Kommunen.dk
MENU

Masser af blodprøver var helt unødvendige

En lille påmindelse til lægerne har sparet hospital for "enorme summer" til D-vitaminanalyser. Sundhedsøkonom: Det er sådan, sundhedsvæsnet skal blive bedre til at agere.

Masser af blodprøver var helt unødvendige

En lille påmindelse til lægerne har sparet hospital for "enorme summer" til D-vitaminanalyser. Sundhedsøkonom: Det er sådan, sundhedsvæsnet skal blive bedre til at agere.
Billede
Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Siden nytår er det lykkedes Regionshospital Nordjylland at spare hver femte D-vitaminanalyse væk, uden at det har haft nogen betydning for patienterne. 

Opbremsningen sparer hospitalet i Hjørring for, hvad der svarer til en halv million kroner om året alene i de reagenser (væsker), som bruges til prøverne, og dertil kommer sparede arbejdstimer og apparatur. Den er sket på trods af, at antallet af D-vitaminanalyser indtil da var kraftigt stigende.

- Det er jo enorme summer, vi bruger på det, konstaterer Peter Hindersson, ledende overlæge på Klinisk Biokemisk Afsnit, over for kommunen.dk.

Unødvendigt
Det hele begyndte som en stille undren over, om det nu også var nødvendigt med de mange analyser. Det fik afdelingen til dels at konsultere faglitteraturen og konkludere, at det normalt ikke giver mening at måle D-vitamin-niveauet mere end en gang årligt, dels at gå i dialog med de rekvirerende læger, både på sygehuset og i almen praksis. Især de praktiserende læger var ifølge Peter Hindersson storforbrugere.

- Det gik op for os, at der var meget stor vilje til ikke at lave unødvendige dobbeltbestillinger, men at lægerne manglede konkret viden om, hvor hyppigt man har behov for analyser. Desuden sagde de: Vi har ikke tid, når vi skal bestille en blodprøve, til at tjekke, hvornår der sidst er taget prøve, fortæller han.

Derfor gik jagten ind på en teknisk løsning, som sikrede, at systemet automatisk giver besked om tidligere prøver, når en læge rekvirerer en ny. 

- Straks vi fik det til at fungere fra årsskiftet, begyndte antallet at falde dramatisk. Det var meget tydeligt efter meget kort tid, siger overlægen.

Flere analyser
Næste skridt er allerede i gang: at sætte fokus på andre analyser, som ifølge fagkundskaben ikke behøver bliver målt særlig ofte, fordi værdierne ændrer sig langsomt. Det gælder bl.a. B12-vitamin og TSH, et mål for stofskifteændringer.

Klinisk Biokemisk Afsnit på hospitalet i Hjørring betjener en befolkning på omkring 150.000 svarende til 2,5 procent af landets befolkning. Det er umuligt at vide, om lignende besparelser kan opnås andre steder i landet, men der er ingen tvivl om, at antallet af D-vitaminanalyser - og udgifterne til dem - har været stærkt stigende de seneste år. Allerede i 2010 konstaterede Sundhedsstyrelsen en tidobling af antallet på fem år i almen praksis, og siden er stigningen fortsat.

- Der er rigtig mange laboratorier, som er ved at segne under vægten af overflødige d-vitamin-analyser, vurderer Peter Hindersson.

Fokus på produktion
De nordjyske erfaringer er et godt eksempel på, hvordan man skal blive bedre til at tænke i sundhedsvæsnet, mener sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, professor hos VIVE.

-  De sidste 15 år har vi styret sundhedsvæsnet på en måde, hvor vi har været meget opmærksomme på, hvor meget vi producerer. Vi har lavet Lean, vi har fokus på aktiviteten, vi kører og kører, men nogle gange glemmer vi at stoppe op og overveje, om det nu også er en god ide at køre så mange igennem; om det giver merværdi, det vi laver, siger han til kommunen.dk.

Derfor roser han den nordjyske afdeling for at have valgt at se sine opgaver efter i sømmene i stedet for blot at køre derudad. 

- Har vi altid en kritisk vurdering af, om vores aktivitet er meningsfuld i forhold til ressourcetrækket? Det er noget af det, hele den ændrede styringsdagsorden handler om. Det bliver den store udfordring de kommende år, siger han.

Hvad skal belønnes?
Udfordringen er, hvordan man indretter styringssystemer, som ikke kun har fokus på effektivitet, men også på kritisk refleksion. 

- Der har ikke været belønning til ledere, der stoppede op og spurgte: kan vi gøre mindre? Vi har belønnet dem, der kunne gøre mere for de samme ressourcer. Men vi skal have systemer, som ikke automatisk straffer en afdeling, fordi den er gået ned i aktivitet. Hvordan man så gør det, det bliver udfordringen, siger Jakob Kjellberg.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR