Mette med viljen til magten

Stemmerne er talt op, og Mette Touborg har kendt navnet på partiets nye formand i mindst en time. Foran hende sidder 500 SF’ere, hvor de 494 officielt venter i lige så stor spænding som den samlede, lettere frådende politiske presse.

Stedet er Dronningesalen, naturligvis, i Det Kongelige Bibliotek. Udover Mette Touborg og næstformandskollegaen Mattias Tesfaye, er det ifølge SF kun de tre øvrige medlemmer i formandsvalgets stemmeudvalg og de to formandskandidater, der inden offentliggørelsen ved, at Annette Vilhelmsen fremover skal tegne partiet.

Tyve minutter efter at Mette Touborg tog imod og åbnede konventet, passerede formandsstafetten fra Villy til Vilhelmsen. Så var det overstået, og nu kan partiet forhåbentlig komme videre.

Det var i hvert fald næstformandens forhåbning en uges tid inden formandsvalgets afslutning. Her havde hun afsat en time til interview i et lokale i KL-husets stueetage, inden hun igen strøg videre til netværksmøde for nyvalgte borgmestre.

”Konventet den 13. oktober fylder ikke rigtig så meget for mig, andet end at det bliver godt at få vores nye formand,” siger Mette Touborg.

Formand Mette

Hun virker en smule adspredt. Som om hun er landet i en situation, hun hverken har haft behov for eller tid til at tænke igennem på forhånd. Spørgsmålene om det aktuelle formandsvalg skal stilles for at bane vejen for andre emner, og svarene er præcis så nøgterne, som man kan forvente af en politiker tæt på processen.

”Det kan godt være, at forløbet ser helt vildt ud udefra. Men det er det faktisk ikke. Jeg synes, at det ser meget fornuftigt ud, at der er den her tid til medlemsdemokratiet.”

Formandsvalget udlægges som et opgør med topstyringen i SF. Kan du forstå den kritik?

”Det vil jeg gerne udfordre. Som regeringsparti skal vi kunne træffe beslutninger, og det kan godt være, at nogen oplever det som topstyring, men man kan også se det som nødvendig ledelse.”

Som næstformand har du ikke officielt peget på en kandidat, men du har ligget på linje med Annette Vilhelmsen i diskussion om tv-debatter og skældt ud på grund af lækkede dokumenter om hendes stemmeafgivelse mod regeringens politik. Kan man lægge noget i det?

”Nej. Men du kan heller ikke lægge noget i, at jeg nu siger nej.”

Kortene holdes tæt ind til kroppen, og der er de stadig, efter den nye formand er udpeget. Mens Mattias Tesfaye åbent fortalte om sin støtte til Astrid Krag, holder Mette Touborg på sin ret til ikke at udtale sig.

En næstformand appellerer til forsoning, den anden til samling. Og på spørgsmålet om hun har overvejet selv at stille op som formandskandidat, bliver hun for første gang tøvende. Længe.

”Der når jo at løbe rigtig mange tanker igennem hovedet på en, når en så stor nyhed som formandens afgang kommer ud. Men det handler jo ikke bare om min position, men om partiet og hvad der er bedst for partiet.

Men jo, jeg har selvfølgelig vendt tanken,” siger Mette Touborg.

Socialisten fra stenbroen

Der var nok ikke mange, der så konventet i Dronningesalen for sig, da Mette Touborg for knap tre år siden fik fat i nøglerne til borgmesterkontoret i Lejre Kommune.

SF red fortsat højt på den bølge, der i 2007 gav partiet 23 folketingsmedlemmer og mere end fordoblede gruppen på Christiansborg. Villy-effekten gav også gode resultater lokalt. Ikke mindst i Lejre, hvor Mette sammen med fem andre SF’ere fik magtbalancen til at tippe.

Nytilflytteren fra Københavns stenbro meldte sig op til valget i 2005 ind i Socialistisk Lokalliste og blev en del af byrådet i den nye Lejre Kommune. Lokallisten var en god start og indgangsvinkel til lokal politik, men efterhånden kom hun til at savne at have et egentligt partiapparat i ryggen.

”Vi var to personer, der skulle blive enige om, hvad vi syntes var bedst i de forskellige situationer. Jeg savnede, at have nogle flere med i overvejelserne, det var den primære årsag til, at jeg skiftede til SF,” siger Mette Touborg.

Samtidig var de landspolitiske aspirationer begyndt at spire sammen med lysten til at bruge endnu flere af døgnets timer på at arbejde med politik.

Og med kommunens stærkeste personlige resultat ved valget i 2009 pegede hun på sig selv som borgmester i de efterfølgende forhandlinger om konstitueringen. Det gav pote.

Som et forvarsel om det kommende politiske landskab i Danmark kunne SF i samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale vælte Venstre-borgmesteren Flemming Jensen.

Højskolesang i bagagen

Efter snakken har bevæget sig fra formandsvalg til lokalpolitik i Lejre, slipper næstformanden, og en mere afslappet borgmester tager over. Det er hjemmebanen, og her er det først og fremmest hende selv, der kender situationen og har noget på spil. Ikke partiet som sådan.

Nu bander hun også. Ikke meget og kun lødige bandeord som ’sgu’, ’fandeme’ og ’skidegod’.

Det går nok ikke på landsdækkende tv som næstformand for et regeringsparti. Men den direkte, vel nærmest folkelige, facon kan være en del af forklaringen på, at hun trods sin svagt vestjyske dialekt har politisk succes på Midtsjælland.

For godt nok flyttede hun til landsbyen Lyndby fra København. Men hun er vokset op på slægtsgården Kloster Mølle i Gudum, Lemvig, som har været familiens ramme i efterhånden syv generationer.

Faderen, Kristen Touborg, er økologisk landmand og har i mange år siddet i Folketinget og Lemvig Kommunes byråd for SF. Moderen Anna Marie Touborg har siddet i Ringkøbing Amtsråd og senere det nordjyske regionsråd.

Børnene Thomas, Karen og Mette fik derfor ikke kun en tryg landlig opvækst med islænderheste og masser af politiske diskussioner. De har også været en del af en levende kultur, som favner på tværs af de skel, politisk stillingtagen ofte tegner, fortæller Anna Marie Touborg.

”Det er ikke alene en gård med mange traditioner og megen kultur. Det er også en gård, hvor man har levet den kultur, hvor folk mødes, og der synges sange fra højskolesangbogen, og ofte læses noget op fra Jeppe Aakjær, Thøger Larsen eller en anden god forfatter.”

Skæbnefællesskabet

Politik er på den måde en integreret del af Mette Touborgs skæbne. Spørgsmålet er nu, om skæbnefællesskabet med SF er så stærkt, at hun risikerer at miste borgmesterposten ved næste års kommunalvalg.

’Villy-effekten’ hjalp hende til at blive borgmester. Men har ’Villy-defekten’ nu beseglet hendes skæbne i Lejre?

Mette Touborg har mange gange afvist, at rollen som borgmester er et springbræt videre til Folketinget. Hun har tænkt sig at blive og kæmpe for fire år mere. Hun ser ikke nødvendigvis en plads i Folketinget som et karrierespring fra at være borgmester.

Faste planer for alternativet til borgmesterposten har hun ikke. En mulighed kan være at vende tilbage til Topdanmark. Men ifølge hendes mor er retningen næsten givet på forhånd.

”Vejen går lige ind i Folketinget. Det er godt, at hun er startet i det nære, for sådan er hendes sind. Hun rækker ud mod de nærmeste først. Men hun er også en pige, der har mod på at afprøve nogle ting og forbedre nogle forhold,” siger Anna Marie Touborg.