Da Maastricht-traktaten blev skrottet af et knebent flertal i 1992, blev det udlagt som folkets oprør med eliten, og folkeafstemningsdagen 2. juni blev af nejsigerne vittigt kaldt Lille Grundlovsdag. Omkampen 18. maj året efter var den, der bragte de forbehold i spil, som en efter en er blevet fastholdt ved folkeafstemninger 28. september 2000 (euroen) og 3. december 2015 (retsforbeholdet).

Men ikke 1. juni 2022, da det var forsvarsforbeholdet det gjaldt. I går var det ikke folket mod eliten, i går manifesterede folket tværtimod sin samklang med dets valgte repræsentanter.

Man kan mene meget om afsættet for afstemningen - krigen i Ukraine, det åbenlyse behov for indhentning af års udsultning af den danske militære kapacitet og den manglende sammenhæng med hvad EU’s hidtidige forsvarssamarbejde er blevet brugt til - men argumenterne for at situationen kaldte på en ændringer af traktatforholdene, blev bedømt valide af et større flertal, end der i sin tid var, for at Danmark overhovedet skulle med i EF.

Trods en ja/nej-rate på 63,4/36,6 i 1972 skulle der gå et halvt århundrede før en stillingtagen til et EU-spørgsmål kunne mønstre samme opslutning. 66,9 pct. ja mod 33,1 pct. nej i går. En overbevisende bekræftelse.

Til gengæld er den lave valgdeltagelse (65,8 pct.) rutinemæssigt blevet udlagt som et problem. Der sammenlignes med 1972-afstemningens 90,1 pct. og de blot 55,9 pct. ved 2014-afstemningen om Den Fælles Patentdomstol, og det er da rigtigt, at en høj valgdeltagelse er udtryk for stor medleven blandt vælgerne. Men en lav er ikke nødvendigvis udtryk for ligegyldighed.

Man kan med nogen rette argumentere for, at en lav valgdeltagelse er udtryk for, i hvor høj grad afstemningstemaet betragtes som en selvfølgelighed. Netop patentdomstolen er et godt eksempel på dette. En åbenlys teknikalitet, så hvorfor strides om det? Resultatet (62,5 pct. ja, 37,5 pct. nej) peger i samme retning.

Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet kan ikke kaldes en teknikalitet, så når valgdeltagelsen blev så lav og ja-procenten så høj, er den sandsynlige årsag i stedet, at der var tale om en især symbolsk markering af sammenhold på et tidspunkt i verdenshistorien, der i den grad kalder på sammenhold. Hvis ikke man skulle signalere sit modsætningsforhold til Ruslands og Putins fremfærd, hvornår skulle man så signalere noget?

Dog, afstemningsresutatet i går er først og sidst en indenrigspolitisk markering. Ikke i en eneste valgkreds i landet var der flertal imod at droppe forbeholdet. Der er stadig forskel på opslutningen blandt folketingsmedlemmerne og blandt dem der har valgt den, men det er meget længe siden den har været mindre.

Efter i går er det 1. juni, ikke 2. juni, der fortjener at kaldes Lille Grundlovsdag.