Da Realdania og Slots- og Kulturstyrelsen lancerede kulturarvsprojektet i 2006, var Hvidovre en af de fire deltagende kommuner i første runde.

Hvidovre? Med kulturarv?

Forstadskommunen lignede ikke den oplagte repræsentant for det nye kommunelandskabs gemte kulturskatte med knap nok en eneste bygning med over 100 år på bagen. Men Hvidovres ansøgning og projekt fokuserede på velfærdssamfundets historie i efterkrigstiden, som afspejles særlig markant i forstadsmiljøerne. Her ligger noget af fremtidens kulturarv, og den værdi begyndte Hvidovre Kommune at inddrage i byplanlægning og prioritering.

Sammen med Brøndby har kommunen fået et Forstadsmuseum, og kulturarven er blandt andet tænkt ind i renoveringen af boligkvarteret Bredalsparken, som fokuserer på værdierne i Vestegnens arkitektur og byggestil fra 1950’erne.

- Det kræver nok et forskningsprojekt, hvis man nøjagtigt skal gøre værdien af kulturarvsprojektet op. Men arbejdet har gjort Hvidovre interessant og har fået folk til at sige: Hold da op, Hvidovre har faktisk en historie. Tidligere var vi jo kun kendt som en billig byggegrund i Matador, fortæller Poul Sverrild, der som daværende arkivleder tog initiativet til Hvidovres ansøgning og fik forvaltning og byråd med på ideen.

Inspirationskilde for hele landet

Hvidovre er en af i alt 16 kommuner, som siden projektet start har deltaget i kulturarvsprojektet, der fordelte sig over tre runder.

Den tredje og sidste runde sluttede i november. Fem kommuner fordelt ud over landet har arbejdet med at skabe nyt liv i by- og landskabsmiljøer for at blive attraktive i forhold til bosætning og turisme.

Det har skabt konkrete resultater med projekter, som fortsat er undervejs. Men vigtigst: Ligesom det var tilfældet for de 11 deltagere fra de to første runder, inspirerer de involverede kommuner resten af landet.

Hvidovre illustrerer, at kulturarv handler om meget mere end traditionelle værdier i landskab og fredede slotte. Værdi og attraktion findes også i arven fra mere ydmyge miljøer og fra den nære fortid i industri og håndværk.

I Aalborg, en anden kulturarvskommune, har man med succes fastholdt autenticiteten fra industriområder og bygninger i blandt andet Nordkraft på byens havnefront, som er endt i et storstilet byfornyelsesprojekt med både boliger og erhverv.

Erfaringerne bekræfter en solidt funderet tendens: Kulturarv er det nye sort og potentiel kilde til vækst i bosætning, erhverv og turisme, og det har rettet det kritiske blik indad i andre kommuner end de 16 udvalgte.

- Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste kommune i Danmark, som ikke med fordel vil kunne tænke kulturarv ind i byfornyelse. Der ligger et kæmpepotentiale, og selv om projektet nu er afsluttet, vil erfaringerne kunne udnyttes, ligesom Slots- og Kulturstyrelsen kan agere sparringspartner for nye, siger Michael Lauenborg, kulturhistoriker og tidligere enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.

Øjenåbner for økonomisk værdi

Han har arbejdet med kulturarvskommunerne fra projektets start til slut, og han er sikker på, at arbejdet har fungeret som en øjenåbner. For brugerinddragelse og samarbejdet mellem kulturhistorikere og museumsfolk på den ene side og politikere og embedsværk på den anden. Og for kulturarvens økonomiske værdi, ikke mindst.

Projektet begyndte i kølvandet på kommunalreformen, hvor kommunerne overtog arbejdet med bevaringsværdige bygninger og kuklturmiljøer fra amterne.

Det var ikke pengene, som lokkede: Deltagende kommuner fik hver en halv million til aflønning af en koordinator, ligesom der blev stillet arbejdskraft og ekspertise til rådighed fra styrelsen.

- Formålet var i første omgang at rette politikernes opmærksomhed på brugernes interesse i at udnytte og tænke kulturarven ind i byfornyelse. Det blev en rigtig god proces. To år senere, da vi tog fat på anden omgang, var sigtet: Hvordan og hvor kan man bruge kulturarven i planlægningen af, hvor man vil bo? Herefter troede jeg, vi var ved vejs ende, men stemningen i styrelsen og Realdania var til at prøve en gang til. Nu tror jeg ikke, der kommer flere, men i Slots- og Kulturstyrelsen sigter man fortsat på at hjælpe kommunerne med at arbejde med deres kulturarv, siger Michael Lauenborg.

Og interessen for at pleje uudnyttede eller oversete kulturskatte vokser over hele landet. Ikke mindst fordi det viser sig som en rigtig god investering for kommunerne.

Helt enkelt er der penge i at tænke baglæns, når man fornyr.

