Merete Amdisen (S) er født i 1972. Opvokset i Høje-Taastrup på Vestegnen sammen med mor, far, to gravhunde og en kat.

Faren var sømand, kaptajn og overstyrmand. Moren arbejdede i 3F (dengang SID), aktiv i arbejderbevægelsen indtil for nylig.

Merete Amdisen er uddannet folkeskolelærer. Har arbejdet på Kasperskolen med specialundervisning for børn og unge med ADHD og autisme.

Merete Amdisen flyttede til Ishøj i 2004. Opstillet til byrådet i Ishøj Kommune i 2005.

Har tre børn på 23, 19 og 18 fra to tidligere ægteskaber. Gift med Martin, der har to børn.

I sin fritid slukker Merete Amdisen for hjernen med krimier og strikketøj.

Blev borgmester i 2022. 

Merete Amdisen - professionelt

Du var 14 år, da du blev medlem af DSU. 36 år senere blev du borgmester – det er jo næsten tantrisk. En kæmpe forløsning?

Ja, en kæmpe forløsning er nok et meget godt udtryk. Det var en hård kamp at nå dertil, og det blev jo en hård intern kamp, som må have set utrolig uskøn ud udefra. En bittersød sejr. Ét var at stå med borgmesterposten og have sikret, at Socialdemokratiet fortsat havde posten, men det var jo samtidig også et stækket Socialdemokrati, fordi det gav så store dønninger internt. Så klart en bittersød sejr. Men også starten på noget helt nyt for vores parti.

Og for dig …

Det har uden tvivl været et stort og erkendt ønske for mig i mange år at bruge al min vågne tid på at lave politik og leve af det. Jeg er tit blevet kritiseret af mine modstandere i partiet for at være for ambitiøs, men hvorfor er det noget negativt? Fordi jeg er kvinde? Jeg har så meget på hjerte og så meget, som jeg gerne vil gøre bedre, end det er i dag; det, synes jeg, ikke kan være negativt.

Hvad var det første, du fejede af bordet eller lod springe som en bombe som nytiltrådt borgmester?

Det allerførste, jeg gjorde, var at bede kommunaldirektøren om at sætte den famøse borgmesterbil til salg. Bilen, der var så meget palaver om, fordi den tidligere borgmester Ole Bjørstorp havnede på forsiden af Ekstra Bladet netop på grund af den bil. Ellers har jeg ikke lavet de store revolutioner endnu. Jeg bestemte mig for at bruge det første år på at sætte mig ind i organisationen, jeg var blevet sat i spidsen for. Så jeg har været rundt og besøge alle vores driftssteder og snakke med de decentrale ledere og personale om alt, hvad der foregår rundt om i kommunen. Der er mange, der har ønsker om at gøre ting anderledes, smartere eller nemmere og også forny organisationen og arbejdsgangene, og der har jeg indimellem været den, der har måttet hive i håndbremsen, så vi kan gøre det i et tempo, hvor alle kan følge med.

Samarbejde og fællesskab er vigtigt for dig, men de to tidligere borgmestre Ole Bjørstorp (S, senere Ishøjlisten) og Per Madsen (S) har kaldt dig en agitator, folke-forfører, en udpræget diktatortype, en person, der splitter vandene … Er der et gran af sandhed i det?

For det første synes jeg, det er en utidig kritik. Jeg synes ikke, at man som tidligere politiker eller kollega skal karakterisere sine partikammerater på det personlige plan, så det har jeg forsøgt på ikke selv at gøre mod dem og deres lederskab. Er der et gran af sandhed i det … Det ved jeg ikke? De fleste, der er aktive i politik, kan godt lide at bestemme. Der er jo en grund til, at man melder sig på banen til at løfte ansvar og tage beslutninger på vegne af andre mennesker. Og jeg er ikke bange for at tage upopulære beslutninger, hvis det er nødvendigt. Så en agitator og folkeforfører, nej, det oplever jeg ikke mig selv som. Men derfor kan andre jo godt have den opfattelse.

Som gamle, sure, hvide mænd …?

Det sagde du, dét står for din egen regning.

Men kan du mærke, at du er god til at få folk til at slå følge med dig?

Det er min oplevelse, at vores byråd i dag, der er en bred konstituering af os, Enhedslisten, SF, Konservative og Venstre, har et godt og respektfuldt samarbejde. Der er sager, hvor vi står i hvert vores hjørne, men det kan vi fint gøre, fordi vi har fokus på, hvad vi kan blive enige om. I stedet for at have fokus på uenighederne og på, hvordan vi kan dyrke dem. Jeg vil gerne have en del af æren for, at vi er nået derhen. 

