Læren fra Bill og Blair

Både Bill Clintons og Tony Blairs magt-overtagelse afsluttede en lang ørkenvandring i opposition. Bag dem lå et strategisk mønster, som genfindes hos oppositionspartier i danske kommuner.

forskning

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Hvad sker der, når et parti taber et valg og mister magten? Glemte mærkesager findes frem fra skuffen, den ideologiske profil stives af og så lægges der ellers afstand til de nye magthaveres politiske linje. 

Det kan sikre kernevælgernes opbakning og det politiske baglands fulde støtte.

Men hvad sker der, hvis ikke det fører til revanche ved det næste valg eller næste valg igen? Ja, så svinger det strategiske pendul væk fra fløjen ind mod midten og det magtbærende partis politiske banehalvdel. Så er det tid til at lægge låg på egen ideologisk forfængelighed og gå målrettet efter det ledende partis vælgere.

Danske regeringer sidder sjældent længe nok til, at det store udfordrende oppositionsparti vil nå at gennemleve mere end et enkelt sving ud på fløjen og tilbage igen. Hertil tager grundlæggende politiske kursskift for lang tid.

Men historiske fortilfælde viser, hvad der kan ske for et oppositionsparti, hvis det heller ikke lykkes at genvinde magten efter først at have bevæget sig ud på fløjen og tilbage til midten igen. Så gentager mønsteret sig.

Det er den intuitive lære, politologer har draget på baggrund af det britiske Labours og de amerikanske demokraters mangeårige eksil fra regeringskontorerne op gennem 1980’erne og de tidlige 1990’ere. 

Det var de år, hvor først de konservative ved Margaret Thatcher og siden John Major sad tungt på regeringsmagten i Storbritannien, og de republikanske præsidenter Ronald Reagan og George Bush senior havde nøglen til Det Hvide Hus i USA.

Fra Thatcher til Blair

I USA forsøgte den demokratiske præsidentkandidat Walter Mondale i 1984 at besejre Ronald Reagan med en dagsorden om atomar nedrustning og ligestilling, som passede fint til store dele af Demokraternes støtter, men ikke til vælgerne mere bredt.

Han tabte med en brag, og efterfølgende opstod de 'Nye Demokrater', som stille og roligt trak partiet tættere på Republikanerne på områder som velfærd, skat og handel. Strategien lønnede sig, da Bill Clinton i 1992 vandt valget.

I Storbritannien var arbejderpartiet Labour i opposi-
tion fra 1979 og helt frem til, at Tony Blair blev premierminister i 1997. Ved nederlaget i 1979 blev Labour skarpt opdelt i en venstre- og højrefløj, og i første omgang var det venstrefløjen, der tog styringen.

Efter Margaret Thatchers jordskredssejr i 1983 overtog Neil Kinnock roret og forsøgte de næste mange år at trække partiet tættere på den politiske midte, men blev modarbejdet af intern modstand i partiet.

Først med valgnederlaget i 1992 til et ellers tyndslidt konservativt parti kom der for alvor gang i omstillingen. Siden kom Tony Blair til og styrede for alvor Labour ind på De Konservatives banehalvdel på områder som velfærds- og retspolitik. 

Permanent opposition

Hele den dynamik, som de to eksempler illustrerer, er der nu  fundet empirisk belæg for – og det på baggrund af data fra danske kommuner. 

Forskerne Martin Bækgaard og Carsten Jensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet fik den måske ikke helt oplagte idé at teste teorien af på det lokalpolitiske danmarkskort, hvor der som bekendt sidder mange politikere rundt omkring, der er henvist til en tilværelse i mere eller mindre permanent opposition.

- Typisk har forskningen fokus på politiske systemer, hvor magten skifter ofte, og på, hvad partier gør for at bevare magten, når de først har opnået den. Der er imidlertid ikke særlig stort fokus på partier, der så at sige bliver ved med at stå på sidelinjen og aldrig rigtig har magten, siger Martin Bækgaard.

Det skyldes ikke mindst, at det er svært på regeringsniveau at finde tilstrækkeligt med eksempler på egentlige demokratiske politiske systemer, hvor magten skifter så sjældent, at det er muligt at kortlægge oppositionspartiernes adfærd over meget lang tid.

Bølgen bevist

Den mulighed øjnede de to forsker imidlertid i de danske kommuner, hvor det samme parti nogle steder har siddet på borgmesterposten uafbrudt i over ni valgperioder i træk. Og de teoretiske forventninger om et mønster med en strategisk bølgebevægelse holdt stik. 

I takt med, at valgnederlagene akkumulerer sig svinger oppositionspartierne først ud mod fløjen for så igen at nærme sig borgmesterpartiet og så svinge tilbage ud på fløjen. 

Den nye indsigt indbragte i april de to forskere international hæder med tildelingen den politologiske Harrison-pris. Og ifølge Martin Bæk-gaard har de udsat teorien for en temmelig hård prøve ved at teste den på danske kommuner.

-  Det er overraskende, at vi også finder det her mønster hos danske kommuner, hvor politikerne ikke på samme måde skal gøre politisk karriere. Det burde tale for, at man hellere vil holde den ideologiske fane højt end bevæge sig ind mod midten. siger Martin Bækgaard.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet