommer andre tyrkere på besøg. Omvendt prøver hun ikke at klage over hjemmehjælpen – noget, som mere ressourcestærke ældre måske havde forsøgt sig med. Forklaringen kan være, at for mange ældre tyrkere er det forbundet med skam, at familien ikke kan tage sig af dem på deres gamle dage.

Utilfredsheden kan også handle om, at hjemmehjælpen ikke nødvendigvis overholder etablerede koder for adfærd i et muslimsk hjem: I islam er der stor fokus på renhed, og ligesom man vasker sig rituelt inden bøn, tager man normalt også skoene af, inden man går ind i en lejlighed. Her fortæller Dursun, at han ikke alene har oplevet en hjemmehjælper, der gik ind i lejligheden med sko på, men at denne hjemmehjælper ligefrem kom til at træde på hans bedetæppe – noget, en person med et bedre kendskab til tyrkisk skik og brug ikke var kommet til.

Årsagen til fravalg af kommunal hjælp kan også ligge i dårlig kommunikation på grund af de ældres begrænsede danskkundskaber – noget, der også gør det svært for de ældre tyrkere at gå i dialog med kommunen i forhold til, hvordan tilbud bedre kan tilpasses behov og forventninger. Med deres begrænsede uddannelse og forholdsvis traditionelle livssyn kender de ofte ikke så meget til det danske system, der omgiver dem.

Ønsker ikke plejehjem

I forlængelse heraf viser vores interview også, at en del heller ikke anser plejehjem for at være et attraktivt alternativ, hvis man bliver så gammel, at man ikke kan klare sig selv. Denne holdning bliver givetvis delt af mange danskere, men hos de ældre tyrkere er modstanden markant. Holdningen blandt nogle ældre er, at børn skylder deres forældre at tage sig af dem på deres gamle dage. Det er dog ikke alle voksne børn, der kan eller vil løfte denne store opgave, og det kan dermed opleves, som børnene svigter  deres generationelle ansvar. Som Levent fortæller om en gammel bekendt:

”Han havde ovenikøbet fire-fem børn. Men hvem så efter ham? Hverken datter eller søn. Og så blev han anbragt imellem de gamle.”

Der er dog også interviewpersoner, der er mere positivt stemt overfor plejehjem. De mener, at der på et plejehjem er personale, der har ressourcer til at sørge godt for beboerne, som dermed kan få en bedre livskvalitet end hos familier, der lever travle udearbejdende liv, hvorfor børnenes mulighed for at tage sig af den ældre generation reelt er meget begrænset. Ifølge dette synspunkt skal man som gammel indvandrer værdsætte at leve i et land som Danmark, hvor staten – modsat i Tyrkiet – tager sig så godt og omsorgsfuldt af sine borgere. Denne positive holdning er generelt udbredt, når det handler om sundhedsvæsenet i Danmark, som de ældre sætter overordentlig stor pris på.

Det er også væsentligt at fremhæve, at også med hensyn til plejehjem er begrænsede danskkundskaber en reel udfordring. Indvandrervenlige plejehjem med personale, der taler en given gruppe ældres modersmål, vil kunne sikre en ordentlig kommunikation i livets sidste år. Dette er en konkret opgave, som mange kommuner bør være opmærksomme på – også i forhold til hjemmehjælp. Man kan mene, at uanset, at gruppen af ældre med ikke-vestlig baggrund vil vokse i de kommende år, er det et forbigående problem, da de indvandrere fra for eksempel Tyrkiet, der bliver folkepensionister om ti år, hyppigt vil tale bedre dansk og i højere grad være præget af en dansk fremfor af en tyrkisk kontekst. Nye grupper ældre med anden etnisk baggrund end dansk er dog også på vej, efterhånden som forskellige flygtningegrupper ældes. Også her vil der givet være ældre med både dårlig økonomi, dårligt helbred og begrænset dansk. Så der er mange grunde til, at kommunerne må forholde sig til disse ældre borgere og deres behov.