Per Madsen (S) har også sagt om dig, at du er knalddygtig? Er du det?

Jeg synes stadig, jeg er den nye pige i klassen. Og jeg synes stadig, at jeg skal stå rigtig meget på tæer, så jeg kan være tilfreds med mig selv, når jeg går hjem fra arbejde.

Hvad kan få dig til at ligge søvnløs?

Det er mest de ting, jeg ikke kan gøre noget ved. Ting, som er ude af mine hænder, hvor løsningen ikke afhænger af, om jeg kan komme op med en idé eller kan tale mig frem til et resultat.

Og i ekstase?

Når jeg bliver smittet af andres begejstring. I sidste uge havde jeg en ung pige i erhvervspraktik som borgmester. Hun sidder også i elevråd og er med i Unicefs Rettighedsråd, og den der glæde og begejstring, hun havde over de ting, hun selv laver, og over de muligheder, vi som kommune stiller op med, dét gør mig glad; så bliver jeg høj.

Hvilke typer får det dygtigste frem i dig professionelt?

Jeg er nok lidt konkurrencepræget, så hvis andre er mega godt forberedt, så motiverer det mig til at være endnu bedre forberedt end dem. Jeg bliver altid lidt bedre af at skulle stå på tæer. Så dem, der får det bedste frem i mig, er dem, som er velforberedte, disciplinerede og ved, hvor de vil hen.

Nej. Jeg er vokset op her på Vestegnen, og jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder end her. Noget af det, som vi kan i Ishøj, og som jeg ikke ved, om man kan andre steder, er, at når ting bliver svære, så rykker vi sammen og hjælper hinanden. Der er en nybyggerånd, hvis man kan kalde det det? En vilje til at hjælpe naboen, selvom man selv har det svært eller mangler penge. Vi har mange lokale foreninger, som laver humanitært arbejde og tager hånd om dem, som ikke har ret mange penge. Får dem ind i fællesskaber.  

Og det kan de ikke i Gentofte?

Jeg ved ikke, om de kan det i Gentofte, men jeg er ikke sikker på, at de har de samme behov? I vores lokale fodboldklub har formanden et støvleskab, så hvis mor og far ikke har råd til at købe fodboldstøvler, så kan man få sig et par. Og når man vokser ud af dem, afleverer man dem igen, så en ny kan få glæde af dem. Jeg ved ikke, hvor mange der spiller fodbold i brugte fodboldstøvler hos Michael Fenger. Men det gør vi i Ishøj.  Det kan godt være, at jeg er fordomsfuld, og så undskylder jeg på forhånd. Faktisk har Michael Fenger og jeg aftalt, at vi skal i praktik i hinandens kommuner til sommer og vise fordele og ulemper i vores kommuner frem.

Jeg har læst, at du strikker til alle møder. Hvad signalerer det? Overblik, multitasking, too easy for me? Hvad med øjenkontakt og noter?

Jeg strikker ikke for at signalere noget som helst. Jeg strikker, fordi det fastholder min egen opmærksomhed. Det hjælper mig til at bevare fokus, og hvis jeg skal skrive noter, så stopper jeg jo bare og skriver noter, og jeg kan i øvrigt også kigge mig omkring og have øjenkontakt, når jeg strikker. Jeg strikker det, der er lige ud af landevejen. Tællearbejdet tager jeg så derhjemme foran fjernsynet.

Hvad er det dog, du strikker?

Trøjer, som regel.

Til dine børn?

Mine børn gider ikke gå med hjemmestrik mere, det har jeg kureret dem for gennem årene, så jeg strikker til mig selv, og lige i øjeblikket har vi babyboom her på vores etage på Rådhuset, så jeg strikker også lidt babytøj til medarbejderne.

Og fodboldstrømper til fodboldklubben?

Nej, dog ikke.

Merete Amdisen - privat

Du blev medlem af DSU, da du var 14 år, var ungdomsleder i DUI-LEG og Virke og elevrådsformand i skolen. Var du bare en indigneret, dedikeret ildsjæl uden tid til øl, halfester og kinddans?

Øhh, du har ikke læst om, hvordan det var at være DSU’er i 1980’erne og 1990’erne, haha? Selvfølgelig har jeg nok fremstået lidt nørdet for nogle af mine klassekammerater, men så fandt jeg sammen med nogle andre med den samme nørdede interesse som min. Så jo, der var også plads til øl og kinddans, men også rigtig meget til bål og arbejdersange.

Din mand, Martin, er også socialdemokrat og p.t. regionsrådskandidat. Hvad betyder det for dig?

