Maja Højgaard (S) er født i 1986. Opvokset i Mosede i Greve med to store søskende.

Moren har haft egen lægepraksis, og faren er gymnasielærer i naturvidenskabelige fag.

Uddannet læge.

Har blandt andet arbejdet i almen praksis i Brøndby og på kirurgisk afdeling for mavetarmsygdomme på Slagelse Sygehus.

Bor i Brøndbyøster Landsby sammen med sin mand og parrets to sønner på 7 og 11 år.

I sin fritid dyrker Maja Højgaard sine børn, Brøndby IF’s hjemmekampe og løber tre gange om ugen.

Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden 2010-2015.

Viceborgmester siden 2021.

Borgmester i Brøndby Kommune fra 1. juni 2024.

Maja Højgaard - professionelt

Muligvis fordomsfuldt, men: Du er borgmester i Brøndby Kommune, hvor de fleste vel tænker mere på fodbold end på politik. Hvordan er det?

Du har ret i, at det rammer ned i nogle fordomme om Brøndby, men der går jo sjældent røg af en brand uden ild. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der går op i fodbold, og lave stemmetal har været en udfordring her. Der er nu også mange, der går op i andet end sport; vores kunstforening fx. Men forsimplet sagt, ja, så har vi mange borgere, som det er nemmere at snakke fodbold med end politik.

Og det er du vel ret god til – at snakke om fodbold?

He he. Jo, jeg har træning i at snakke om mange ting. Også fodbold. 

Hvad ville kommunen være uden Brøndby IF? Og hvad betyder klubben for kommunens økonomi?

Nu er klubben jo et A/S selskab på egne vilkår, så den har ikke nogen direkte betydning for kommunens økonomi. Men hvis Brøndby har tabt om søndagen, så er det ligegyldigt, om solen skinner mandag, for så er der regnvejrsstemning i byen. Har de vundet, er det som at komme på arbejde efter en solskinsweekend. Det betyder utrolig meget for stemningen i Brøndby.

Så det er både godt og dårligt med den klub?

Der er dem, der synes, at al den snak om fodbold bliver for meget, men jeg synes, det er vigtigt at huske på, at Brøndby IF er et fænomen. Det var den første klub i Danmark, der fik fuldtidsprofessionelle fodboldspillere i Danmark – også kvinder. Når man har noget, der er så stort som Brøndby IF i en relativt lille kommune - vi er lige blevet 40.000 indbyggere, så er det ligesom at være en lille norsk kommune, der har et bjerg. Enten kan du gå og brokke dig over faren for stenskred, eller også kan du gøre bjerget til noget positivt. Dyrke det for at tiltrække turisme, sørge for, at det er nemt at komme op til den flotte udsigt. Vi skal dyrke Brøndby IF positivt. Klubben er en del af vores geografi og en del af vores stærke kulturarv.

I 2021 havde Brøndby en dansk bundrekord med færrest kvinder i byrådet. Gik du ind i politik af den årsag alene?

Jeg stoppede i regionsrådet, fordi jeg blev læge, ikke fordi jeg blev træt af politik. Men da vi for anden valgperiode i træk kun havde 10 procent kvinder i kommunalbestyrelsen, havde jeg som socialdemokrat og kvinde svært ved at sidde stille. Ikke fordi at de socialdemokrater, der var – både før og efter jeg stillede op igen – ikke gjorde det godt, for det gjorde de. Men jeg følte simpelthen et ansvar for at gøre noget ved den kedelige statistik.

Har du så fået trukket flere kvinder med dig ind i de lokalpolitiske rum?

Det synes jeg, at jeg har. Vi blev trods alt dobbelt så mange. Objektivt set er 20 procent ikke prangende, men det er et skridt i den rigtige retning. Jeg har også oplevelsen af, at der er kommet flere kvinder i vækstlaget og i vores partiforeninger. Det går ikke hurtigt, men det går fremad. I forhold til inklusion har vi en okay repræsentation af mennesker med anden etnisk baggrund, men det er primært mænd. Jeg drømmer om, at vi også kan få kvinder med anden etnisk baggrund ind. Det er vigtigt med forskellige typer livserfaring.

Du er kvinde, 38 år, aktivist og forkæmper mod sexisme i lægebranchen, for flere kvinder i politik og for bedre forhold for kvindelige fodboldfans på stadion. Det skaber respekt, men oplever du også at blive respekteret højere på grund af din lægeuddannelse?

