Lærlingen har fået ordet
Lærlingen har fået ordet
Allerede som 16-årig gik der politik i blodet på ham. På det tidspunkt var Henrik Rasmussen i mesterlære som snedker. En dag på Teknisk Skole i Rødovre blev han bedt om at ringe til fagbevægelsen, fordi de skulle komme og give faglige råd til eleverne. Henrik Rasmussen ringede pligtskyldigt til Snedker- og Tømrerforbundet, men et andet opkald med invitation gik til den frie fagforening. Det måtte da give et mere nuanceret syn, mente den 16-årige lærling. Begejstringen var bestemt ikke stor hos skolens lærere, der opfordrede samtlige elever til at holde sig væk. Kort tid efter meldte Henrik Rasmussen sig ind i Det Konservative Folkeparti.
Ud over at være en 38-årig bygherrerådgiver og far til fire børn er Henrik Rasmussen derfor også en garvet politiker i dag. Han sidder i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk på 16. år, og har været viceborgmester i de sidste otte. Formentlig ukendt for de fleste, men nu skal Henrik Rasmussen føre ordet udadtil for Konservative som ny kultur- og kommunalordfører. Fra årets start er han blevet fast medlem af Folketinget som afløser for Connie Hedegaard.
Kommunal vagthund
Som kommunalordfører er Henrik Rasmussen ikke i tvivl om, hvad en af hans fornemste opgaver bliver.
”Jeg vil i hvert fald være den vagthund, der bjæffer meget højt, når man begynder at udvide servicerammerne, uden at der følger penge med, for det hænger simpelthen ikke sammen.”
Henrik Rasmussen mener desuden, at det er vigtigt, at man på Christiansborg får defineret et serviceniveau, så kommunerne ved, hvad de som minimum skal levere.
Og hjertesager har han flere af. Man skal heller ikke blive overrasket, hvis der kommer flere kontroversielle idéer fra hans hånd. En af de tanker, han arbejder med, er, om man kan give kommunerne mulighed for at belønne mennesker, der laver frivilligt arbejde. For eksempel med en økonomisk gulerod.
Henrik Rasmussen glæder sig over, at politikken nu skal fylde 100 procent i hans arbejdsliv. Selv om den permanente plads i Folketinget kommer lidt ind fra en sidedør, og to nye ordførerposter kan ses som lidt af en mundfuld, så skræmmer det ikke Henrik Rasmussen.
”For mig er det helt klart et drive, at man ikke går i stå, og det er et drive, at man hele tiden skal tænke anderledes og i nye baner. Jeg er bestemt ikke bange for at give mig selv udfordringer,” siger Henrik Rasmussen.
Og udfordringer skal der givetvis komme mange af i hans nye virke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.