Mellemøsten er et etisk minefelt
Ved at sætte penge i transportselskabet Veolia er Københavns Kommune havnet i en af de sværeste etiske problemstillinger på markedet, vurderer Danske Bank.
For ikke engang et år siden vedtog et enigt økonomiudvalg i Københavns Kommune en etisk investeringspolitik. Men når talen falder på kommunens investeringer i selskaber, der har aktiviteter i de ulovlige israelske bosættelser på den besatte Vestbred, hører enigheden op.
Det er ikke så underligt, for den konflikt er en af de mest komplekse problematikker, der overhovedet er derude, siger Thomas H. Kjærgaard, head of SRI and Corporate Governance hos Danske Bank-koncernen.
Det er Danske Bank, som forvalter Københavns Kommunes investeringer, og rundtom i landet skæver en lang række investorer – herunder kommuner – til bankens politik for socialt ansvarlig investering, før de anbringer deres penge.
Men internationale normer og konventioner dækker langtfra alt. Og tit bliver det en konkret vurdering, om en investering er etisk forsvarlig.
”Der er meget på dette område, som er soft law. Og så er vi ude i vurderinger af, om et selskabs aktiviteter strider mod FN’s retningslinjer. Det er faktisk det gap mellem national lov og internationale konventioner, vi prøver at dække med vores politik. Og hvis vores etiske rådgivere vurderer, at et selskabs aktiviteter er normstridige, kan vi godt ekskludere det, selv om en national domstol har sagt noget andet,” siger Thomas H. Kjærgaard.
Spænding om retssag
Et eksempel er selskabet Veolia, som er stævnet for sin involvering i den jernbane, som skal forbinde de jødiske bosættelser med Jerusalem.
”På den ene side er der tale om en jernbane, som kan benyttes af både israelere og palæstinensere. Men jernbanen kan også bidrage til udbyggelsen af bosættelserne,” siger Thomas H. Kjærgaard: ”Når man skitser de ting op over for hinanden, må man vurdere, om jernbanen er normstridig eller en normal del af en udvikling af et område. Og det er hele balancegangen.”
Han vil ikke udtale sig om Danske Banks løbende vurdering af konkrete selskaber, men medgiver, at banken med spænding afventer dommen i sagen mod Veolia. Det betyder dog ikke, at banken automatisk følger afgørelsen.
”Hvis der rejses kritik i en domsafsigelse, og et selskab siger: ’OK, kritikken var berettiget, det må vi rette op på’, så ser vi ingen grund til at trække os ud. Men hvis selskabet omvendt frifindes, og vi stadig vurderer, at det overtræder FN’s normer – og selskabet ikke vil gå i dialog med os – så tager vi konsekvensen og forbeholder os retten til at sige, at vi ikke vil investere i det selskab mere,” siger Thomas H. Kjærgaard.
