Medforfattere: Rasmus K. Rendsvig og Mads Vestergaard, der er en del af forskerholdet på CIBS.

Ved en boble forstås en overophedning af aktiver hinsides deres fundamentale værdi. Sådanne fænomener kendes typisk fra finansverdenen, hvor både aktier, boliger og andre finansielle produkter er blevet jagtet af så megen likviditet til et punkt, hvor man med rette kan tale om "irrationel overflod" på børs- og boligmarked. En finansboble opstår i et boblegæstfrit miljø, der ofte har et politisk ophav.

Ejendomsskattestop forenet med flekslån, afdragsfrihed, idealet om den ikke-regulerede foretagsomhed  og en forventning om, at det frie marked er en selvjusterende mekanisme, der finder en passende ligevægtstilstand, er centrale politiske tiltag og forestillinger, der kan være boblestimulerende i økonomien.

Meningsinvestering

Politiske standpunkter eller temaer kan imidlertid boble selvstændigt. Tænk på nylige politiske debatter om "Dovne Robert", "Fattig- Carina", "Vestager: Sådan er det jo", "Kinnocks homorygter", “Frikadeller i børnehaven” og twitterstorme som #marius eller #voteman er alle eksempler på aggregerede offentlige meningstilkendegivelser, der overopheder det politiske realindhold.

Årsagen til disse debatters udprægede sociale transmission er ikke udelukkende et resultat af realpolitiske spørgsmål om arbejdstagerforhold, kontanthjælpssatser og sociale ydelser, skattepligt, giraffers overlevelse i zoologiske haver eller mobilisering af den yngre vælgergeneration til EU-afstemningen, men også af et gæstfrit miljø, der kan stimulere meningsbobler ud fra eksempelvis den lette adgang til omkostningsfri meningsinvestering på sociale medier og i det virtuelle offentlige rum forenet med ophidselse over social uretfærdighed, moralsk forfald, fejlslagen integration, samfundsuansvarlighed, egoisme, dyreplageri, sexisme og så fremdeles. Udtrykket "Det er også for galt at" vidner om indignation, en reaktion der er ofte forekommende i eksempelvis ovenfor omtalte sager.

Viral ophidselse

Indignation tilhører den mængde af begreber, der af  adfærdspsykologien klassificeres som aktivitetsmobiliserende og tæller i øvrigt lige fra positive begreber som eksempelvis ærefrygt til negative følelser som vrede og ængstelse. Disse følelser karakteriseres alle af ophidselse, der igen er en mobiliseringstilstand. Over for disse står følelser som tristhed eller ulykkelighed, der karakteriseres ved lav ophidselsesgrad og hermed er ikke-aktivitetsmobiliserende.

Der er netop for nylig påvist en robust korrelation mellem aktivitetsmobiliserende følelser og det indhold på nyhedsportalen NYTimes, der giver anledning til stor social transmission. Indhold, der fremkalder høj positiv ophidselse som eksempelvis ærefrygt eller tilsvarende negativ som vrede eller frygt er mere viralt. Indignation er en afart af vrede, så derfor er det næppe så overraskende, at politisk indhold, der kan give anledning til "Det er også for galt at", har god mulighed for at blive delt og kommenteret i betragteligt omfang.

Den individuelle meningsinvestering i politisk indignation er insignifikant, men den aggregrede mængde af meningstilkendegivelser kan hurtigt komme til at udgøre et kraftigt offentligt signal om, hvad der antageligvis er det rigtige at mene om "Dovne Robert" og "Vestager: Sådan er det jo", hvilket igen kan få politiske standpunkter til at boble.

De politiske bobler

Fra udbyders synspunkt - og i særdeleshed her i et valgår - kunne politiske partier, aktører og andre stakeholders således måske foranlediges til at spekulere i, hvilke politiske temaer eller debatter der kan anledning til stor politisk synlighed, når man først er bekendt med, at politisk indignation kan være et ganske effektivt drivmiddel til potentielle vælgeres meningsinvestering først virtuelt og sidenhen måske reelt i stemmeboksen. Og således kan politiske bobler opstå.

The Economist bragte for nylig en artikel, i hvilken det i forbindelse med det forestående britiske valg blev fremført, at man i moderne politik ikke søger løsninger; man går bare efter at få nye fjender. I værste fald er politiske boblemiljøer ikke habitater, i hvilke det drøftende demokrati har gode vilkår, men et habitat, i hvilket vælgermaksimering og postfaktuelt demokrati - et demokrati, i hvilket kendsgerninger og gyldige argumenter kun tæller lidt, men hvor opportune politiske narrativer og nye fjender har taget over - kan leve i bedste velgående. Ikke godt.