Partierne på fløjene har i øjeblikket godt med sul på kroppen. Alternativet stormede ind i Folketinget og har siden holdt sig på niveauet vælgermæssigt, og fremgangen er ikke sket på bekostning af Enhedslisten, som mange ellers havde spået var hovedkonkurrenten. Listen har stadig et solidt tag i vælgerne. Liberal Alliance, der også fik et flot valg, bliver ved med at stige i målingerne, og valgets helt store vinder, Dansk Folkeparti, har også holdt kanonformen fra sommerens folketingsvalg.

Der er ikke de store tegn på, at det billede ændrer sig væsentligt i den kommende tid. Ingen af de partier, der ellers historisk plejer at have godt tag i vælgerne og betegnes som magtpartierne, har vælgermæssig succes. Venstre sejler rundt et godt stykke under 20 procent. Socialdemokratiet ligger under valgresultat og selvforståelse. De Konservative kæmper en dødskamp på kanten af spærregrænsen. Kun de Radikale ser ud til at være på vej i den rigtige retning efter det magre valgresultat.

Lytter man til rørene på de gange, hvor Christiansborgs magtpartier holder til, er der en generel frustration og bekymring over situationen.  Og i ny og næ bliver frustrationen luftet offentligt.  Justitsminister Søren Pind er den seneste, der har været i medierne med sin bekymring over, at en del af partierne ikke tager nok ansvar. Også da Dansk Folkeparti stak halen mellem benene sidste sommer og ikke ville i regering, var der en del offentlig frustration.

Automatreaktionen hos mange journalister, borgere og politiske modstandere er den klassiske: ”Tør øjnene”, ”Tag en tudekiks” eller ”I er selv ude om det”. Og det kan der måske også være noget om. Flere af magtpartierne har ikke været gode nok til at omstille sig politisk og kommunikativt til de nye krav, medier og borgere stiller til politikerne. Det ses ikke kun i meningsmålingerne, men også i den stærkt voksende mistillid, der er i befolkningen til politikerne.

Frihjul og populisme

Men trods det, at mange trækker på skulderne af magtpartiernes piv, er det en situation, der skal tages alvorligt. Ikke mindst fordi det er et problem, hvis det bliver helt acceptabelt, at man kan køre på frihjul, når det gælder om at tage tunge ansvarsfulde beslutninger, mens man kan give den fuld gas, når det handler om populistiske meldinger og mere eller mindre ligegyldige personlige oplevelser.

Situationen er i øjeblikket den, at en politiker får langt mere opmærksomhed ved at komme med politiske langskud pakket ind i vild retorik end ved at komme med en ædruelig afdæmpet vurdering af, hvordan et politisk problem kan løses. Der er også meget mere medie-airtime til de politikere, der fortæller om de vrede Facebook-beskeder, de får, eller deres problemer i privatlivet, end til politikere, der benhårdt arbejder for at få gennemført store politiske projekter til gavn for mange mennesker i mange år.

I et sundt demokrati skal magthaverne altid kigges grundigt og kritisk efter af medier og borgere. Derfor skal de politikere og partier, der har magten og vedtager beslutninger, selvfølgelig testes maksimalt af. Men det må samtidig forventes, at alle folkevalgte bliver udfordret. Journalisterne kan ikke nøjes med at gå til stålet overfor de partier, der siger ja til beslutninger. De, der siger nej, skal også have et kritisk eftersyn!

Designerpartierne skal udfordres

Alternativet må gerne markedsføre sig som fornyerne i dansk politik. Enhedslisten må gerne fremstille sig selv som vagthunde. Liberal Alliance må gerne indtage rollen som protestparti, der vil have gjort indhug i skat og velfærd. Dansk Folkeparti må gerne brande sig som den lille mands talerør i en elitær politisk verden. Det er helt legalt at designe en bestemt profil til sine vælgere.

Men deres branding skal selvfølgelig udfordres, og det skal ikke være muligt for disse partier kun at gå målrettet efter de sager, der er med til at styrke deres strategiske målsætninger. Journalisterne må også banke på deres døre og høre om deres visioner og løsninger på andre politiske udfordringer og gerne med samme kritiske briller, som de har på, når de behandler magtpartierne.

Så mens magtpartierne øver sig i at blive bedre til at håndtere de nye krav, borgerne har til, hvordan man er politiker i 2016, kan de andre partier bruge tiden til at træne i at skrue op for ansvarsfølelsen og ned for jagten efter de lette og hurtige point.