Henrik Dalgaard (K) har siddet i byrådet i Vesthimmerland i mere end et årti, og det har helt naturligt budt på en række svære sager. Ikke desto mindre er han ikke i tvivl om, at han står over for sin nok største politiske opgave som formand for en af de 23 lokale treparter, der skal forvandle den grønne trepart til konkrete planer i det åbne land.

- Det er ikke bare min største opgave, men en af danmarks-historiens største opgaver. Vi snakker om en omlægningsplan, som man ikke har set i samme størrelse siden 1700-tallet. Dengang tog det 30-40 år, nu har vi 11 måneder til at lave en plan.  

Det er i medierne blevet kaldt et enormt puslespil, som kommunerne nu sætter sig i spidsen for at gennemføre. Læg dertil, at udgangspunktet er frivillighed, hvilket blot gør opgaven mere kompleks. 

- Når det hele bygger på frivillighed, bliver opgaven i endnu højere grad at få skabt en forståelse hos alle de involverede parter og skabe ejerskab om de mål, regeringen har sat, siger Henrik Dalgaard. 

Udfordringen med at finde fælles fodslag mellem modstridende interesser på vegne af et væld af kommuner er ikke helt ny for Henrik Dalgaard, der tager vigtig erfaring med sig som formand for Limfjordsrådet og vandoplandsstyregruppen.

Netop vandoplandsstyregrupperne, de såkaldte VOS’er, er udgangspunktet for de 23 lokale treparter med meget forskellige forudsætninger og udfordringer. 

- Vand kender ikke kommunegrænser, og vi har gode erfaringer fra vores arbejde med VOS’erne. Men det er klart, at der er blevet lagt yderligere lag på opgaven med de mange politiske ønsker, siger Henrik Dalgaard. 

Nogle treparter består kun af en eller to kommuner, mens de største som fx treparten for Limfjorden og Randers Fjord består af henholdsvis 18 og 13 kommuner. Nogle kommuner rækker ind i flere treparter, hvor både Silkeborg og Vejle kommuner kan sende repræsentanter til fem forskellige treparter, mens yderligere fem kommuner kan sidde med i fire forskellige treparter samtidig. 

Klædt på til opgaven

Det er ikke kun i kommunerne, at man i disse dage forbereder sig på det kommende arbejde. Både hos Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer er man ved at klæde de kommende repræsentanter på til at sidde med i de lokale treparter. 

I begge organisationer har der været stor interesse for at være med. 

- Det er en opgave af en hidtil uset størrelse, som får en enorm indflydelse på, hvordan landet ser ud, og på fremtidens muligheder for landbrugsproduktion, siger afdelingsleder for trepartsimplementing hos Landbrug & Fødevarer Karen Post Bache. 

Danmarks Naturfredningsforening har netop afleveret sin liste med 46 repræsentanter til de 23 lokale treparter, og der venter de frivillige hårdt arbejde, fortæller direktør Lars Midtiby. 

- Vi står selvfølgelig som organisation og sekretariat klar til at støtte vores repræsentanter undervejs, men for os har det været afgørende at være repræsenteret af lokale frivillige med kendskab til de lokale forhold. Vi har nogle fokuspunkter nationalt, men hele opgaven handler om at finde de bedste løsninger lokalt, siger han. 

Danmarks Naturfredningsforening vil løbende afholde faglige workshops for at klæde sine repræsentanter på til at udpege marker til udtagning. Ministeriet for Grøn Trepart kommer ligeledes til at hjælpe med at forberede deltagerne, hvilket skal være med til at sikre solidt fagligt grundlag for alle deltagerne, fortæller Lars Midtiby.

Et er dog det faglige indhold, et andet er det pres, som de lokale treparter kan blive mødt med, når de skal i gang med at tegne stregerne til et nyt danmarkskort, hvor ikke alle er helt enige i mål eller middel. 

- Det er ikke nyt for os, at der kan være mange følelser og stærke holdninger på spil. Her er der bred enighed både politisk og blandt interesseorganisationer, som forhåbentlig betyder, at konfliktniveauet er mindre, siger Lars Midtiby. 

- Det er ikke lokalt, man skal fastsætte indsatsbehovet, det er stadig statens opgave. I stedet skal man finde løsninger, som alle kan se sig selv i. 

Penge til oprustning

I alt er der afsat 461,8 mio. kr. i perioden 2025-2032 til implementering af den grønne trepart, som skal fordeles i fire puljer. Det omfatter blandt andet en basispulje på 49 mio. kr. årligt, som bliver fordelt via bloktilskuddet, og en pulje på 88 mio. kr. til driften af de lokale treparter. 

Den største pulje på 314,8 mio. kr. fordeles via bloktilskuddet efter indsatsbehov og udtagningspotentiale og skal anvendes til kommunernes aktive og opsøgende projektarbejde. 

