Moderaterne er Løkkes opgør mod sig selv
Moderaterne er Løkkes opgør mod sig selv

Efter halvandet års rejse sætter Lars Løkke Rasmussen et vigtigt komma i sit forsøg på at nå toppen af dansk politik igen, når hans parti, Moderaterne, søndag på grundlovsdag holder stiftende årsmøde og officielt bliver et parti.
Med sit nye politiske projekt forsøger den tidligere statsminister for Venstre at tage et "opgør med den type politiker, jeg selv er".
For der er brug for flere af andre typer politikere i Folketinget, mener Lars Løkke.
Derfor har det været vigtigt for ham, at over halvdelen af de første 43 folketingskandidater, som Moderaterne præsenterer søndag, ingen politisk fortid har.
- Jeg elsker både Danmark, det danske folkestyre og er stolt af min egen politiske karriere og synes, at jeg har nogle dygtige kolleger på Christiansborg. Men der er bare sket en udvikling i retning af, at politik er blevet et spil og en disciplin i sig selv, forklarer han.
- Da jeg kom i Folketinget, sad der en gymnasierektor, en direktør for et rengøringsfirma og en, der havde en entreprenørvirksomhed. Der er godt nok langt mellem dem nu.
Løkker mener, at Danmark har brug for opgøret med "politik på den måde, jeg selv har drevet det på". Han har været aktiv siden ungdomsårene som formand i Venstres Ungdom og blev folketingsmedlem som 30-årig i 1994.
Da jeg kom i Folketinget, sad der en gymnasierektor, en direktør for et rengøringsfirma og en, der havde en entreprenørvirksomhed. Der er godt nok langt mellem dem nu.
- Vi vil rigtig gerne skabe en mulighed for, at folk, der enten har haft, fortsat har eller vil have en faglig karriere bagefter, kan finde deres plads i politik. Det er ikke, fordi jeg er naiv omkring det her, men jeg tror bare, at det vil være en fordel, hvis man engagerer flere. Det er blevet en undtagelse at engagere sig i partipolitik.
Mål: Blokkene skal brydes
Og står det til Lars Løkke, må eventuelle folketingsmedlemmer for Moderaterne hellere end gerne fortsætte deres karriere ved siden af, i det omfang det er muligt.
Han mener selv, at han forsøgte at tage opgøret som statsminister ved at hive personer som Lykke Friis og Tommy Ahlers, der ingen politisk erfaring havde, ind som ministre.
Ved et kommende folketingsvalg er succeskriteriet for Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne klart. Blokkene skal brydes.
- Vi går efter at komme i Folketinget og komme i Folketinget med et pænt antal mandater. Men først og fremmest går vi efter, at det er et antal mandater, der falder på en måde, hvor der ikke er en blå eller rød blok, der har flertal uden os, siger han.
- Vi har den analyse, at det, vi mener i vores egen ret, kun kan lade sig gøre, hvis man får brudt det her dødvande mellem blokkene. Derfor handler det om at komme ind på midten og være den udslagsgivende faktor. - Kommer vi ind uden at få den position, så er vi ikke lykkedes, slår han fast.
Appetit på regering
Derfor vil Lars Løkke heller ikke på forhånd pege på en statsministerkandidat.
Til gengæld kan han "sagtens se" Moderaterne være en del af en regering.
- Det vil vi da have en appetit på.
Uden at kende navnene på andre folketingskandidater er Moderaterne lige nu lig med Lars Løkke Rasmussen. Partiets succes ved dets første valg kan ikke benægtes at afhænge af Løkke i meget høj grad.
- Det er klart, at hvis vælgerne siger tak for tilbuddet, men det tager vi ikke imod, så er min personlige rolle selvfølgelig udtømt. Men det er ikke det samme, som at rollen for Moderaterne er udtømt. For jeg bliver til vi, siger Løkke med henvisning til det stiftende årsmøde.
Forventer ingen kærlighed
Han "forestiller sig ikke", at han også er i spidsen for Moderaterne ved et valg nummer to, hvis det ikke lykkes at få de afgørende mandater ved næste valg.
- Men jeg tænker ikke sådan. Tænkte jeg sådan, havde jeg måske ikke taget det initiativ. Man bliver ikke gode venner med alle ved at tage det her initiativ. Man bliver gode venner med ingen næsten. Den politiske familie, som jeg kommer fra, er skuffet og sure. Den anden familie, som vi prøver at bygge bro over til, siger "hold fingrene væk". Så vi er ikke omgærdet af parlamentarisk kærlighed.
- Det kommer med en pris, men den er jeg nået frem til, at jeg gerne vil betale. For jeg mener i al ubeskedenhed, at Danmark har brug for det. Men det er noget vælgerne bestemmer, tilføjer den tidligere statsminister.
Det mener Moderaterne
Tre nedslag i Moderaternes foreløbige politiske program:
Borgerpligt.
- Alle unge skal aflægge samfundsmæssig værnepligt i seks måneder. Det kan være på plejehjem, i forsvaret, kulturlivet, inden for naturbeskyttelse eller i civilsamfundets institutioner.
- Borgerpligten skal styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraften i Danmark.
Skattereform.
- En skattereform skal indeholde en "mangedobling" af jobfradraget til gavn for dem med den laveste indkomst. Samt til gavn for dem på offentlige ydelser.
- Skatten på aktier, iværksætteri og investeringer skal sænkes til et internationalt konkurrencedygtigt niveau, mens grænsen for at betale topskattens 15 procent skal sættes markant op, samtidig med at der genindføres en mellemskat på ti procent.
Sundhedsreform.
- De fem regioner skal nedlægges. I stedet skal sygehusene samles under én sundhedsforvaltning organiseret i tre dele: akutberedskab, hospital og det nære sundhedsvæsen.
- Der skal være pakkeforløb i psykiatrien inspireret af kræftpakkerne.
- Prisen på cigaretter skal hæves til 100 kroner.
Kilder: Ritzau, Altinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