Helt sikkert ja. I Danmark har vi generelt en høj tillid til læger. Men der er også respekt for, at jeg har taget en uddannelse, hvor man er i stand til at tage store mængder viden ind og kunne knuse det ned til relativt enkle svar og beslutninger. Som fx skal vi operere, eller er det bedre at lade være? Det at tænke i konsekvenser oplever jeg, at jeg har gavn af i min hverdag som borgmester. Og det ved folk på gaden godt. Ligesom på rådhuset.

Andre ting fra dit lægejob som du kan drage nytte af som borgmester?

Nu har jeg været mange år i mavetarmkirurgien, og det er jo alle, der får ondt i maven. Så jeg har stor træning i at møde alle mulige folk fra alle sociale lag, der er et meget sårbart sted i deres liv. Man hjælper høj som lav.

Hvornår savner du lægegerningen mest i dit job som borgmester?

Jeg savner det kirurgiske tidspunkt, hvor man binder den sidste knude efter en god operation, og man bare ved, at man har gjort en forskel. Har reddet et liv. Den der helt umiddelbare belønning, man får på stedet. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg gør en endnu større forskel her, hvor jeg er nu. Som borgmester arbejder jeg bare med at redde liv i et længere perspektiv. Fx havde vi minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver i Brøndby, før det blev lov. Fordi vi vidste, at det giver forbedrede livschancer på sigt. Det er dokumenteret, at de investeringer, vi gør i daginstitutionerne, forebygger ungdomsarbejdsløshed og kriminalitet.

Hvilket område synes du er det vigtigste at redde?

Jeg mener, at den største udfordring i tiden og i samfundet generelt er det kæmpe generationsskifte, som er nødt til at foregå i alle vores foreninger, hvis sammenholdet i foreningsdanmark skal blive ved med at eksistere. I dag står vi med en generation, som langt hen ad vejen har skabt foreningsdanmark. De har siddet i bestyrelser og været erfarne formænd for det hele. Nu nærmer de sig i gennemsnit 80 år. De er nødt til at give slip på posterne nu, så vi kan skabe rum for en ny generation. En meget mindre generation, som desværre har fået rigtig dårlige erfaringer med at være foreningsaktive, fordi de ikke er blevet sluppet ind. De har ikke fået lov til at få indflydelse, blive formænd eller ændre dagsordner i foreningerne. Det gælder både i sportsklubber, spejderklubber, andelsboligforeninger, alle steder. De aner ikke, hvordan man opretholder eller laver en forening. Derfor skal vi arbejde rigtig meget med udskiftningen i nuværende foreninger og med dannelsen af nye foreninger.

Hvilket politisk emne eller budskab har du personligt lyst til at give det hvide snit?

Den der helt opskruede debat om land versus by skal have det hvide snit. Den skader vores demokrati. Langt de fleste danskere bor ikke i indre by og er utroligt woke, og de fleste bor heller ikke langt ude på landet, vel? De fleste bor i en byzone uden at bo i en storby, ligesom vi gør her på Vestegnen. Og deres hverdag, behov og problemer bliver fuldstændig overset i snakken om Ærø Manifestet versus indre by diskurs.

Maja Højgaard - privat

Du og din familie har en sort kat. Hvis man er overtroisk, tror man, at sorte katte bringer uheld. Det kan man ikke prakke dig på?

Ha ha, nej, jeg tror ikke på det med spejle, stiger og sorte katte, der bringer uheld. Vores kat Svante er en dejlig social hankat, som jeg fik i fødselsdagsgave og hentede på Inges Kattehjem. Ligesom mit tøj er han genbrug.

Du er vild med fodbold. Hvordan har du det personligt med, at der findes så mange skumle hooligans i Brøndby? Skulle man ikke bare tage og udradere hele banden, klubben, det hele?

Udradere? Nej, nej, nej. Jeg har det sådan her: I ethvert samfund vil der være et vist antal vrede, unge mænd. Og da vi lukkede ned for Superligaen under corona, så vi, hvordan det gav energi til antidemokratiske bevægelser som Men in Black og et billede af en statsminister, der blev hængt op i en lygtepæl. Grundlæggende vil jeg hellere have, at de vrede unge mænd går op i, om det er Brøndby eller FCK, der vinder. Men det er klart, at vi har et ansvar for den kultur, der er på stadion, og det er faktisk lykkedes før at få vendt kulturen. Volden i 1990’erne var meget værre, end den er i dag. Det går den forkerte vej lige nu, men vi kan godt vende kulturen igen. Vi skal have udfordret spørgsmålet om, hvordan man er en ’rigtig’ og en god Brøndby-fan. Den diskussion vil jeg gerne tage op i fællesskab.

Du lever og ånder for fællesskaber. De giver livsmod og livskraft, siger du. Har du nogensinde prøvet at stå uden for et?

