Der er noget særligt ved at arbejde i en kommune. Det er her, velfærdens hjul drejer tættest på borgerne. Her, hvor beslutninger ikke bare handler om tal i et regneark, men om mennesker, liv og lokalsamfund. Her handler det ikke om store armbevægelser eller abstrakte visioner, men om hverdagen. Om børn, der skal have en tryg skolegang. Ældre, der skal mødes med værdighed. Veje, der skal vedligeholdes. Og om budgetter, der skal balanceres – ofte med mere vilje end midler.

I mange af landets kommuner, særligt uden for de store byer, er prioritering blevet en kunstform. Ikke fordi man ikke vil det bedste, men fordi man må vælge mellem det gode og det nødvendige. Det er ikke en klagesang. Det er virkelighed.

Et Danmark med forskellig tyngde

Der tales ofte om balancen mellem land og by, men i praksis er det en ubalance, der sætter dagsordenen. Kommuner i provinsen står med en demografisk udfordring, hvor flere ældre og færre unge betyder stigende udgifter og faldende indtægter. Samtidig er der længere afstande, færre stordriftsfordele og ofte et større pres på kernevelfærden.

Det er ikke fordi, man ikke vil udvikling. Tværtimod. Men når budgettet skal lægges, og der skal vælges mellem at renovere en skole eller sikre hjemmeplejen, bliver prioritering en øvelse i at vælge det mindst smertefulde fravalg.

Budgetter med bundlinje og hjerte

I provinsen er det ikke ualmindeligt, at man sidder med budgetter, hvor der ikke er plads til nye initiativer, men kun til at vedligeholde det eksisterende. Her er det ikke et spørgsmål om at udvide tilbuddene, men om at sikre, at de mest basale funktioner stadig kan leveres med kvalitet og værdighed.

Det kræver politisk mod at sige nej til noget, man gerne ville sige ja til. Det kræver lokal opbakning at træffe beslutninger, som måske ikke er populære, men nødvendige. Og det kræver en forståelse – også nationalt – for at prioritering i disse kommuner ikke er et udtryk for manglende ambition, men for ansvarlighed.

Samarbejde frem for skyttegrave

Der er brug for en samtale, hvor vi ikke peger fingre, men rækker hånden ud. Hvor vi ser på, hvordan vi kan skabe et mere balanceret Danmark – ikke ved at tage fra nogen, men ved at investere i det fælles. Det handler om at sikre, at alle kommuner har mulighed for at levere den velfærd, borgerne med rette forventer.

Det kræver, at vi tør tale om udligning, investering og strukturelle forskelle – ikke som tekniske begreber, men som en del af den fortælling, vi skriver sammen som land. For hvis vi vil have et Danmark i balance, må vi også have en kommunal virkelighed, der afspejler det.

Der er masser af handlekraft i kommunerne. Masser af vilje til at finde løsninger, tænke nyt og skabe værdi. Men det kræver, at vi som samfund anerkender, at ikke alle starter fra samme sted. Og at prioritering ikke kun er et lokalt ansvar, men et fælles projekt.

Så lad os tale om prioritering med respekt. Ikke som en nødvendighed, men som en mulighed for at styrke både det lokale – og det nationale – fællesskab.