Men selvom der er afsat penge til indsatsen, garanterer det ikke de nødvendige hænder og kompetencer med så kort en tidsfrist. 

- Det er en udfordring i forhold til tid, men også i forhold til ressourcer, hvor det skal sikres, at kommunerne har hænder til at lave det planmæssige arbejde. Der bliver stor efterspørgsel på kompetencer fra både organisationer og kommuner, siger Karen Post Bache. 

Henrik Dalgaard hæfter sig ligeledes ved, at det kan blive nødvendigt for nogle kommuner at omprioritere, hvis man skal finde de nødvendige ressourcer til de lokale treparter. 

- Man bør overveje i de respektive kommuner og KL, om man skal løfte foden fra speederen på andre områder for at frigøre hænder til den her opgave. De ressourcer kan man ikke bare lige finde derude, og det nytter ikke, at man stjæler arbejdskraft fra hinanden. Vi har de ressourcer, vi har, siger Henrik Dalgaard. 

Balance mellem tidspres og hensyn

Selvom alle parter fremhæver mulighederne og den fælles vilje, så kommer der til at være hårde forhandlinger og prioriteter undervejs. 

I aftalen lyder det eksempelvis, at kommunerne “så vidt muligt” skal arbejde for at identificere arealer, som har potentiale til at bidrage til beskyttet natur, selvom det også fremgår af aftalen, at Danmark skal ende op med minimum 20 pct. beskyttet og strengt beskyttet natur. 

- Vi kan ikke tage for givet, at natur og biodiversitet bliver tænkt tilstrækkeligt ind. Derfor har vores og sådan set alle repræsentanter i de lokale treparter en vigtig rolle i forhold til at fastholde ånden i aftalen, hvor man ikke løser én udfordring, men tænker hele vejen rundt og  også har fokus på biodiversitet, siger Lars Midtiby. 

Det kan dog være svært at fastholde alle hensyn til biodiversitet, landbrug og borgere, når der både er omfattende omlægningskrav og tidspres. Hvis man skal kunne nå i mål med implementeringen, er det nødvendigt med mere smidig sagsbehandling, og at man ikke sidder fast i klageinstanser, mener Henrik Dalgaard. 

- Der er rigtig mange ting, man skal tage hensyn til, når man laver ændringer i arealanvendelse, og det skal i høring i forhold til naturbeskyttelse og miljøbeskyttelse. Der er vi nødt til at have en snak om, at hvis man har et godt projekt, så nytter det ikke, at det strander i et klagenævn i årevis. Der har vi brug for nye arbejdsgange.

Det samme understreger Karen Post Bache. 

- Et er at få tegnet skitseprojekter på et kort, noget helt andet er, når det skal blive til virkelighed. Hvis det her skal lykkes, er vi nødt til at fjerne nogle barrierer og få sat tempoet op. Det er her, det brede samarbejde skal stå sin prøve, siger hun. 

Frivillig opbakning er afgørende

For at de lokale treparter skal blive en succes, kræver det dog mere, end at parterne internt kan blive enige om omlægningsplanerne, og at myndighederne er klar til at effektivisere sagsbehandlingen. 

Helt centralt bliver at sikre opbakning lokalt både blandt kommunerne og de lokale lodsejere. For kommunernes vedkommende skal de 23 lokale treparter alle godkendes af kommunalbestyrelserne selv. 

Hver kommunalbestyrelse har ret til to repræsentanter i hver trepart i deres geografiske område, men det er ikke ensbetydende med, at resten af byrådet er tilfreds med det, den lokale trepart kommer frem til. 

I Henrik Dalgaards tilfælde skal trepartens omlægningsplanerne godkendes af samtlige 18 kommuner.

- De kommunale repræsentanter får en stor opgave i at sikre en rigtig god formidling, så man har hele byrådet med i processen, så det ikke er noget, der bliver serveret færdigt på det sidste byrådsmøde. Hvis ikke man gør det, kan det sagtens skabe nogle konflikter lokalt, særligt med tanke på, at der skal være et kommunalvalg.

Også Karen Post Bache hæfter sig ved, at grundlaget i aftalen er frivillighed, og fremhæver sine medlemmers interesse i at bidrage med løsninger. 

- Der kommer til at være nogle knaster undervejs, men vi har givet hinanden håndslag på, at hvis vi møder barrierer undervejs, så må man løse dem i stedet for at pege fingre, siger hun. 

Også Henrik Dalgaard er optimistist i forhold til at nå langt ad frivillighedens vej.

- Jeg tror, vi kan nå i mål på 90 pct. frivillighed, og så er der selvfølgelig en pulje, hvor vi har brug for lidt ekstra hjælp i forhold til at skabe et attraktivt økonomisk incitament for lodsejerne til at indgå en aftale. Den allerdyreste løsning er, hvis man skal ud og opkøbe produktionsejendomme. Det er ikke sikkert, at vi kan undgå det, men så må vi se på det til den tid, siger han.