Møgsager og stress fik Aalborg-borgmester til at lægge stilen om
Møgsager og stress fik Aalborg-borgmester til at lægge stilen om

KV21 var hård ved socialdemokratiske borgmestre i storbyerne, og Thomas Kastrup-Larsen i Aalborg var en af dem, som led mest. Det personlige stemmetal blev halveret, og med en stak møgsager i bagagen indledte Aalborg-borgmesteren 2022 med en fem uger lang stress-sygemelding, som fik ham til at lægge politikerlivsstilen om.
3. februar fejrer Thomas Kastrup-Larsen 50 års fødselsdag tilbage i fuldt vigør og nu med ni års erfaring i borgmesterstolen i Danmarks fjerdestørste by.
Men noget har forandret sig: Thomas Kastrup-Larsen fortalte åbent om sine stressproblemer i foråret til Kommunen.dk, og her bedyrede han, at han ville skære kraftigt ned på både kontakten med pressen og tilstedeværelsen på sociale medier. Politikerlivet måtte ikke blive et 24 timers arbejde, han havde brug for et frirum.
Ellers har Thomas Kastrup-Larsens politiske karriere været en lang succeshistorie. Han kom første gang i byrådet som 24-årig, mens han færdiggjorde sin uddannelse til cand.scient.adm på Aalborg Universitet.
Inden han blev fuldtidspolitiker, nåede han at arbejde for AOF i hjembyen. I løbet af sine 25 år i byrådet har han, før han overtog borgmesterposten fra Henning Jensen i 2014, været rådmand for sundhed.
Om han bruger erfaringen fra sidstnævnte post til at værne mod stress-faren i dag, er uvist, men i et tidligere interview hos Kommunen.dk tilbage i 2017 var han allerede opmærksom på truslen:
- Jeg er glad for min evne til at få ting gjort, stå op, møde ind til tiden, huske at få løbet, og min evne til at være social og have det sjovt sammen med andre mennesker. Noget af det, jeg er knap så stolt af, er, at jeg kan blive lidt nærig med mig selv. Det sker ubevidst, men ofte, når jeg har brugt al min udadvendte energi og har brug for ro. Så er der ikke så meget til overs til familien, sagde han dengang.
Thomas Kastrup-Larsen er gift med Anna og far til tre børn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























