Umiddelbart har vækst- og erhvervsminister Ole Sohn og den tidligere konservative partileder og udenrigsminister Lene Espersen ikke meget til fælles. Men kigger man på de to kriser, der har kæmpe omkostninger for deres politiske liv, er der dog særligt to fællesnævnere: Sohns og Espersens kriser er begge selvforskyldte, og de er også begge eksempler på besynderligt dårlig krisekommunikation.    

Espersens krise

Mange er af den opfattelse, at det var Lene Espersen mødeafbud med den amerikanske udenrigsminister, der fældede hende. Det er dog et meget forsimplet perspektiv at lægge ned over Espersens nedtur. Mødeafbudet var symptom på et par store grundlæggende problemer, som Espersen stod med, allerede da hun blev udnævnt. For havde Espersen sat sig ned med sine kommunikationsrådgivere og lavet en ærlig analyse af, hvad for kommunikative udfordringer, de stod med, var der helt sikkert kommet to ubehagelige ting på bordet. 

For det første var der rigtige mange, der var af den opfattelse, at hun ’stjal’ udenrigsministerposten fra Per Stig Møller for at overtage den popularitet, der plejer at følge med den post. For det andet gik der et stærkt rygte på Christiansborg om, at Espersen var doven og altid var på ferie, når der skete store ting i dansk politik. 

Da Espersens krise starter, bliver vi bekræftet i begge påstande. Hun vælger en ferie frem for et vigtigt møde, og i det halve år, krisen står på, taler hun kun om sig selv. Det kom tydeligt frem i de budskaber, Espersen forsøgte at lukke krisen med: Hun var ked af, at hun havde mistet vælgernes tillid, nu ville hun deltage i flere møder end tidligere og hun vil åbne op for sin kalender osv. Den eneste ting, Espersen ikke talte om i den lange periode, var udenrigspolitik! 

Havde Espersen arbejdet målrettet med krisekommunikation, var hun begyndt et helt andet sted. Hun havde fra start af – da hun overtog posten - lagt et strategisk spor, der skulle modbevise, at hun stjal posten fra Per Stig for at blive hurtigt populær. Det ville betyde, at hun skulle skrue helt ned for mig- og jeg-retorikken og helt op for substans-budskaberne. Espersen skulle have skrevet de mest langhårede kronikker om tibetanske kvinder, kastet sig ud i store farlige debatter om Mellemøsten og have skrevet en bog – måske med hjælp fra en ghostwriter - om Danmarks rolle i en global verden. Hendes kommunikation skulle stinke så meget af, at hun havde noget på hjerte, når det gjaldt udenrigspolitik. Det gjorde den ikke, så da krisen starter, forstærker hendes ”hvor er det synd for mig”-kommunikation kun det negative billede. 

Sohn som farlig mand 

Den aktuelle røde krise, Ole Sohn står i, hvor medierne og oppositionen jager hans kommunistiske fortid, har kommunikationsmæssigt en del ligheder. Sohn skulle med den fortid og med hans ministerambitioner for længst have udarbejdet en krisestrategi. Særligt to ting skulle den rumme: For det første skulle han have åbenhed som bærende element i sin strategi. For det virker bare ikke godt, når en tidligere formand for DKP gemmer sig bag ”ingen kommentarer” og mærkelige kryptiske sætninger. Sohn skulle have tillagt sig en helt åben stil, hvor han svarede på alle spørgsmål, der kom, også selvom han har svaret på dem mange gange. En mand med sådan en fortid, som bliver beskyldt for at skjule noget, skal have en åben kommunikationsstil!

Sohn skulle også for længst have lavet den store charmeoffensiv: Jævnlige ture i Aftenshowet, Go ’ Morgen Danmark og andre bløde medier med budskaber, der kunne understøtte at han ikke er en farlig kommunist mere, ville have pyntet gevaldigt på Sohns lidt indesluttede image. Ligeledes burde Sohn også for længst havde udviklet en lang stærkere fortælling om, hvad der fik han til at skifte politisk ståsted. 

En overset genre  

Sohn- og Espersen-kriserne viser, at sådanne krisesituationer ikke kan løses med et hurtigt spin, som mange ellers går og tror. Begge sager kunne kun være undgået eller minimeret, hvis de havde forberedt sig grundigt, før krisen opstod, og undervejs arbejdet strategisk med kommunikationen. I det hele taget er krisekommunikation en selvstændig genre inden for den politiske kommunikation, som mange flere politiske aktører burde tage ­seriøst.  

For set i lyset af, at krisepotentialet for danske politikere er stærkt stigende i disse år, og krisernes enorme omkostninger både for parti-brandet og personligt for de enkelte politikeres image, er det besynderligt, at der ikke bliver arbejdet mere systematisk med krisekommunikation. For de mange timer, politikerne og deres rådgivere bruger på at forsøge at få plantet små historier i medierne og udarbejdet den rigtige pjece, Facebook-profil og hjemmeside, er fuldstændig ligegyldige, hvis du først står midt i en mediestorm.