- Kulturarven er vigtig, fordi den hjælper os til at forstå vores identitet. Men det viser sig også som en god forretning for kommunerne. Der er ikke noget at skamme sig over, når der er penge i at tænke kulturarven ind i byplanlægning og bevarelse af miljøer, siger Michael Lauenborg.

Vi vil gerne betale for autenticitet

Den holdning deler lektor på Arkitektskolen Aarhus, Simon Ostenfeld Pedersen, der arbejder med screening af kulturmiljøer i danske kommuner.

- Det har stor værdi at fokusere på den kulturarv, vi tidligere har haft lidt svært ved at få øje på. Ofte er der tale om at høste lavthængende frugter, fordi fokus på identitet, relationer og kulturmiljø taler direkte til os og øger betalingsvilligheden i forhold til slå sig ned, ligesom den har betydning for tiltrækning af erhverv og industri. Konkret stiger boligpriserne i kvarterer, hvor køberne kan identificere en historie, siger han.

Talmateriale understøtter udsagnene. Realdania undersøgte i 2005 1.200 danske borgere og virksomheders forhold til kulturarv, og hele 90 procent mente, det er vigtigt at bevare og udvikle kulturarven som lokal identitet. 70 procent tillagde kulturarven afgørende betydning for regional udvikling, mens et flertal var parate til at betale mere for at bo i en bolig med historisk værdi. Kulturarv havde også stor betydning for valg af turistmål, viste undersøgelsen.

En større, norsk undersøgelse fra 2017 bekræfter også en øget betydning af kulturarven for vores valg af bosætning og udflugtsmål. Ikke mindst ”det nære” har fået en værdi og betydning, som spiller en afgørende rolle for vores prioritering.

- Herlighedsværdien vokser i kulturmiljøer, som rummer identitet og fælles historie. Vi er blevet bevidste om betydningen af autenticitet i omgivelserne på det nære plan. Det afspejler nok en voksende interesse for vores identitet som danskere og som del af et lokalmiljø. Ikke blot i forhold til Kronborg og Holger Danske, men den nære kulturarv og historie, siger Simon Ostenfeld Pedersen.

Kæmpepotentiale 

Opmærksomheden på kulturarv har sat markante spor i byplanlægningen i store og mellemstore danske byer, hvor tomme industrikvarterer og forladte kaserner i eksempelvis Aarhus og Viborg har fået nyt liv som boligområder og platform for iværksættere.

Ifølge Simon Ostenfeld Pedersen er det relativt nyt, at industri nu også anerkendes som kultur. Svendborg er eksempelvis blevet klogere på sin kulturelle fortid gennem udviklingen af byens havneområde.  

Men også i mindre samfund er der værdi at hente, mener Simon Ostenfeld Pedersen. Han er sikker på, at udviklingen rummer store muligheder for specielt de kommuner, som slås med affolkning og butiksdød.

Med andre ord: Kulturarv har potentiale til at blive en regulær gamechanger, hvis kommunerne får skabt miljøer, som afspejler en historie.

- Vi har kystmiljøer med landskaber og landsbyer, som fortæller om en fortid, vi gerne vil blive klogere på. Det bedste eksempel er nok Klitmøller, som ikke bare har skabt et nyt image med sit Cold Hawaii og fik efterspørgslen og huspriserne til at ryge i vejret. Tilflyttere er også nysgerrige og interesserede i byens forhistorie som fiskerleje og det historiske udtryk, som erhvervsbygninger og skipperboliger gemmer på, siger han.

- Den største udfordring er fortsat at overbevise investorer om, at det kan betale sig at sætte penge i kulturarv. Men det skal nok komme i takt med, at resultaterne viser sig, vurderer Aarhus-arkitekten, som lige nu arbejder med potentiel byfornyelse i Skive ved Limfjorden.

- Projektet med kulturarvskommunerne har afgjort hjulpet til at fremme en udvikling, som jeg tror vil fortsætte. Vi adskiller os næppe fra befolkninger i andre lande, men i Norden er vi måske kommet lidt senere i gang, fordi kulturarv i 1960’erne og 1970’erne mest var noget, som stod i vejen for udvikling og velfærd herhjemme, tilføjer Simon Ostenfeld Pedersen.

Det er svært at se andet end fordele ved udviklingen, men kulturhistoriker Michael Lauenborg har en lille advarsel til ikke mindst politiske beslutningstagere, som gerne vil i gang med at forandre.

- Hvis man ikke forstår, hvad man har med at gøre, kan man let komme til at tage ukloge beslutninger uden at ville det. I min egen hjemkommune Gentofte har man forsynet noget af kyststrækningen ved Klampenborg og Charlottenlund med chikaner for at dæmpe hastigheden. Det har betydet, at der nogle steder nu kun er ét spor i hver retning. Men strækningen repræsenterer faktisk Danmarks allerførste firesporede vej tilbage fra 1930’erne, og set med kulturarvsbriller er den jo værd at bevare. Derfor er det vigtigt, at kommunerne samarbejder med museer og historikere om kulturarven og deler ekspertisen, siger han.