Landområder kritiserer uambitiøs studieplan
Landområder kritiserer uambitiøs studieplan

En endelig aftale om udflytning af uddannelser er på plads, og den tager ifølge uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) ansvar for, at der ikke sker "yderligere centralisering".
Men regeringens oprindelige intentioner om at udflytte eller skære ti procent af de fire universitetsbyers uddannelsespladser er gået fløjten.
Tallet hedder nu 6,4 pct., og det møder kritik i landområderne.
Den "store skævvridning" bliver der ikke rettet op på, mener Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd. Aftalen er et skridt i den rigtige retning, men i hans optik ikke tilstrækkelig.
- Man har åbenbart rystet på hånden, da man skulle stå fast. Det er vi kede af, fordi ved vi ved, at uddannelse er mere end uddannelse i sig selv. Det handler også om erhverv og virksomheders mulighed for at få studerende til projekter og færdiguddannede medarbejdere til de arbejdspladser, der er, siger han.
Regeringen har været under hårdt pres, efter at den de præsenterede målet om at udflytte og skære ti procent af studiepladserne i de store byer. Både universiteterne selv og flere partier har langet hårdt ud efter planen.
Man har åbenbart rystet på hånden, da man skulle stå fast. Det er vi kede af, fordi ved vi ved, at uddannelse er mere end uddannelse i sig selv.
Derfor er et kompromis nu nået.
Flere nye uddannelser
Det er nu ikke sådan, at der ikke kommer nye uddannelser uden for de store byer. I de kommende år bliver det eksempelvis muligt at uddanne sig til maskiningeniør i Fredericia, dyrlæge i Foulum ved Viborg, ergoterapeut i Haderslev og lærer i Svendborg.
Steffen Damsgaard anerkender, at der er gode elementer i aftalen, og at der i de politiske forhandlinger skal ske kompromisser. Alligevel er han ærgerlig.
- Det betyder konkret, at der rundt i landet ikke er så mange uddannelsesmuligheder, som vi havde håbet på, siger han.
Spørgsmålet er dog, om de ti pct. havde gjort en reel forskel.
Svært at få unge væk fra storbyerne
Elise Stenholt Sørensen forsker på Aalborg Universitet i placeringen af uddannelser og deres betydning for uddannelsesvalg og flyttemønstre på Aalborg Universitet. Hun kalder det en enormt svær opgave at få de unge til at studere uden for de store byer - også dem, der bor langt væk.
- Min egen forskning viser, at afstand ikke er en barriere for at få folk til at gå på en videregående uddannelse. Jeg tror heller ikke, man havde set en effekt med de ti pct. Man havde måske set lidt flere frustrerede unge og lidt flere frustrerede uddannelsesinstitutioner, siger hun.
I Balance Danmark, en organisation der arbejder for decentralisering og har flere prominente provinsborgmestre i bestyrelsen, er formand Kim Ruberg sådan set godt tilfreds med aftalen - som udgangspunkt. Han tror på en forskel, men havde gerne set politikerne fastholde de ti pct.
- Det giver ingen mening at flytte klassisk filologi ud til de mindre områder. Men det er helt klart, at der er nogle ting på universiteterne, det giver mening at rykke ud. At flytte dyrlægeuddannelsen til Foulum er eksempelvis en no brainer, for der er nogle flere dyr at tage fat på derovre.
- Men det er bedre, at man får begyndt. Derfor er vi glade for, at man begynder den her bevægelse, for alt er gået den modsatte vej de seneste 20-30 år. Men det er ikke nok.
Her er aftalens hovedpunkter
- Regeringen er med Venstre, SF, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne enedes om en udmøntning af aftalen om udflytning af uddannelsespladser.
- Ambitionen er at skabe flere end 100 nye uddannelsessatsninger uden for de fire største byer i Danmark - København, Aarhus, Odense og Aalborg. Blandt andet skal studerende kunne læse til socialrådgiver i Hjørring og til datamatiker i Tønder.
- 6,4 pct. af uddannelsespladserne i de fire største byer udflyttes eller reduceres. Det svarer til omkring 4350 uddannelsespladser. 2400 af pladserne flyttes ud af de fire største byer, mens 1950 pladser bliver skåret væk.
- Der er en ambition om at skabe 1800 nye uddannelsespladser på de fire store velfærdsuddannelser uden for de største byer igennem udflytning af 800 pladser og oprettelse af 1000 nye pladser. Velfærdsuddannelserne er uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.






