Ja. Jeg havde nogle år i folkeskolen, hvor jeg var røget ud af de der venne-cirkler. Jeg var ikke uvenner med nogen, og jeg blev ikke mobbet. Eller måske blev jeg faktisk mobbet lidt for at være for klog. Modsat mine klassekammerater kom jeg fra et akademisk og meget debatlystent hjem. Mine forældre havde mange venner og mange holdninger og var gode til at rumme mange forskellige mennesker og meninger. Og den ”samtale” tog jeg med over i skolen.

Og det var ikke populært?

Det var ikke en sællert hver gang, lad os bare sige det sådan. Et af mine tidligste minder fra børnehaven er, at jeg går tur med pædagogen og fortæller hende, at knopsvanen lige har vundet afstemningen på TV2 Lorry som Danmarks nationalfugl. Det blev pædagogen meget imponeret over og fortalte det straks til mine forældre. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at jeg har været et gammelklogt barn.

Så du var lidt ensom i skolen?

I de små klasser, ja. Det gik bedre, da jeg blev ældre. Jeg ved ikke om, det var, fordi jeg blev bedre til at være på social bølgelængde, eller om det var, fordi mine klassekammerater også blev ældre og indhentede de emner, som jeg syntes var spændende.

Har du oplevet andre vendepunkter i dit liv, som har haft betydning?

Jeg meldte mig ind i DSU som 15-årig, så da jeg nåede til 3.g, havde jeg kørt en del valgkampe og havde også oplevet mine første personkonflikter. Det var hårdt, og jeg græd, når der blev stemt på nogle andre end dem, jeg synes, man skulle stemme på. Jeg fik nok af politik og tog på kunsthøjskole. Det blev et vendepunkt på den måde, at jeg skulle væk fra politik for at forstå, hvorfor jeg passede så godt ind i det. Der var en ung kvinde på skolen, der meget rammende sagde til mig, at enten kunne jeg gå rundt og være en, der vidste utrolig meget om politik og være bitter over alle andres beslutninger, som jeg var uenig i uden selv at forsøge. Eller jeg kunne gå tilbage og blive aktiv igen.

Jeg har tit tænkt på, at det var flot set af hende.

Så der blev ikke nogen kunstner ud af dig?

Nej. Jeg fandt ud af, at jeg godt kan lide at beskæftige mig med noget, som andre også kan se nytten af. Altså jeg elsker kunst. Kunst og arkitektur er fantastisk og gør en kæmpe forskel og betyder meget for mange. Men for at komme frem i den branche skal man virkelig være optaget af sin egen idé og kunne se det geniale i sig selv – også uden at resten af verden giver dig ret i, at du er genial. Det er en livsstil, som passer dårligt til min personlighed. Når man læser til læge og er læge, behøver man ikke overvinde så meget indre tvivl, der ved man bare, at der ER brug for en.

Apropos livskraft, hvad består din personlige livskraft af?

Jeg har selv oplevelsen af, at jeg har et indre lys. Jeg er ikke så bevidst om det, når det bare buldrer derudaf og fodrer mig med en masse energi. Men i oktober måned, når det bliver mørkt, kan jeg helt konkret mærke, at der skal jeg gøre mig ekstra umage med at holde min energi ved lige med løbeture, strikkepinde og lysterapilampe.

Din mand, hvem er han?

Dan, han er en fantastisk mand, vi har en god yin-yang kørende. Han er ikke typen, der venter på noget. Han handler. Og så er han herligt ærlig. Jeg får alt råt for usødet fra ham. Det er ikke bare smiger, det der kommer ud af munden på ham. Det elsker jeg ham for, og jeg stoler på hans dømmekraft. Jeg mødte ham på et påskekursus med DSU, da jeg var 20 år. Så jeg er blevet voksen sammen med ham.

Det har lige været nytår, Er du sådan en, der har nytårsforsætter, eller har du bare en rygrad af vilje og stål?

Jeg elsker nytårsforsætter! Mit nytårsforsæt i år er at hjælpe Vestegns Politi med at få så mange bamselommevenner som muligt. Det er små bamser, som politiet kan bruge, når de kommer ud til situationer, hvor der er børn, som har brug for en tryghedsskabende bamse. Tidligere troede jeg, at nytårsforsætter altid skulle handle om rygestop og vægttab. Men så havde jeg en kusine, hvis nytårsforsæt var ”mere portvin og ost”. Der tænkte jeg: Guuuud, kan nytårsforsætter også være noget, der gør én glad!? Siden har jeg haft forsætter, som enten gør mig selv glad eller gør noget godt for andre. :