Han har været en kæmpe opbakning og støtte for mig i mit arbejde for at blive spidskandidat til kommunalvalget. Det at kunne komme hjem til en, som kender det politiske spil, har haft en afgørende betydning for, at jeg også turde tage den uskønne kamp, det blev, da jeg vandt valget.

Du kunne komme hjem på sofaen og få masseret tæer af den forstående og lyttende ægtemand, som man altid ser på film …

Ja. Han har aet mig på kinden og presset på, når jeg sank hen i lidt for megen selvmedlidenhed, så han har været en god og konstruktiv støtte. Og derudover har jeg også glæde af hans interesse for trafikpolitik; busruter, regional planlægning; det tekniske, som jeg aldrig for alvor har haft under huden. Jeg har mere erfaring med social-og sundhedspolitik og børn og undervisning – alle de bløde områder.

Det har lært mig, at ligegyldigt hvad så ved jeg, at jeg kan klare mig selv – men, at man er stærkere, når man er to. Og det har lært mig, at man ikke kan eller skal lave om på nogen, man er nødt til at elske sin mand, som han er. I øvrigt kalder Martin mig for Ishøjs svar på Elizabeth Taylor. Jeg synes jo, det er lidt pinligt …

Han lyder sjov?

Han er sjov. Og klog. Og det kan jeg godt lide.

Er du også det? Sjov og klog?

Jeg er nok mere klog end sjov.

Martin har skrevet i et Facebook-opslag, at du havde inviteret ham til Amsterdam i fødselsdagsgave, men at du var fedtet med lommepengene. Hvad er dit forhold til penge? Er du en gnier?

Haha, nej, det er jeg ikke, men jeg er nok lidt gammeldags. Jeg har det bedst med at vide, hvad der kommer ind på kontoen, og vide, at jeg har til alle udgifter. Min mor har lært mig, at det, der kommer ind, skal passe med det, der går ud. Det gælder også i mit politiske arbejde, når vi lægger budgetter. Vi må sætte tæring efter næring.

Jeg har læst, at din yndlingsfilm er The Godfather. Hvad er det, der tænder dig ved den?

Jeg bliver lidt fascineret af brutaliteten. Den der kontante afregning. Man kan jo ikke skille sig af med sine modstandere i politik på den måde, men det fungerer vanvittigt godt på fiktionsplan. I et gangstermiljø. I virkeligheden har jeg det lidt på samme måde med sport. Jeg er vild med boksning og ishockey, det er høj hastighed og kontant afregning. Indimellem kunne man jo godt ønske, at man bare kunne hugge til, men der er mit overjeg så stærkt, så det gør jeg ikke, haha.

Hvad betyder familie for dig?

Mine børn betyder jo alverden for mig. Lige nu har vi ingen hjemmeboende, men da vi havde, havde vi også deres kærester boende on-off. Jeg kan godt lide det liv, som unge mennesker giver, men jeg kan også lide den frihed, det giver, at de er flyttet hjemmefra. Jeg er selv enebarn og har altid vidst, at mine børn skulle have søskende. Jeg synes, det er vigtigt at have nogen at dele sine minder med; nogen, der kan bære ens historie videre, når ens forældre ikke er mere. 

Der er mange, der får en bogstavdiagnose i dag, også voksne. Har du selv en snert af en diagnose, der ”passer på dig”?

Jeg tror, at man skal passe på med at gå og sætte labels på sig selv og hinanden. Men jeg er enormt systematisk og struktureret; skriver lister og elsker at sætte ting i skemaer. Så mit arbejde med børn og unge med autisme og ADHD har været et godt match. Jeg har været god til at skabe ro og trygge rammer for dem. Jeg tror også, at min strukturerede tilgang til mit politiske arbejde har været med til at bringe mig derhen, hvor jeg er i dag.

Det er blevet så moderne at spørge: Hvad er din guilty pleasure?

At der hver uge lander et dameblad i min postkasse med en masse hånd-arbejds-opskrifter. Det er så mormor-agtigt, men jeg elsker at læse de opskrifter. Hver eneste uge.

Og i indkøbskurven?

Jeg drikker virkelig meget Pepsi Max. Hvis nogen vidste, hvor meget cola, jeg drikker samtidig med, at jeg prædiker sundhedsprofiler på Vestegnen, så ville jeg blive flov. Det ved de så nu …

Hvad kunne andre lære af dig? 

Det bliver lidt moraliserende, gør det ikke?

Det gør ikke noget, bare fyr den af.

At arbejde hårdt? Som min gamle matematiklærer altid sagde: Merete, man kan, hvad man vil, men slid skal der til.